Stadfæstelse af afslag på ekstraordinær genoptagelse af momstilsvar grundet overskredne frister og manglende nye oplysninger

Sagen omhandler en virksomheds anmodning om ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvarene for perioderne 1. januar 2008 til 31. december 2009 samt 1. januar 2011 til 31. december 2011. Virksomheden, der udførte byggearbejde, havde udstedt fakturaer med salgsmoms til en anden virksomhed, men modtog ikke fuld betaling. Virksomheden ønskede derfor en nedsættelse af momsen på grund af uerholdelige fordringer.

SKAT havde i 2011 truffet afgørelse om, at manglende betaling var SKAT uvedkommende, og at virksomheden var forpligtet til at svare moms uanset betaling. Efter fremlæggelse af kreditnotaer traf SKAT en ny, korrigeret afgørelse den 17. januar 2012, som virksomheden ikke påklagede til Landsskatteretten. Den 2. september 2014 anmodede virksomheden SKAT om yderligere ændring af afgiftstilsvarene, idet den havde opgivet at få den resterende betaling fra kunden.

SKAT afviste anmodningen med henvisning til, at fristerne for ændring var udløbet, jf. Skatteforvaltningsloven §§ 31 og 32. Virksomheden argumenterede for, at 3-årsfristen skulle beregnes fra SKATs afgørelse af 17. januar 2012, og at AB92-reglerne for bygge- og anlægsvirksomhed indebar en 5-årsfrist for forældelse af fordringer, hvilket skulle give ret til momsjustering på et senere tidspunkt. Virksomheden fremhævede, at en momsjustering for uerholdelige fordringer ikke burde være underlagt de samme frister som en klage over en revisionsrapport, og at SKATs sene reaktion på anmodningen fra september 2014 var kritisabel.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fastslog, at AB92 regulerer aftaleforhold, men ikke momsforpligtelsen eller adgangen til genoptagelse, som er reguleret af Momsloven og Skatteforvaltningsloven. For de ældste perioder var klagefristen på 3 måneder overskredet, og der forelå ikke særlige omstændigheder for ekstraordinær genoptagelse, ligesom reaktionsfristen på 6 måneder var udløbet. For den seneste periode (1. juli 2011 til 31. december 2011) var anmodningen inden for 3-årsfristen, men virksomheden havde ikke fremlagt nye faktiske eller retlige oplysninger, der kunne begrunde en ændring. Landsskatteretten understregede, at moms påhviler den, der har anført den på en faktura, uanset om betaling er modtaget, og at manglende inddrivelse af fordringer ikke i sig selv berettiger til fradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at imødekomme virksomhedens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvarene for perioderne 1. januar 2008 til 31. december 2009 samt 1. januar 2011 til 31. december 2011.

Landsskatteretten bemærkede indledningsvist, at AB92 (Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed) regulerer aftaleforholdet mellem parterne, men ikke pligten til at svare afgift. Pligten til at angive moms og adgangen til genoptagelse reguleres af Momsloven og Skatteforvaltningsloven. En afgørelse fra SKAT eller Landsskatteretten suspenderer eller forlænger ikke i sig selv de lovbestemte frister.

Perioden 1. januar 2008 til 31. december 2009 og 1. januar 2011 til 30. juni 2011

For disse perioder fandt Landsskatteretten, at:

• Virksomheden ikke udnyttede sin ret til at påklage SKATs afgørelse af 17. januar 2012 til Landsskatteretten inden for den lovbestemte klagefrist på 3 måneder, jf. Skatteforvaltningsloven § 35a, stk. 3. Landsskatteretten var derfor afskåret fra at tage materiel stilling til sagen.
• Der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en tilladelse til ændring af afgiftstilsvarene efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 4.
• Reaktionsfristen på 6 måneder, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2, var udløbet, da virksomheden anmodede om ændring den 2. september 2014. Der var ikke anført grunde, der kunne føre til dispensation fra denne frist.

Perioden 1. juli 2011 til 31. december 2011

For denne periode, hvor anmodningen af 2. september 2014 lå inden for 3-årsfristen i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2, fandt Landsskatteretten, at:

• Virksomheden ikke havde fremlagt nye faktiske eller retlige oplysninger, der kunne begrunde ændringen, jf. SKM2012.170.ØLR.
• Bevisbyrden for fradragets berettigelse påhviler den afgiftspligtige, jf. SKM2004.162.HR.
• Moms påhviler den afgiftspligtige person, der har anført den på en faktura, uanset om der faktisk har fundet en afgiftspligtig transaktion sted, jf. Momsloven § 46, stk. 1 og Momsloven § 52a, stk. 7, samt EU-domstolens domme C-642/11 (Stroy trans EOOD) og C 643/11 (LVK -56 EOOD).
• Virksomhedens oplysning om, at den i 2014 opgav at få den resterende betaling fra den anden virksomhed, udgjorde ikke nye oplysninger, da manglende betaling allerede var kendt i 2011 og førte til SKATs korrektion i 2012.
• Det forhold, at virksomheden havde undladt at inddrive fordringer, berettigede ikke i sig selv til fradrag, jf. SKM2005.207.ØLR.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for alle perioder.