Beskatning af værdigenstande i selskab ejet af hovedanpartshaver

Sagen omhandler et bindende svar, hvor et selskab, [virksomhed1] ApS, ønskede at investere frie midler i værdigenstande som ægte tæpper, figurer og kunst med henblik på langsigtet anlægsinvestering. Selskabets ejer og direktør, [person1], er bosiddende i England, men har særlig indsigt i markedet for disse genstande. Selskabet ønskede at afklare, om investeringen ville medføre rådighedsbeskatning eller udlodning for [person1] afhængigt af opbevaringssted (selskabets adresse, [person1]s private bopæl i England, betalingsdepoter i Danmark eller udlandet).

SKAT besvarede spørgsmål 1, 2, 3 og 4 bekræftende (Ja), hvilket indebar, at der ville ske beskatning. Spørgsmål 5, der omhandlede en erklæring om fraskrivelse af råderet, blev afvist af SKAT, og spørgsmål 6 og 7 bortfaldt som følge heraf.

Selskabet påklagede SKATs afgørelse med den begrundelse, at SKATs fortolkning af rådigheds- og beskatningspligten i Ligningsloven § 16 og Ligningsloven § 16a var for restriktiv. Repræsentanten argumenterede for, at det var naturligt for selskabet at forvalte sin formue bedst muligt, og at [person1]s ekspertise inden for kunst og tæpper gjorde disse investeringer rentable. Det blev fremført, at SKATs afgørelse i praksis ville diktere, hvilke investeringer selskaber måtte foretage, og at investering i kunst, tæpper og figurer blev underlagt en særlig skærpet beskatning. Klageren mente, at de refererede SKM-sager (SKM2006.550.ØLR og SKM2014.182.ØLR) ikke var direkte relevante, og at tiltag som opmagasinering i depoter, forsikring og fraskrivelseserklæringer burde være tilstrækkelige til at afkræfte formodningen om privat benyttelse. Det blev også anført, at Ligningsloven § 16a ikke udvidende kan omfatte beskatning af alle tænkelige værdigenstande, medmindre de er til rådighed og medfører et sparet privatforbrug med fornøden hjemmel til beskatning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at alle indtægter er skattepligtige i henhold til Statsskatteloven § 4, litra a, herunder gratis benyttelse af andres rørlige eller urørlige gods jf. Statsskatteloven § 4, litra b, 1. pkt.. En ansat eller aktionær beskattes af modtagne økonomiske goder som løn eller udbytte i henhold til Ligningsloven § 16 og Ligningsloven § 16a. Disse bestemmelser hjemler beskatning af rådighedsretten, når der blot foreligger en forbrugsmulighed for direktøren eller anpartshaveren. Enkeltstående ydelser vedrørende formuen anses for maskeret udlodning og er omfattet af Ligningsloven § 16a. Der gælder en formodning for, at hovedanpartshaveren har gjort brug af godet, når blot der eksisterer en forbrugsmulighed, og bevisbyrden for det modsatte påhviler hovedanpartshaveren.

Da [person1] er direktør og hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS og har viden og ekspertise inden for kunst, tæpper og figurer, som er egnede til privat benyttelse, vil der være en formodning for rådighedsret over selskabets aktiver.

Spørgsmål 1

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Hvis værdigenstandene opbevares på selskabets adresse, anses de for at være stillet til rådighed af selskabet. Dette medfører beskatning som maskeret udbytte, og værdien heraf vil være skattepligtig indkomst i henhold til Ligningsloven § 16a.

Spørgsmål 3 og 4

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Hvis værdigenstandene opbevares på betalingsdepoter i Danmark eller udlandet, er det afgørende, om [person1] har rådighedsret over genstandene. Da aftalen om opbevaring indgås af [virksomhed1] ApS, vil [person1] have rådighedsretten. Rådighedsretten anses ikke for afskåret, hvilket medfører beskatning som maskeret udbytte, og værdien heraf vil være skattepligtig indkomst i henhold til Ligningsloven § 16a.

Spørgsmål 5, 6 og 7

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at afvise spørgsmål 5, hvilket medførte bortfald af spørgsmål 6 og 7. Dette skyldes, at spørgsmål 5 ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed på det foreliggende grundlag, jf. Skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2. Det følger af Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 1, at bindende svar skal vedrøre en konkret disposition og være formuleret, så der så vidt muligt kan svares ja eller nej, samt indeholde alle relevante oplysninger. Spørgsmål af teoretisk karakter eller med utilstrækkelige oplysninger kan afvises.