Manglende kontrol med udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse medfører skattepligt

Efter SKATs forslag til afgørelse indsendte selskabet nye, korrigerede afregningsbilag med nye bilagsnumre, formål og beregninger. Yderligere to bilag for perioderne 21. maj 2015 til 20. juli 2015 og 23. juli 2015 til 17. august 2015 blev indsendt i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen.

SKATs afgørelse

SKAT fastholdt, at den udbetalte kørselsgodtgørelse på 58.130 kr. var skattepligtig A-indkomst, da betingelserne for skattefri udbetaling ikke var opfyldt i henhold til Ligningsloven § 9b, stk. 4 og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. SKAT henviste til skærpede dokumentationskrav ved interessefællesskab, da [person1] var direktør og medejer. De oprindelige bilag opfyldte ikke kravene, og det var ikke muligt at afstemme dem med de indberettede beløb. SKAT anså heller ikke de oprindelige bilag for at have realitet på grund af de mange uoverensstemmelser og fejl, herunder dobbeltregistreringer og ture, der ikke var kørt. Den udbetalte godtgørelse blev derfor anset for A-indkomst, som selskabet var pligtig til at indberette.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant anmodede om, at indberetningen af A-indkomst blev ændret til 30.477 kr. Repræsentanten erkendte, at den oprindelige kørebog var mangelfuld, men argumenterede for, at de korrigerede bilag for perioden fra 24. marts 2015 og frem var korrekt udfyldt og derfor skulle anerkendes som skattefri. De fremlagde en beregning for den skattefri kørselsgodtgørelse for de senere perioder:

Repræsentanten oplyste desuden, at en del af kørslen mellem de to klinikker skyldtes transport af ansatte tatovører, der havde arbejdsopgaver i begge klinikker.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at løn og godtgørelser som udgangspunkt er A-indkomst i henhold til Kildeskatteloven § 43, stk. 1. Arbejdsgiveren har pligt til at indeholde foreløbig skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. Kildeskatteloven § 46 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, samt indberette beløbet til SKAT i henhold til Skattekontrolloven § 7, stk. 1.

Godtgørelse for udgifter påført som følge af arbejdet medregnes som udgangspunkt ved indkomstopgørelsen, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4, medmindre det er skattefri befordringsgodtgørelse efter Ligningsloven § 9b, stk. 4.

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil. Dette fremgår af Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. Bekendtgørelsen stiller krav til bogføringsbilaget, som skal indeholde:

• Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.
• Kørslens erhvervsmæssige formål.
• Dato for kørslen.
• Kørslens mål og eventuelle delmål.
• Angivelse af antal kørte kilometer.
• De anvendte satser.
• Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Landsskatteretten fremhævede, at der stilles strenge krav til dokumentation for skattefrihed, når der er interessefællesskab mellem selskabet og modtageren, som i dette tilfælde hvor [person1] var direktør og medejer, jf. eksempelvis SKM2015.73.ØLR. Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om den ansatte i øvrigt opfylder betingelserne for erhvervsmæssig kørsel, jf. eksempelvis SKM2002.525.VLR, SKM2007.247.HR og SKM2009.430.HR.

På baggrund af SKATs kontrol og de fremlagte bilag konstaterede Landsskatteretten, at de oprindeligt fremlagte afregningsbilag ikke opfyldte kravene. De manglede oplysninger om bil, erhvervsmæssigt formål og afstande mellem delmål, og den beregnede godtgørelse fremgik ikke. Desuden var der dage, der fremgik af flere bilag, og [person1] havde selv erkendt, at tre ture ikke var kørt, selvom de fremgik af bilagene.

Landsskatteretten fandt derfor, at der ikke var ført en effektiv kontrol med, om betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse var opfyldt. Den manglende kontrol medfører, at samtlige udbetalinger anses for skattepligtige, da betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt. Den efterfølgende indsendelse af nye, korrigerede afregningsbilag og yderligere to bilag kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse om indberetning af A-skat og AM-bidrag af de udbetalte befordringsgodtgørelser på i alt 58.130 kr. for perioden fra den 29. juli 2014 til den 20. oktober 2015, idet klageren ikke havde overholdt sin kontrolforpligtelse.

SKATs begrundelse

SKAT anførte, at godtgørelser som udgangspunkt er skattepligtige, medmindre de opfylder betingelserne i Ligningsloven § 9B og ikke overstiger Skatterådets satser. SKAT henviste til Den Juridiske Vejledning og SKM2010.778VLR, der stiller strenge krav til dokumentation ved interessefællesskab. SKAT fandt, at selskabet ikke havde kunnet foretage den fornødne kontrol af afregningsbilagene, da der manglede oplysninger om:

• Identifikation af modtageren (hvem der kørte bilen).
• Identifikation af den anvendte bil i kørebøgerne, med store spring i kilometertal.
• Fuldstændige beskrivelser af kørslens erhvervsmæssige formål.
• Fuldstændige geografiske mål (kun vejnavne eller bynavne var angivet).
• Angivelse af anvendte satser eller beregning af godtgørelsen kontinuerligt.
• Anvendelse af den lave takst efter overskridelse af 20.000 km-grænsen i december 2013.
• Start- og slutadresser, når de afveg fra selskabets adresse.

SKAT konkluderede, at godtgørelserne var skattepligtige som personlig indkomst, jf. Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1. Selskabet havde pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. Kildeskatteloven § 46, stk. 1, og indberette til indkomstregistret, jf. Skattekontrolloven § 7.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at befordringsgodtgørelsen var skattefri, subsidiært at sagen skulle hjemvises. Det blev anført, at hovedanpartshaveren opfyldte betingelserne for skattefrihed, herunder krav om kørsel i egen bil, kontrol af kørte kilometer og indhold af bogføringsbilag, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Repræsentanten fremhævede, at GPS-trackingsystemet rigeligt dæmmede op for eventuelle mangler i de manuelle kørebøger, og at bogføringsbilagene samlet set var i overensstemmelse med betingelserne. Det blev desuden argumenteret, at få og ubetydelige mangler ikke burde medføre fuld beskatning, og henviste til SKM2010.116.BR, hvor en lignende sag blev hjemvist til skønsmæssig fastsættelse af erhvervsmæssig kørsel.