Command Palette

Search for a command to run...

Landsskatteretten: Skattepligtig rejsegodtgørelse til hovedanpartshaver grundet mangelfuld dokumentation

Dato

24. juli 2017

Hoved Emner

Indkomstarter

Eksterne links

Læs hele sagen

Under Emner

Rejsegodtgørelse, Skattefri godtgørelse, Dokumentationskrav, Hovedanpartshaver, Interessefællesskab, Chauffør, Ligningsloven

Sagen omhandler en klager, der i indkomståret 2013 var ansat som chauffør og hovedanpartshaver i vognmandsvirksomheden [virksomhed1] ApS. Klageren modtog 143.649 kr. i skattefri rejsegodtgørelse fra selskabet, svarende til 316 rejsedage. SKAT forhøjede klagerens personlige indkomst med 143.649 kr., da den udbetalte rejsegodtgørelse blev anset for skattepligtig. SKAT godkendte i stedet et rejsefradrag på 25.000 kr., hvilket resulterede i en samlet indkomstforhøjelse på 118.649 kr.

SKAT begrundede sin afgørelse med, at den fremlagte dokumentation, herunder kørselsrapporter og tachografudskrifter, var utilstrækkelig og upålidelig. Der var uoverensstemmelser mellem kilometeraflæsninger og kørselsrapporter, og tachografudskrifterne fra den gamle lastbil manglede oplysninger om aktivitetsskift og klokkeslæt. SKAT påpegede også, at der var udbetalt for meget i godtgørelse på specifikke datoer, og at selskabet ikke havde foretaget månedlig afregning af a conto udbetalinger som krævet. SKAT fremhævede den skærpede bevisbyrde på grund af interessefællesskabet mellem klageren og selskabet.

Klagerens repræsentant påstod, at forhøjelsen skulle nedsættes til 6.541 kr. Repræsentanten anførte, at mindre formelle fejl ikke burde medføre kassering af hele kørselsregnskabet, og at det korrekte beløb var indberettet. Det blev forklaret, at klageren ofte overnattede i bilen på grund af køretidsbegrænsninger, og at der var foretaget en samlet regulering i slutningen af året. Repræsentanten mente, at dokumentationen, herunder kørselsrapporter, kalender med tidspunkter, fakturaer til [virksomhed2] og tachometerudskrifter, sandsynliggjorde rejserne. Det blev også anført, at [virksomhed2] udøvede en ekstern kontrol via fakturering baseret på kørte kilometer. Repræsentanten fastholdt, at der kun var fundet få fejl, som betød en mindre nedsættelse af fradraget, og at der ikke på noget tidspunkt var udbetalt for meget i a conto pr. måned.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at anse den udbetalte rejsegodtgørelse for skattepligtig indkomst. Retten lagde vægt på følgende:

  • Skærpet bevisbyrde: På grund af klagerens status som hovedanpartshaver og eneste ansatte i den udbetalende virksomhed, var der et interessefællesskab, som medførte strenge dokumentationskrav for den skattefri rejsegodtgørelse. Dette princip er fastslået i retspraksis, herunder SKM2010.778.VLR.
  • Utilstrækkelig dokumentation: Det fremlagte kørselsregnskab og de tilhørende bilag (kørselsrapporter og tachografudskrifter) blev fundet utilstrækkelige og mangelfulde i forhold til kravene i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 2. Specifikt manglede oplysninger om rejsens start- og sluttidspunkt, modtagerens adresse og CPR-nummer for rejserne foretaget med den gamle lastbil.
  • Manglende kontrol: Den udbetalende virksomhed, [virksomhed1] ApS, havde ikke mulighed for at kontrollere de oplysninger, der dannede grundlag for udbetalingen, i overensstemmelse med Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1. Det faktum, at en ekstern virksomhed ([virksomhed2]) kontrollerede antal kørte kilometer, ændrede ikke dette.
  • Manglende månedlig afregning: Der var kun foretaget én årlig regulering af den a conto udbetalte rejsegodtgørelse, hvilket stred mod kravet i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 5 om endelig opgørelse og afregning ved udgangen af måneden efter rejsen.
  • Hele beløbet skattepligtigt: Da repræsentanten havde anerkendt, at der var udbetalt for meget i skattefri rejsegodtgørelse, fandt Landsskatteretten, med henvisning til Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 3, at hele det udbetalte beløb skulle anses for personlig indkomst. Der var ikke hjemmel til kun at beskatte differencen mellem det udbetalte og det berettigede beløb, jf. også SKM 2006.229.

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt, og hele godtgørelsen på 143.649 kr. skulle medregnes som skattepligtig indkomst. SKATs godkendelse af et maksimalt rejsefradrag på 25.000 kr. i henhold til Ligningsloven § 9a, stk. 7 blev opretholdt.

Lignende afgørelser