Skatteregel om fradrag for forsørgelsesberettigede børn strider mod fri bevægelighed ved Erasmus+-stipendier

Domstolen fastslog, at Artikel 20 TEUF og 21 TEUF, sammenholdt med Artikel 165, stk. 2, andet led, TEUF, er til hinder for en national lovgivning, som medfører tab af retten til forhøjelse af det personlige grundfradrag for en skattepligtig forælder, når det forsørgelsesberettigede barn har modtaget støtte til læringsmobilitet inden for rammerne af Erasmus+-programmet.

• National lovgivning, der stiller en unionsborger ringere, fordi et familiemedlem har udøvet sin ret til fri bevægelighed, udgør en restriktion.
• Denne restriktion kan afholde unionsborgere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed og ophold i en anden medlemsstat, hvilket hæmmer de mål, der forfølges med Erasmus+-programmet og Artikel 165 TEUF (fremme af studerendes mobilitet).

Manglende proportionalitet og usammenhængende begrundelse

Selv om Kroatien påberåbte sig et legitimt mål af almen interesse (at tage hensyn til skatteyderens reelle skatteevne), fandt Domstolen, at restriktionen var uforholdsmæssig og usystematisk:

• Erasmus+-støtten er ifølge Forordning nr. 1288/2013 beregnet til at dække de ekstra leve- og opholdsomkostninger i destinationslandet, især når dette land har højere leveomkostninger end oprindelseslandet.
• Modtagelsen af støtten fører derfor ikke til en reel nedsættelse af forældrenes udgifter til underhold eller en forøgelse af forælderens skatteevne.
• National lovgivning, der behandler Erasmus+-støtte på samme måde som almindelig indkomst, er derfor ikke egnet til at sikre en sammenhængende vurdering af den reelle skatteevne, men kan i stedet føre til en øget skattebyrde, der er i modstrid med programmets formål.