Stadfæstelse af afslag på genoptagelse vedrørende skattepligt af udetillæg for polititjenestemand udstationeret i Kosovo

Sagen omhandler en klagers anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2013 og 2014 med henblik på skattefritagelse af et udetillæg. Klageren var i den pågældende periode udstationeret af politiet i Kosovo og modtog et udetillæg på 21.375,14 kr. pr. måned. Ifølge klagerens kontrakt var tillægget skattepligtigt.

SKAT afviste anmodningen om genoptagelse. SKATs begrundelse var, at udetillægget ifølge kontrakten var skattepligtigt og ikke var fastsat af Udenrigsministeriet efter forhandling med Finansministeren som et skattefrit tillæg, men derimod ved en kollektiv overenskomst mellem Politiforbundet og politiet som en skattepligtig kompensation. SKAT henviste til, at der ikke forelå oplysninger om, at politiets ordning fulgte Udenrigsministeriets regler for udetillæg, og at tillægget derfor ikke kunne skattefritages i henhold til Ligningsloven § 7, nr. 15.

Klageren nedlagde principal påstand om, at skatteansættelserne skulle genoptages, og den skattepligtige indkomst nedsættes med henholdsvis 94.337 kr. for 2013 og 92.223 kr. for 2014. Klageren argumenterede for, at et bindende svar fra Skatterådet, offentliggjort som SKM2013.719.SR, klart indikerede, at en del af udetillægget (15.550 kr.) skulle være skattefrit, da det opfyldte betingelserne for skattefrihed i Ligningsloven § 7, nr. 15. Klageren påpegede også, at en anden sagsbehandler hos SKAT havde imødekommet en lignende anmodning fra en kollega, hvilket klageren mente var i strid med lighedsgrundsætningen.

Subsidiært nedlagde klageren påstand om, at SKAT skulle give fradrag for udetillæg udbetalt efter den 24. september 2013 (datoen for det bindende svar), hvilket ville nedsætte den skattepligtige indkomst med 50.278 kr. for 2013 og 92.223 kr. for 2014. Klageren fastholdt, at det bindende svar ikke betingede skattefrihed af, at kontrakten var indgået efter den 24. september 2013, men derimod gjaldt for fremtidige udbetalinger.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om afslag på genoptagelse af indkomstansættelserne for indkomstårene 2013 og 2014.

Retten henviste til Statsskatteloven § 4, som fastslår, at skattepligtig indkomst omfatter den skattepligtiges samlede årsindtægter med visse undtagelser. Undtagelserne findes blandt andet i Ligningsloven § 7, nr. 15, som omfatter udetillæg, hjemflytningstillæg og bosættelsespenge, der tjener til dækning af merudgifter som følge af tjenesten i udlandet, når de oppebæres af personer udsendt af den danske stat.

Landsskatteretten fandt, at klagerens udetillæg ikke opfyldte betingelserne for skattefrihed i Ligningsloven § 7, nr. 15 af følgende grunde:

• Klagerens kontrakt med politiet eksplicit angav, at udetillægget var skattepligtigt.
• Tillægget dækkede dermed ikke udelukkende merudgifter i forbindelse med tjenesten i udlandet.
• Skatterådets bindende svar, offentliggjort som SKM2013.719.SR, vedrørte et fremtidigt udetillæg, som ville blive fastsat på tilsvarende vis som i forsvaret, hvilket indebar, at det skulle fastsættes under hensyn til skattefriheden. Klagerens udetillæg var ikke fastsat på denne måde for den omhandlede periode.
• Den ændring i aftalen om udsendte i internationale missioner, som Politiforbundet og politiet indgik, trådte først i kraft den 1. januar 2016, altså efter den periode, som sagen omhandlede (29. juni 2013 til 28. juni 2014).

Vedrørende klagerens argument om, at SKAT havde truffet en anden afgørelse for en anden skatteyder under lignende vilkår, fastslog Landsskatteretten, at dette ikke medførte et brud på lighedsgrundsætningen. Det er en forudsætning for at kunne støtte ret på en sådan afgørelse, at den er materielt korrekt i forhold til gældende praksis og ikke ulovlig, jf. eksempelvis Højesterets dom, offentliggjort i TfS 1995, s. 483.

Landsskatteretten konkluderede, at der ikke var fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kunne begrunde en ændring i ansættelserne, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2.