Stadfæstelse af nægtet fradrag for renteudgifter grundet manglende betaling og manglende dokumentation for forfaldstidspunkt

Sagen omhandler en klagers fradrag for renteudgifter i forbindelse med en selvskyldnerkautionsforpligtelse, der blev gjort gældende efter konkursen af to selskaber, [virksomhed4] A/S og [virksomhed6] A/S. Klageren var hovedanpartshaver i et selskab, der ejede en del af [virksomhed2] ApS, som igen ejede aktier i de konkursramte selskaber. Klageren havde kautioneret for selskabernes gæld til [finans1] (tidligere [finans2]) og [finans3] A/S.

Klageren fratrak 2.491.677 kr. i renteudgifter i indkomståret 2009, idet det blev anført, at renterne først var forfaldne i juni 2009, da bankerne opgjorde og tilskrev dem. Skatteankenævnet havde derimod godkendt et fradrag på 591.245 kr. i 2008, baseret på en forholdsmæssig beregning af renter fra kautionsforpligtelsens aktualisering i september 2008 til udgangen af 2008. Fradraget for 2009 blev nægtet med henvisning til Ligningsloven § 5, stk. 8, da renterne for 2008 ikke var betalt, og klageren havde tilkendegivet manglende betalingsevne.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at en rente ikke kan forfalde, før den er tilskrevet af kreditor, og at bankerne først tilskrev renterne i juni 2009. Det blev fremhævet, at bankerne ikke havde beregnet renters rente af den af SKAT beregnede rente for 2008, hvilket støttede argumentet om, at denne rente ikke var forfalden. Repræsentanten mente, at kreditor bestemmer tidspunktet for den første rentetilskrivning efter en kautionsforpligtelse er gjort gældende, og at de tidligere Landsskatteretskendelser, som skatteankenævnet henviste til, adskilte sig fra den konkrete sag, da de omhandlede gæld, der var dømt til betaling af domstolene.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse, hvilket betød, at fradrag for renteudgifter på 591.245 kr. blev godkendt i indkomståret 2008, mens fradrag for 2.491.677 kr. i 2009 blev nægtet.

Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e og Ligningsloven § 5, stk. 1, som fastslår, at renter af gæld er fradragsberettigede i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, forudsat at gældsforpligtelsen er reel. Forfaldstidspunktet er som udgangspunkt det aftalte betalingstidspunkt, og forfaldne renter kan fratrækkes, uanset om de faktisk betales eller blot debiteres kontoen.

En kautionist kan kun fratrække renter, der påløber og er forfaldne, efter at kautionsforpligtelsen er blevet aktuel. I dette tilfælde blev selvskyldnerkautionen aktuel den 18. september 2008, da banken opsagde den til fuld og endelig indfrielse.

På baggrund af låneaftalernes bestemmelser om daglig renteberegning og periodisk tilskrivning, samt at posteringsoversigterne viste tilskrevne renter pr. 1. oktober 2008, fandt Landsskatteretten, at der var forfaldne renter i 2008 vedrørende gældsforholdene til [finans1]. Disse renteudgifter var dermed fradragsberettigede i indkomståret 2008 i henhold til Ligningsloven § 5, stk. 1.

Landsskatteretten godkendte SKATs opgørelse af rentefradraget for 2008 på 591.245 kr., da klageren ikke havde fremlagt yderligere dokumentation, der kunne tilsidesætte denne opgørelse. Retten bemærkede, at SKATs beregning inkluderede renter til [finans3] A/S, selvom disse reelt kun omfattede 2009, men foretog ingen forhøjelse som følge heraf.

Vedrørende fradraget for 2009 henviste Landsskatteretten til Ligningsloven § 5, stk. 8. Denne bestemmelse fastslår, at renteudgifter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold kun kan fradrages i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis de ikke er betalt inden udgangen af det tidligere indkomstår, medmindre den skattepligtige kan godtgøre at have evne til at betale. Da klageren hverken havde betalt renteudgifterne i 2008 eller 2009 og havde tilkendegivet manglende betalingsevne, kunne der ikke godkendes fradrag for renterne i indkomståret 2009. Klageren havde desuden ikke bestridt anvendelsen af Ligningsloven § 5, stk. 8.