Manglende fradrag for underskud af stutterivirksomhed og afvisning af kapitalafkastordning

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for underskud fra en stutterivirksomhed i indkomstårene 2011, 2012 og 2013, samt retten til at anvende kapitalafkastordningen. SKAT havde nægtet fradrag og anvendelse af ordningen med henvisning til, at virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssigt drevet. Klageren ejede en landbrugsejendom på 30,5739 ha, hvoraf ca. 20 ha blev drevet med græs, og resten bestod af skov og eng. Ejendommen omfattede også en træningsbane til heste og tre driftsbygninger. Virksomheden drev stutteri med opdræt af løbsheste, opstaldning af fremmede heste, salg af hø og deltagelse i hestevæddeløb. Klagerens to børn deltog aktivt i virksomheden, herunder en datter uddannet dyrlæge med speciale i heste og en søn som travkusk.

Virksomheden havde siden opstarten i 1983 selvangivet et akkumuleret underskud på -4.899.777 kr. frem til 2013, med kun to overskudsår (1998 og 2001). Underskuddene fortsatte i 2014, 2015 og 2016. Indtægterne fra stutteri- og væddeløbsvirksomheden varierede betydeligt i perioden 2011-2017, med store poster fra opdrætterpræmier og indkørte præmier, men også betydelige udgifter til bedækning, foder, dyrlæge og træning. Klageren havde i 2011 og 2013 anvendt kapitalafkastordningen.

Syns- og skønserklæring

Der blev afholdt syn og skøn, hvor skønsmanden vurderede, at stutterivirksomheden i perioden 2011-2016 var drevet fuldt professionelt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig bedømmelse og under en sædvanlig driftsform. Skønsmanden fremhævede, at opdræt af travheste og deltagelse i løb altid er forbundet med risiko, og at der var investeret i træningsudstyr som et vandskridtbånd. Særlige forhold i 2011-2013, der påvirkede driften og indtjeningen, inkluderede tabet af stutteriets mest vindende hest, [x4], i 2013, og klagerens ægtefælles sygdom, som påvirkede driften af vandskridtbåndet. Kvægbesætningen blev afviklet i 2014, hvilket medførte en nedgang i tilskud. Skønsmanden vurderede, at der med fortsat stram omkostningsstyring ville kunne opnås et overskud på eller omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn, senest i 2018, baseret på et fremlagt budget for 2016-2019, der forventede positive resultater fra 2017 og frem.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klagerens landbrugsvirksomhed ikke var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2011, 2012 og 2013. Dette medførte, at klageren ikke kunne fratrække underskud fra virksomheden, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og heller ikke anvende kapitalafkastordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 22 a, stk. 1.

Retten lagde vægt på følgende:

• Virksomheden havde selvangivet betydelige underskud fra 1983 til 2014, med undtagelse af kun to overskudsår (1998 og 2001). Dette indikerede, at underskuddene ikke var forbigående.
• Virksomheden blev anset for at have ændret karakter i 2014, da kreaturerne blev afviklet, og der i stedet blev fokuseret på salg af hø. Denne omlægning havde en væsentlig indflydelse på både indtægter og udgifter. Derfor kunne der ikke lægges vægt på årene efter 2014 ved vurderingen af erhvervsmæssighed i de påklagede indkomstår (2011-2013).
• Den udarbejdede syns- og skønserklæring kunne ikke tillægges afgørende vægt i vurderingen af virksomhedens rentabilitet for de påklagede år. Dette skyldtes, at skønsmanden i sin besvarelse af spørgsmål 4 havde lagt vægt på forholdene efter omlægningen af virksomheden i 2014 og dermed ikke vurderede virksomheden ud fra de forudsætninger, der forelå i 2011-2013.
• Tabet af hesten [x4] i 2013 og klagerens ægtefælles sygdom blev ikke anset for at ændre resultatet. Dødsfald i besætningen blev betragtet som en almindelig driftsrisiko, og indtægten fra vandskridtbåndet var af beskeden størrelse både før og efter sygdommen.

Landsskatteretten godkendte dog fradrag for ejendomsskatter vedrørende den del af landbrugsejendommen, der ikke vedrørte stuehuset med tilhørende grund og have, jf. Ligningsloven § 14, stk. 1 og Ligningsloven § 14, stk. 2. Disse ejendomsskatter blev godkendt fratrukket i kapitalindkomsten, jf. Personskatteloven § 4, stk. 2, da landbrugsejendommen ikke blev anset for erhvervsmæssig.

Endelig traf Landsskatteretten afgørelse om, at udgifter afholdt til syn og skøn ikke skulle godtgøres fuldt ud, jf. Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 5. Dette skyldtes, at afholdelsen af syn og skøn ikke havde tilført sagen væsentlige nye oplysninger, som ikke kunne indhentes på anden måde.