Manglende fradrag for underskud og nægtet anvendelse af virksomhedsordning for stutterivirksomhed i årene 2011-2013

Sagen omhandlede en klagers stutterivirksomhed og spørgsmålet om, hvorvidt den kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende for indkomstårene 2011-2013. SKAT havde nægtet fradrag for underskud og anvendelse af virksomhedsordningen med den begrundelse, at virksomheden ikke blev drevet erhvervsmæssigt.

Klageren havde siden 2003 drevet stutterivirksomhed, der inkluderede rideskole, hestepension, undervisning og træning. Klagerens ægtefælle, der var uddannet B-instruktør og international hestetræner, varetog den daglige drift. Virksomheden havde selvangivet underskud i en lang årrække, fra 2004 til 2013, og klageren anførte, at de negative resultater skyldtes store investeringer i en ridehal (2008) og en teleskoplæsser (2011), samt finanskrisens indvirkning på hestemarkedet. Klageren argumenterede for, at virksomheden var professionelt drevet, havde den fornødne intensitet, og at der var foretaget en omlægning af driften med fokus på undervisning og træning, hvilket ville føre til overskud i fremtiden. Klageren henviste også til modtagelse af EU-tilskud som en stabil indtægt og ægtefællens sygdom i 2013 som årsag til manglende EU-støtte det år.

SKAT fastholdt, at virksomheden ikke var rentabel og ikke drevet med det formål at opnå et overskud. De anførte, at de konstante underskud siden 2004, selv før afskrivninger og renter, samt de budgetterede indtægter for 2015-2017, var for optimistiske. SKAT mente, at der ikke var udsigt til, at driften ville blive overskudsgivende, selv efter en længere årrække, og at de store investeringer medførte uforholdsmæssigt store driftsøkonomiske afskrivninger, der belastede resultatet. SKAT understregede, at alle udgifter, herunder driftsøkonomiske afskrivninger, ejendomsskatter, forsikringer, maskinstation, vedligeholdelse og energi, skulle medregnes ved vurderingen af rentabilitet.

Klagerens regnskaber for indkomstårene 2011-2017 viste følgende resultater før afskrivninger:

Landsskatteretten skulle vurdere, om virksomheden opfyldte kravene til erhvervsmæssig drift, herunder rentabilitetskravet, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og dermed om klageren kunne anvende virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klagerens stutterivirksomhed ikke kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2011-2013. Afgørelsen byggede på en konkret vurdering af virksomhedens rentabilitet og drift.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Virksomheden blev ikke anset for at have gennemgået en reel omlægning af driften i 2008 (anlæggelse af ridehal) eller i 2015 (skift til undervisning og træning frem for opdræt), som kunne begrunde de vedvarende underskud.
• Stutteriet havde selvangivet betydelige underskud i perioden 2004-2013. Selvom der var positive resultater før afskrivninger i visse år (2011, 2014-2017), ville virksomheden udvise underskud i alle indkomstårene 2011-2017, hvis alle nødvendige udgifter (f.eks. forsikring, energi, ejendomsskat) og driftsmæssige afskrivninger blev medregnet. SKATs korrigerede resultater for 2015 og 2016, der inkluderede disse udgifter og driftsøkonomiske afskrivninger, viste fortsat underskud:

• På det foreliggende grundlag var der ikke udsigt til, at virksomheden ville kunne give et resultat på 0 kr. eller derover, selv efter en længere årrække. Dette er i overensstemmelse med praksis for deltidslandbrug, hvor der kræves udsigt til et rimeligt driftsresultat efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter, jf. TfS 1994, 364.H.
• Eksterne omstændigheder som finanskrisen i 2008 og Islands salg af heste billigt, samt klagerens ægtefælles sygdom, blev ikke anset for at kunne begrunde et andet resultat, jf. SKM2013.880.BR og SKM2007.107.HR.
• De store investeringer i ridehal (2008) og teleskoplæsser (2011) kunne ikke modsvares af virksomhedens indtjeningsgrundlag og ændrede ikke vurderingen af erhvervsmæssighed.
• Samarbejdet med kommuner om virksomhedspraktik blev heller ikke anset for at kunne begrunde et andet resultat.

Da landbruget ikke blev anset for erhvervsmæssigt drevet, blev fradrag for underskud i de påklagede år ikke godkendt, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet på dette punkt.

Som en konsekvens af, at virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig, kunne klageren heller ikke anvende virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1. Den påklagede afgørelse blev også stadfæstet på dette punkt.

Landsskatteretten tog ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klageren eller klagerens ægtefælle var rette adkomsthaver til at foretage fradrag for virksomhedens underskud efter Kildeskatteloven § 25 a, ligesom der ikke blev taget stilling til, hvorvidt et beløb på 53.970 kr. kunne henregnes til klagerens virksomhed.