Manglende fradrag for renteudgifter grundet henstand og rentedebitering

Sagen omhandler en klagers krav om fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2011 og 2012, der stammer fra tre lån optaget hos A/S [virksomhed1]. Lånene omfattede et pantebrev på 2 mio. kr., et kontantlån på 2,6 mio. kr. til grundkøb, og en byggekredit på oprindeligt 6 mio. kr., der senere blev forhøjet til 8,2 mio. kr. SKAT havde nægtet fradragene med den begrundelse, at renterne var tilskrevet hovedstolen, og at der var givet henstand med betalingen, hvorfor renterne ikke kunne anses for betalt i de pågældende indkomstår. For 2012 anførte SKAT desuden, at en udvidelse af kreditten alene tilsigtede at dække rentedebitering og ikke udgjorde en egentlig betaling.

Klageren gjorde gældende, at de kvartårlige rentetilskrivninger skulle betragtes som rentebetalinger, idet gælden blev opskrevet. Klageren argumenterede desuden, at der ikke var givet henstand, eller at en forlængelse af arrangementet med ændringer, herunder rentesatsen, statuerede et nyt lån. Klageren henviste også til Ligningsloven § 5, stk. 8, som omhandler skattepligtiges evne til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og nægtede fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2011 og 2012. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e om fradrag for renter og Ligningsloven § 5, stk. 7 om fradragstidspunktet.

Begrundelse for afgørelsen

• Lån på 2 mio. kr. og 2,6 mio. kr.: Retten lagde vægt på, at renterne var tillagt hovedstolen på lånene, og at lånene ikke var indfriet inden den aftalte løbetid den 15. december 2012. Dette blev anset for en henstand med betalingen af renterne. Derfor var renterne først fradragsberettigede på det faktiske betalingstidspunkt, som var i forbindelse med klagerens salg af ejendommen den 7. september 2016.
• Byggekredit på 6 mio. kr. (forhøjet til 8,2 mio. kr.): Retten bemærkede, at restgælden pr. 15. december 2012 inkl. tilskrevne renter udgjorde 8.339.416 kr. Forhøjelsen af kreditmaksimum blev antaget at være sket med den hensigt at skabe dækning for kreditors rentedebitering og ikke som en reel udvidelse af kreditten. Derfor blev egentlig betaling ikke anset for at have fundet sted i de omhandlede indkomstår.