Landsskatteretten: Skattepligt af overførsler fra Libanon og skønsmæssig forhøjelse

Sagen omhandler SKATs forhøjelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2013 og 2014. Forhøjelserne vedrørte pengeoverførsler fra Libanon, dels til indfrielse af et privat lån, dels via klagerens svoger, og dels direkte til klagerens egen konto. Derudover havde SKAT foretaget en skønsmæssig forhøjelse for 2014 på grund af et negativt privatforbrug.

SKAT begrundede forhøjelserne med, at de overførte beløb var skattepligtig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4, da der ikke forelå fyldestgørende dokumentation for pengenes oprindelse eller et eventuelt låneforhold. SKAT henviste til, at klageren havde bevisbyrden for, at pengene ikke var skattepligtig indkomst, og at denne ikke var løftet. Vedrørende den skønsmæssige forhøjelse anførte SKAT, at klagerens privatforbrug var usandsynligt lavt, og at der ikke var dokumenteret tilstrækkelig formue eller private lån til at dække forbruget. SKAT henviste til Skattekontrollovens § 5, stk. 3 og fast praksis om skønsmæssig ansættelse ved utilstrækkelig selvangivelse.

Klageren bestred SKATs afgørelse og anførte, at de overførte beløb stammede fra tidligere beskattede midler, som var overført fra Danmark til udlandet (Dubai/Libanon) i 2008 og 2009, eller var lån fra familiemedlemmer. Klageren fremlagde dokumentation for tidligere overførsler til udlandet, gældsbreve for lån, og bankudskrifter for at sandsynliggøre pengestrømmene. Specifikt for 2013-overførslen på 280.000 kr. til [person4] blev det anført, at det var et lån fra klagerens moster i Libanon. For 2014-overførslen på 280.640 kr. via svogeren blev det forklaret som tilbageførsel af klagerens egne, tidligere beskattede midler. Overførslen på 71.111 kr. i 2014 blev forklaret som tilbagebetaling af et lån ydet af klageren til en ven i Libanon. Vedrørende den skønsmæssige forhøjelse anførte klageren, at SKATs privatforbrugsopgørelse indeholdt fejl og mangler, herunder manglende hensyntagen til spilleindtægter og forkert indregning af afviklede lån fra tidligere år.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4, og at skatteyder har bevisbyrden for, at indtægter stammer fra allerede beskattede midler eller er undtaget fra beskatning. Retten henviste til Skattekontrollovens § 1, stk. 1, Skattekontrollovens § 6B, stk. 1 og Skattekontrollovens § 5, stk. 3 vedrørende selvangivelsespligt og skønsmæssig ansættelse.

Landsskatteretten nedsatte SKATs forhøjelser til 0 kr. for begge indkomstår med følgende begrundelser:

Indkomståret 2013

• Overført penge fra Libanon til indfrielse af privat lån (280.000 kr.): Klageren havde via objektive kendsgerninger dokumenteret, at beløbet var et lån optaget i Libanon. Beløbet var derfor ikke skattepligtig indkomst.

Indkomståret 2014

• Overført penge via svoger fra Libanon (280.640 kr.): På baggrund af klagerens forklaringer og tidligere indsendte oplysninger og dokumentation til SKAT vedrørende skatteansættelsen for 2007 og 2008, ansås det for sandsynliggjort, at klageren tidligere havde udført et stort pengebeløb til udlandet. Det ansås for sandsynligt, at de overførte penge var en del af disse midler, og beløbet var derfor ikke skattepligtig indkomst.
• Overførte penge fra Libanon (71.111 kr.): Klageren havde via objektive kendsgerninger dokumenteret, at han havde udlånt 100.000 kr. og i samme år modtaget afdrag på 71.111 kr. Beløbet var derfor ikke skattepligtig indkomst.
• Skønsmæssig forhøjelse på grund af negativt privatforbrug (270.000 kr.): SKATs privatforbrugsopgørelse ansås til dels ikke at være dokumenteret. Landsskatteretten fandt, at SKAT havde medtaget lån, som enten var dokumenteret tilbagebetalt i tidligere indkomstår, eller hvor der ikke var dokumenteret nye lån. Derudover havde SKAT ikke taget højde for klagerens udlån på 100.000 kr. og modtagne afdrag på 71.111 kr. i 2014, samt et optaget lån på 280.000 kr. i 2013. Klagerens privatforbrug for indkomståret 2014 ansås for at være antageligt, hvorfor der ikke var grundlag for en skønsmæssig ændring af klagerens indkomst.