Belgisk skattelovgivning i strid med fri bevægelighed: Tab af personlige skattefordele ved udenlandsk indkomst med progressionsforbehold (C-241/20)

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra en belgisk domstol om fortolkningen af EUF-Traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for arbejdstagere (artikel 45 TEUF) og kapital (artikel 63 og 65 TEUF) i forbindelse med national skattelovgivning og en dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO) mellem Belgien og Luxembourg.

Sagsøgeren, BJ, er skattemæssigt hjemmehørende i Belgien, men arbejdede i Luxembourg og oppebar desuden lejeindtægter fra en ejendom i Luxembourg i skatteårene 2006-2011.

Ifølge DBO'en var BJ's indkomst fra Luxembourg fritaget for beskatning i Belgien. Imidlertid anvendte Belgien en metode med 'progressionsforbehold' (artikel 155 i den belgiske indkomstskattelovgivning), hvor den fritagne indkomst blev medregnet for at fastsætte skattesatsen for den resterende belgiske indkomst. Problemet opstod, fordi Belgien anvendte de personlige skattenedsættelser (såsom den indkomstskattefritagne andel, langsigtet opsparing og energibesparende foranstaltninger) før den proportionale nedsættelse af skatten i forhold til den fritagne indkomst. Denne beregningsrækkefølge medførte, at BJ mistede en del af de skattefordele, han ville have haft fuldt ud ret til, hvis hele hans indkomst var af belgisk oprindelse.

Den forelæggende ret ønskede afklaret, om dette tab af skattefordele udgjorde en ulovlig restriktion for den frie bevægelighed for både arbejdstagere og kapital, samt om visse faktorer – såsom lav indkomst i bopælsstaten eller eventuelle fordele opnået i beskæftigelsesstaten – kunne ændre fortolkningen.

Domstolens afgørelse om skatterestriktioner

Domstolen fastslog, at den belgiske skattelovgivning, der automatisk medfører et delvist tab af personlige skattefordele for residenter, der oppebærer fritaget indkomst i en anden medlemsstat, udgør en ulovlig hindring for både arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 45 TEUF) og den frie bevægelighed for kapital (artikel 63 TEUF).

Domstolen fandt, at denne lovgivning medfører en skattemæssig forskelsbehandling mellem unionsborgere, der er bosiddende i Belgien, alt efter oprindelsen af deres indtægter, hvilket kan virke afskrækkende på udøvelsen af de grundlæggende friheder.

Domstolen afviste følgende potentielle retfærdiggørelser for restriktionen:

• Indkomstens størrelse: Det er irrelevant, at den skattepligtige kun har ubetydelig indkomst i bopælsstaten, da bopælsstaten – Belgien – fortsat var i stand til at indrømme de personlige skattefordele, og dermed havde forpligtelsen hertil.
• Skattefordele i udlandet: Den omstændighed, at den skattepligtige fik visse skattefordele i beskæftigelsesstaten (Luxembourg) i henhold til DBO'en, har ingen betydning, da hverken DBO'en eller den nationale lovgivning sikrer, at personlige og familiemæssige forhold tages behørigt i betragtning.