Forbrugeren kunne hæve købet af en ladcykel over for den erhvervsdrivende, som blev anset for at være aftalepart og ikke blot formidler

Sagen omhandler en forbrugers krav om ophævelse af køb af en ladcykel, som aldrig har kunnet samles. Forbrugeren købte ladcyklen med ekstraudstyr for 9.984 kr. den 2. august 2014 via den erhvervsdrivendes hjemmeside. Cyklen blev leveret i august 2014 af et selskab ejet af leverandøren, efter at forbrugeren havde rykket for levering to gange. Efter levering opstod der problemer med at samle cyklen, og manualen var på hollandsk. Forbrugeren reklamerede gentagne gange til leverandøren i perioden august-oktober 2014 uden at modtage svar. Forbrugeren kontaktede herefter den erhvervsdrivende for at få hjælp til at komme i kontakt med leverandøren. Leverandøren tilbød efterfølgende at betale udgiften til samling af cyklen hos en cykelsmed, men cykelsmeden kunne ikke samle cyklen. Forbrugeren forsøgte igen at kontakte leverandøren uden held og henvendte sig i februar 2015 igen til den erhvervsdrivende, som gav hende leverandørens kontaktoplysninger. Cyklen har siden købet stået usamlet hos forbrugeren. Forbrugeren krævede købet ophævet, da cyklen aldrig har kunnet bruges. Den erhvervsdrivende afviste kravet med henvisning til, at de alene var formidler af aftalen, og at forbrugeren havde accepteret deres handelsvilkår, hvoraf dette fremgik. Leverandøren afviste ligeledes kravet og henviste til, at de havde tilbudt at dække omkostningerne til samling eller give et afslag i prisen på 3.500 kr.

Forbrugerklagenævnets vurdering af aftaleforholdet

Forbrugerklagenævnet vurderede, at forbrugeren havde accepteret den erhvervsdrivendes handelsvilkår ved købet. Disse vilkår indeholdt et formidlerforbehold, der angav, at den erhvervsdrivende alene var formidler af produktkampagner og fraskrev sig ansvar for fejl og mangler ved ydelsen, idet alle spørgsmål skulle rettes til den specifikke forhandler/leverandør.

Nævnet fandt dog, at den konkrete dealside ikke tilstrækkelig klart havde tilkendegivet, at den erhvervsdrivende alene optrådte som mellemmand/formidler. Det fremgik ikke med tilstrækkelig klarhed, at aftalen blev indgået med en anden aftalepart end den erhvervsdrivende. Nævnet lagde vægt på, at leverandørens navn først fremkom midterst og nederst på dealsiden i forbindelse med kontaktoplysninger. Hjemmesidens indretning og formuleringen af dealsiden gav forbrugeren en forventning om, at den erhvervsdrivende var sælgeren af produktet. Desuden modtog forbrugeren en kvittering fra den erhvervsdrivende uden angivelse af leverandøren som aftalepart. På baggrund af en samlet helhedsvurdering fandt nævnet, at forbrugeren måtte få det indtryk, at den erhvervsdrivende var aftaleparten, og at den erhvervsdrivende ikke havde løftet bevisbyrden for alene at være formidler.

Forbrugerklagenævnet traf afgørelse om, at forbrugeren var berettiget til at hæve købet af ladcyklen.

Afgørelse om aftalepart

Nævnet fastslog, at den erhvervsdrivende var forbrugerens aftalepart, da formidlerforbeholdet ikke fremstod tilstrækkelig klart, og den erhvervsdrivende ikke havde løftet bevisbyrden for at være en ren formidler.

Vurdering af mangel og afhjælpning

Nævnet vurderede, at cyklen var mangelfuld, idet leverandøren havde tilbudt afhjælpning i form af dækning af omkostninger til samling af cyklen ved tredjemand. Det følger af Købeloven § 78, stk. 4 sammenholdt med Købeloven § 79, at sælgeren skal opfylde tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Hvis dette ikke sker, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet eller omlevering.

Forbrugerens ret til ophævelse

Nævnet fandt, at den erhvervsdrivende ikke havde tilbudt afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid. Manglen var således ikke udbedret inden for rimelig tid, hvorfor forbrugeren var berettiget til at hæve købet.

Økonomisk konsekvens og leverandørens medansvar

Forbrugeren var berettiget til at få købesummen på 9.984 kr. tilbagebetalt. Da den erhvervsdrivende blev anset for forbrugerens aftalepart, skulle denne betale købesummen til forbrugeren. Endvidere fandt nævnet, at leverandøren ved at have tilbudt at dække omkostningerne til samling af cyklen også havde accepteret at være aftalepart, hvorfor kravet også kunne gøres gældende over for leverandøren.