Moms – Omvendt betalingspligt – Udlejning af sommerhus – Byggeydelser – Momspligtig person

Sagen omhandlede en klage over SKATs forhøjelse af en enkeltmandsvirksomheds momstilsvar for perioderne 2013 og 2014. Forhøjelsen skyldtes, at SKAT havde anset byggearbejde udført af to polske virksomheder på klagerens udlejningsejendom for at være omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt (reverse charge).

Klageren, der driver en arkitektvirksomhed fra sin private bopæl, havde fået udført renoverings- og ombygningsarbejde på ejendommen, som består af et hovedhus (privat bebølse), et sommerhus (udlejes til turister og private gæster) og en butik. Sagen vedrørte specifikt arbejdet på sommerhuset, som klageren mente indgik som en del af den private bolig og kun blev udlejet sporadisk.

SKATs afgørelse var baseret på, at udlejningen af sommerhuset udgjorde økonomisk virksomhed, og at klageren derfor var en afgiftspligtig person. Ifølge Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3 påhviler betaling af moms aftageren af ydelser, når ydelserne vedrører fast ejendom beliggende i Danmark, og leveres af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret her i landet. Selvom udlejning til bebølse er momsfritaget efter Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8, medfører dette ikke fradragsret for momsen af de indkøbte ydelser. SKAT fordelte udgifterne ligeligt mellem de tre bygninger og beregnede momsen heraf.

Klagerens repræsentant anførte, at sommerhuset indgik som en del af den private bolig og kun blev udlejet sporadisk, hvilket ikke burde gøre klageren til en afgiftspligtig person i denne sammenhæng. Desuden blev det fremhævet, at de polske virksomheder ikke havde overholdt faktureringsbestemmelserne, idet fakturaerne ikke indeholdt klagerens CVR-nummer, og entreprisekontrakterne ikke nævnte omvendt betalingspligt. Repræsentanten henviste til SKM2007.85.LSR som støtte for, at manglende kontrol af momsregistrering burde føre til, at der ikke skulle opkræves moms hos kunden.

SKAT fastholdt sin afgørelse og argumenterede for, at klageren var en momspligtig person, jf. Momsloven § 3, stk. 1, og at leveringsstedet for ydelser vedrørende fast ejendom er i Danmark, jf. Momsloven § 18. SKAT understregede, at manglende CVR-nummer på fakturaen er et formelt krav, ikke et materielt, og at de af klageren henviste domme omhandlede varehandel, hvor reglerne er anderledes. SKAT henviste desuden til Rådets forordning nr. 967/2012, momsforordningens artikel 19, 3. pkt., som angiver, at en ydelse bestemt til både privat og økonomisk brug anses for leveret til en momspligtig person, medmindre der er tale om misbrug.

SKATs forhøjelse af momstilsvaret var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om SKAT med rette havde forhøjet virksomhedens momstilsvar for 2013 og 2014, idet byggearbejde udført af to polske virksomheder på en udlejningsejendom blev anset for omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt, jf. Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3. Derudover skulle det vurderes, hvilken betydning det havde, at fakturaerne ikke indeholdt CVR-nummer, jf. Momsbekendtgørelsen § 61, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at virksomheden skulle anses som en afgiftspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed med udlejning af fast ejendom, jf. Momsloven § 3, stk. 1. Dette skyldes, at ejendommen ifølge virksomhedens hjemmeside kunne lejes ud hele året, i hele uger i sæson og minimum to nætter uden for sæson. Det forhold, at ejendommen også blev anvendt til overnatning for private gæster og familie, kunne ikke føre til et andet resultat.

Retten fastslog derfor, at virksomheden var betalingspligtig af momsen af de leverede byggeydelser fra de polske virksomheder, jf. Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3. Ydelser vedrørende fast ejendom beliggende i Danmark er omfattet af Momsloven § 18, hvilket understøtter anvendelsen af omvendt betalingspligt, når leverandøren ikke er etableret i Danmark.

Vedrørende faktureringskravene fandt Landsskatteretten, at det forhold, at der ikke var anført CVR-nummer på de udstedte fakturaer, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Retten bemærkede, at dette er et formelt krav og ikke et materielt krav, der forhindrer anvendelsen af omvendt betalingspligt. Den af repræsentanten henviste afgørelse SKM2007.85.LSR blev ikke anset for at kunne ændre vurderingen, da den omhandlede varehandel, hvor reglerne er anderledes. Ligeledes kunne det forhold, at entreprisekontrakterne ikke eksplicit nævnte levering til en afgiftspligtig person eller fakturering efter reverse charge-reglerne, ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse, idet forhøjelsen af momstilsvaret med 23.872 kr. for 2013 og 27.356 kr. for 2014 blev anset for korrekt.