EU-Domstolen stadfæster: Sprogdiskrimination ved begrænsning af andet sprog i EPSO-udvælgelsesprøver til engelsk, fransk og tysk mangler objektiv begrundelse

Europa-Kommissionen anlagde appelsag mod Retten for at få ophævet Rettens dom (T-401/16 og T-443/16), hvori Retten annullerede en meddelelse om almindelige udvælgelsesprøver (EPSO/AD/323/16 og EPSO/AD/324/16) vedrørende ansættelse af administratorer og teamledere til efterforskningsopgaver (primært OLAF).

Det centrale stridspunkt var sprogordningen i meddelelsen, som Den Italienske Republik og Kongeriget Spanien havde anfægtet. Ordningen begrænsede valget af det andet sprog (Sprog 2) i udvælgelsesprøven til udelukkende engelsk, fransk eller tysk. Desuden begrænsede ordningen de sprog, der kunne anvendes i kommunikationen mellem ansøgerne og Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO), efter validering af ansøgningen, til de samme tre sprog.

Denne begrænsning udgjorde forskelsbehandling på grund af sprog, hvilket er forbudt i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 1d, stk. 1. Kommissionen hævdede, at diskriminationen var objektivt begrundet i 'tjenestens interesse', specifikt kravet om, at nyansatte administratorer skulle være 'umiddelbart operationelle' (umiddelbart kan indgå i arbejdet) i det internationale efterforskningsmiljø, især i OLAF.

Retten havde oprindeligt fundet, at Kommissionens fremlagte beviser — herunder intern administrativ praksis, brug af sprog i kommissærkollegiet og OLAF-medarbejdernes sprogkundskaber — var for vage og generelle og ikke tilstrækkeligt konkrete til at bevise, at kun kendskab til engelsk, fransk eller tysk som andet sprog var nødvendigt for at opfylde dette operationelle krav. Kommissionens appel sigtede mod at underkende Rettens vurdering af bevisbyrden og fortolkningen af begrundelsespligten.

Domstolen (Første Afdeling) forkastede Europa-Kommissionens appel i sin helhed og stadfæstede dermed Rettens annullation af EPSO-meddelelsen, for så vidt angår sprogbegrænsningerne.

Afvisning af Kommissionens appelanbringender

Kommissionen havde fremsat tre anbringender, som alle blev forkastet af Domstolen:

• Det første anbringende vedrørte retlige fejl i Rettens fortolkning af begrundelsespligten i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 1d, stk. 6, og dennes fastlæggelse af det krævede bevisniveau for, at ansøgere skulle kunne 'umiddelbart indgå i arbejdet'. Domstolen fastslog, at Retten med rette havde foretaget en konkret undersøgelse af, om begrænsningen var objektivt begrundet og proportional i forhold til tjenestens reelle behov.
• Det andet anbringende vedrørte urigtig gengivelse af de fremlagte beviser. Domstolen understregede, at en appel er begrænset til retsspørgsmål, og at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviser henhører under Rettens kompetence. Domstolen fandt ikke, at Retten havde overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af de fremlagte dokumenter, idet Kommissionen ikke havde godtgjort, at Retten åbenbart havde gengivet beviserne urigtigt.