Indeholdelsespligt og momsfradrag i byggesag: Ansættelsesforhold kontra entrepriseforhold

Sagen drejede sig om, hvorvidt enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] var indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag for to litauiske arbejdere, [person1] og [person2], samt om virksomheden havde ret til fradrag for købsmoms fra disse. SKAT havde anset arbejderne for at være i et lønmodtagerforhold, mens [virksomhed1] fastholdt, at der var tale om selvstændige underentreprenører.

Baggrund for sagen

SKAT foretog et kontrolbesøg på en byggeplads, hvor [person1] og [person2] arbejdede for [virksomhed1]. Arbejderne oplyste, at de blev aflønnet med 90 kr. i timen, og at [virksomhed1] stillede materialer og værktøj til rådighed. Selvom arbejderne var registreret som enkeltmandsvirksomheder i Danmark og i RUT-registret, og deres regnskabsmateriale viste, at de kun havde arbejdet for [virksomhed1] i Danmark, anså SKAT dem for at være i et lønmodtagerlignende tjenesteforhold.

SKATs afgørelse medførte krav om efterbetaling af:

SKATs begrundelse

SKAT begrundede sin afgørelse med, at arbejdet udført af [person1] og [person2] udgjorde en integreret del af [virksomhed1]s kerneområder. Vederlaget dækkede udelukkende arbejdskraften og var baseret på en fast timesats. SKAT vurderede, at instruktionsbeføjelsen og ansvaret for arbejdets udførelse lå hos [virksomhed1]. Da arbejderne kun havde arbejdet for [virksomhed1] i Danmark og ikke for egen regning og risiko, blev forholdet anset for et lønmodtagerforhold. Dette medførte indeholdelsespligt for A-skat og AM-bidrag, jf. Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7. [virksomhed1] hæftede for den manglende indeholdelse, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7.

Vedrørende moms anførte SKAT, at udenlandske virksomheder, der udelukkende sælger til danske virksomheder uden fast driftssted i Danmark, er undtaget fra momsregistreringspligt, jf. Momsloven § 47, stk. 2. Da [person1] og [person2] blev anset for lønmodtagere, havde de fejlagtigt opkrævet moms på fakturaerne til [virksomhed1], og [virksomhed1] havde derfor ikke fradrag for disse momsbeløb, jf. Momsloven § 56, stk. 3.

Klagerens anbringender

[virksomhed1] bestred SKATs afgørelse og fastholdt, at [person1] og [person2] var selvstændige underentreprenører. De henviste til, at arbejderne var registreret i CVR- og RUT-registrene som selvstændige, selv tilrettelagde deres arbejde, ikke var underlagt ordre eller ledelse, og havde ret til at udføre arbejde for andre. Desuden bar de selv risikoen for driften af deres virksomheder, stod for egen bogføring og momsindberetning, samt forplejning og husleje i Danmark. På denne baggrund mente [virksomhed1], at der ikke var grundlag for indeholdelsespligt af A-skat og AM-bidrag, ligesom de skulle have ret til momsfradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fandt, at [virksomhed1] ved [person3] måtte anses for arbejdsgiver for [person1] og [person2].

Afgørelsen blev begrundet med følgende forhold:

• Der var ikke indgået entreprisekontrakter mellem de udenlandske arbejdere og [virksomhed1].
• [person1] og [person2] havde over for SKAT oplyst, at de arbejdede for [virksomhed1], at [virksomhed1] førte dagligt tilsyn med arbejdet, og at de modtog en timeløn på 90 kr.
• [virksomhed1] stillede arbejdsredskaber til rådighed for arbejderne.

På baggrund af disse oplysninger fastslog Landsskatteretten, at der forelå et ansættelsesforhold og ikke et entrepriseforhold. Dette medførte, at [virksomhed1] var indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med udbetalingen af løn til arbejderne, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og Kildeskatteloven § 46, stk. 1.

Landsskatteretten fandt desuden, at der ikke forelå en sådan uklarhed om klagerens indeholdelsespligt, at han kunne fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat. [virksomhed1] ved [person3] hæftede derfor for arbejdsmarkedsbidrag og A-skat, jf. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7 og Kildeskatteloven § 69.

For så vidt angår efterregulering af moms, stadfæstede Landsskatteretten, at [virksomhed1] ikke havde fradrag for moms. Dette skyldtes, at forholdet mellem [person1] og [person2] og [virksomhed1] blev anset for et lønmodtagerforhold, hvorfor den opkrævede moms på fakturaerne var fejlagtig, jf. Momsloven § 56, stk. 3.