Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Sagen omhandler en person med fysisk handicap, der har klaget over en speciallægeklinik i forbindelse med både klinikkens fysiske adgangsforhold og kvaliteten af den modtagne lægelige behandling. Klageren lider af spastisk hemiparalyse og er afhængig af hjælpemidler som rollator eller kørestol.
Klageren bestilte en tid hos klinikken i december 2022. I den forbindelse opstod der usikkerhed om adgangsforholdene for kørestolsbrugere. Ifølge klageren forelå følgende hændelser:
Klageren mødte op til den aftalte tid, men oplevede konsultationen som mangelfuld og ekstremt kortvarig. Klageren har anført, at behandlingen kun varede to minutter og ikke var grundig. Efter konsultationen skete der et uheld, hvor klagerens kørestol skred ned ad nogle trin ved klinikkens udgang, hvilket medførte fysisk tilskadekomst og smerter.
| Part | Påstand / Argument |
|---|---|
| Klager | Manglende kørestolsadgang og overfladisk behandling udgør forskelsbehandling på grund af handicap. |
| Indklagede | Behandlingen svarede til standarden for alle patienter med lignende symptomer, og klinikken har ikke handlet i strid med reglerne. |
Indklagede har herudover anført, at spørgsmål om handicapadgang og sundhedsfaglig behandling hører under Regionens samarbejdsudvalg og Styrelsen for Patientklager, og ikke under Ligebehandlingsnævnets kompetence.
Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle klagen med henvisning til, at det er åbenbart, at klageren ikke kan få medhold i de rejste klagepunkter.
Nævnet vurderede, at klagen over de fysiske adgangsforhold reelt drejer sig om tilgængelighed. Ifølge forarbejderne til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5 medfører loven ikke yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der følger af anden lovgivning.
"Et forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt."
Som følge af nævnets faste praksis kan klager over manglende fysisk tilgængelighed ikke føre til medhold efter handicapdiskriminationsloven.
For så vidt angår klagen over den sundhedsfaglige behandling, fandt nævnet ingen faktiske omstændigheder, der tydede på, at klageren var blevet behandlet dårligere end andre patienter på grund af sit handicap. Der var således ikke påvist omstændigheder, der kunne skabe formodning om direkte eller indirekte forskelsbehandling.
Afvisningen er truffet i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2, som giver nævnet mulighed for at afvise sager, hvor det er åbenbart, at der ikke kan gives medhold. Da der ikke var grundlag for at fastslå forskelsbehandling, fandt nævnet det heller ikke nødvendigt at tage stilling til, om klageren juridisk set har et handicap i lovens forstand.
Patientens funktionsnedsættelser som følge af KOL og afhængighedssyndrom var ikke nedsat i en sådan grad, at han ikke kunne få behandling hos en privat tandlæge. Patienten formåede selv at tage kontakt ved behov og tog toget til klinikken uden ledsager.
Sagen omhandler en kvindelig kontormedarbejder, der er ansat i et fleksjob i en kommune på grund af diagnosen fibromyalgi, som medfører kroniske smerter i muskler, sener og bindevæv. Grundet sit handicap arbejder hun 17 timer ugentligt, men er ansat efter de overenskomstmæssige regler for fleksjobansatte.
Kernen i sagen er uenighed om udbetalingen af et specifikt kvalifikationstillæg. Efter syv års beskæftigelse inden for faget udløser overenskomsten et tillæg på seks løntrin. Kommunen valgte at udbetale dette tillæg i forhold til klagerens faktiske arbejdstid på 17 timer, fremfor at udbetale det fulde beløb svarende til en fuldtidsstilling på 37 timer.
Styrelsen for Patientklager udtaler kritik af både udskrivelsessygeplejen og hjemmeplejen i en sag om mangelfuld opfølgning på en 92-årig kvindes tilstand efter et hoftebrud.
Lægevagten i Region A får kritik for ikke at visitere en patient med akut ankeltraume til en fysisk undersøgelse efter indledende videokonsultation.
Klageren, støttet af sin faglige organisation, gjorde gældende, at den proportionale nedsættelse af tillægget udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. Hun argumenterede for, at hun som fleksjobansat følger den kollektive overenskomst, og at hendes kolleger, der er ansat på ordinære vilkår på fuld tid, modtager det fulde tillæg. Klageren henviste desuden til udtalelser fra den daværende beskæftigelsesminister om, at fleksjobansatte skal have krav på lønstigninger og tillæg på lige fod med ordinært ansatte.
Indklagede kommune anførte derimod:
Sagen rejste spørgsmålet om, hvorvidt det i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling at anvende et proportionalitetsprincip for løntillæg, når nedsættelsen af arbejdstiden skyldes et handicap.
Sagen omhandler en uddannet socialrådgiver, der i 2014 søgte en stilling som handicaprådgiver i en kommune. Klageren har...
Læs mereSagen omhandler en uddannet socialrådgiver, der i april 2014 søgte en ledig stilling som socialrådgiver/socialformidler ...
Læs mereVurdering af forskelsbehandling ved overgang fra holdundervisning til individuelt forløb for kursist med hørehandicap
