Tilgodehavende i virksomhedsordning ikke erhvervsmæssigt begrundet - Hævningstidspunkt

Sagen omhandler SKATs afgørelse om at hæve et tilgodehavende på 2.100.450 kr. ud af klagerens virksomhedsordning (VSO) primo indkomståret 2012, da tilgodehavendet ikke blev anset for erhvervsmæssigt begrundet. Dette medførte konsekvensrettelser i VSO for indkomstårene 2012-2014. Klageren protesterede mod både den erhvervsmæssige vurdering af udlånet og tidspunktet for hævningen.

Sagens faktum

Klageren ejer 50 % af virksomheden [virksomhed1] I/S, der driver udlejning af ejendomme. En af ejendommene blev udlejet til [virksomhed2] A/S, som var en del af en koncern, hvori klageren og dennes ægtefælle havde bestemmende indflydelse via aktieejerskab. I 2011 opstod et tilgodehavende på 4.000.000 kr. (2.000.000 kr. for hver interessent) fra I/S'et til [virksomhed5] A/S (et selskab i samme koncern) for at finansiere et varelager, da banklån ikke var muligt. Lånet var forrentet med 5 %, men der forelå hverken gældsbrev eller aftale om afdrag. Saldoen for klagerens andel af tilgodehavendet var 2.100.450 kr. primo 2012 og 1.980.290 kr. ultimo 2012.

SKATs standpunkt

SKAT anså udlånet for ikke-erhvervsmæssigt begrundet og derfor ikke berettiget til at indgå i virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1 og Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 2. SKAT henviste til praksis, herunder SKM2006.555.LSR, hvor lignende udlån til kontrollerede selskaber blev anset for at tilgodese skatteyderens private interesser. SKAT argumenterede, at klagerens udlejningsvirksomhed ikke drev næring med udlån af penge, og at lånet primært var ydet af klageren som aktionær/anpartshaver, ikke af virksomheden. SKAT fastholdt, at udlånet skulle hæves primo 2012, da dette var det tidligst mulige indkomstår inden for den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Som konsekvens heraf skulle renteindtægterne fra udlånet på 129.839 kr. ikke medregnes i virksomhedens skattepligtige resultat, men i stedet i klagerens kapitalindkomst, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra e og Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 1.

SKATs opgørelse af hævninger for 2012 var som følger:

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at hævningen af gældsbrevet skulle ske i indkomståret 2011, hvor aktivet opstod, og ikke i 2012, da dette ville være i strid med fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26. Det blev anført, at Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 5 foreskriver, at overførsel af finansielle aktiver skal bogføres med virkning fra indkomstårets udløb, hvilket i dette tilfælde ville være ultimo 2011. Repræsentanten argumenterede desuden, at udlånet var forretningsmæssigt begrundet, da det var nødvendigt for at sikre fastholdelse af virksomhedens indkomstgrundlag (lejeindtægten fra selskabet). Der blev henvist til SKM2013.505.HR og SKM2014.129.SR som støtte for, at virksomheden kan yde lån af erhvervsmæssig karakter.

Landsskatteretten behandlede sagen om et tilgodehavende i virksomhedsordningen og dets erhvervsmæssige karakter samt tidspunktet for en eventuel hævning.

Landsskatterettens vurdering af erhvervsmæssig tilknytning

Landsskatteretten fandt, at udlånet til selskabet ikke kunne anses for erhvervsmæssigt begrundet. Retten lagde vægt på, at udlånet primært var ydet for at finansiere selskabets drift, hvori klageren havde en personlig interesse. Det blev anført, at udlånet ikke var tilstrækkeligt erhvervsmæssigt begrundet i samhandel/drift vedrørende udlejning af ejendommen i virksomhedsordningen, jf. forarbejderne til Virksomhedsskatteloven § 11 og praksis. Klagerens virksomhed drev ikke næring med udlån af penge, og Landsskatteretten fandt ikke, at virksomheden ville have udlånt 2 mio. kr. uden aftale om afdrag m.v. til en uafhængig tredjepart for at sikre fremtidige lejeindtægter. Udlånet var endvidere sket til [virksomhed5] A/S, mens lejeindtægten i virksomheden under virksomhedsordningen kom fra [virksomhed2] A/S.

Det blev konkluderet, at udlånet ikke var erhvervsmæssigt, men overvejende båret af klagerens personlige interesse i selskabet. Udlånet kunne herefter ikke være placeret i virksomhedsordningen og skulle overføres i hæverækkefølgen, jf. Virksomhedsskatteloven § 5. Denne del af SKATs afgørelse blev stadfæstet.

Landsskatterettens vurdering af hævetidspunkt

Vedrørende tidspunktet for hævningen af tilgodehavendet, som SKAT havde anset for privat, skulle det afgøres, om det skulle hæves i indkomståret 2011 (hvor det opstod og ville være uden for fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1) eller i indkomståret 2012 (hvor SKAT konstaterede fejlen).

Landsskatteretten henviste til praksis, herunder SKM2003.413.HR, SKM2018.467.LSR og SKM2018.652.LSR, som understøtter princippet om, at når en skatteyder har valgt at anvende virksomhedsordningen og medtage et aktiv heri, kan aktivet udtages af ordningen inden for den ordinære ligningsfrist, selvom det oprindeligt ikke burde have været der.

Landsskatteretten fandt, at tilgodehavendet på 1.980.290 kr. ikke kunne indgå i virksomhedsordningen. Da klageren havde valgt at anvende virksomhedsordningen og medtage tilgodehavendet i 2012, kunne det overføres fra virksomhedsøkonomien til privatøkonomien ultimo 2012, jf. Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 5 og omtalte praksis. Ændringen var foretaget inden for den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at tilgodehavendet skulle udtages af virksomhedsordningen, men ændrede tidspunktet for udtagningen af aktivet fra primo 2012 til ultimo 2012. De talmæssige konsekvensrettelser heraf for indkomstårene 2012-2014 overlades til Skattestyrelsen.