Momsgodtgørelse nægtet: Rejsebureau-særordning finder anvendelse

Sagen omhandlede en svensk virksomheds ansøgning om momsgodtgørelse på 9.573 kr. for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2014. Selskabet, der fungerede som rejsebureau, havde købt hotelovernatninger, morgenmad, mødelokaler og bespisning i Danmark og videresolgt disse ydelser som "konferencepakker" og "grupperejser" til andre svenske virksomheder.

SKAT afviste ansøgningen med henvisning til den danske momslovs særordning for rejsebureauer, specifikt Momsloven § 45, stk. 1 og §§ 67-68a. SKATs begrundelse var, at de momsbeløb, der var faktureret til selskabet, direkte kom den rejsende til gode, og derfor ikke berettigede til fradrag eller godtgørelse i henhold til Momsloven § 68. SKAT henviste til, at bestemmelserne implementerer Direktiv 2006/112/EF og Direktiv 2008/9/EF.

Selskabets repræsentant argumenterede for, at særordningen for rejsebureauer ikke skulle finde anvendelse, da ydelserne blev videresolgt til virksomheder (juridiske personer) og ikke direkte til de endelige forbrugere (fysiske personer). De mente derfor, at de var berettiget til momsgodtgørelse.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten skulle først vurdere, om selskabet kunne anses for et rejsebureau i momsmæssig forstand, hvilket ville afgøre, om momslovens kapitel 16 a (særordningen) fandt anvendelse. Retten henviste til EU-Domstolens dom i sag C-163/91 Van Ginkel, som fastslår, at et rejsebureau kan være omfattet af særordningen, selvom det ikke sørger for transport, men blot stiller ferieboliger eller lignende til rådighed. På baggrund af de fremlagte fakturaer, hvor selskabet handlede i eget navn og leverede pakkeydelser, fandt Landsskatteretten, at selskabet var et rejsebureau i henhold til Momsloven § 67, stk. 1.

Herefter skulle retten tage stilling til, om de momsbeløb, selskabet var blevet faktureret, direkte kom "den rejsende" til gode, jf. Momsloven § 68. Da begrebet "den rejsende" ikke er defineret i momsloven eller momssystemdirektivet, foretog retten en formålsfortolkning. Retten fastslog, at "den rejsende" skal forstås som den, der faktisk forbruger ydelserne (den endelige forbruger). Selvom selskabets kunder var virksomheder, var det de ansatte i disse virksomheder, der faktisk forbrugte hotelovernatningerne, morgenmaden, mødelokalerne og bespisningen. Derfor fandt Landsskatteretten, at de indkøbte ydelser direkte kom den rejsende til gode.

Som følge heraf var selskabet ikke berettiget til momsgodtgørelse, jf. Momsloven § 68, jf. Momsloven § 45, stk. 1, 2. pkt. 2. led.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte selskabet momsgodtgørelse. Retten fandt, at selskabet var et rejsebureau i momsmæssig forstand, jf. Momsloven § 67, stk. 1, hvilket medførte, at momslovens kapitel 16 a (særordningen for rejsebureauer) fandt anvendelse. Denne vurdering var i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, herunder C-163/91 Van Ginkel, som fastslår, at et rejsebureau ikke nødvendigvis skal sørge for transport for at være omfattet af særordningen.

Det afgørende spørgsmål var fortolkningen af begrebet "den rejsende" i Momsloven § 68 og Momssystemdirektivet artikel 310. Landsskatteretten fastslog, at "den rejsende" skal forstås som den, der faktisk forbruger ydelserne (den endelige forbruger), og ikke den virksomhed, der køber ydelserne af rejsebureauet.

Da de momsbeløb, som selskabet blev faktureret for (hotelovernatninger, morgenmad, mødelokale og bespisning), direkte kom de ansatte i aftagervirksomhederne til gode som de faktiske forbrugere, var selskabet ikke berettiget til momsgodtgørelse. Dette var i overensstemmelse med Momsloven § 68, jf. Momsloven § 45, stk. 1, 2. pkt. 2. led, som forhindrer fradrag eller godtgørelse af moms på ydelser, der direkte kommer den rejsende til gode under særordningen for rejsebureauer.