Arbejdsudleje: Indeholdelsespligt for arbejdsmarkedsbidrag og arbejdsudlejeskat ved pelsning af mink

Sagen omhandlede, hvorvidt et dansk selskab, der driver en minkfarm, var indeholdelsespligtig af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat for to litauiske medarbejdere, der var indlejet fra et litauisk vikarbureau i pelsningsperioden november-december 2013. SKAT havde anset selskabet for omfattet af reglerne om arbejdsudleje, hvilket medførte en opkrævning på 5.904 kr. i AM-bidrag og 20.368 kr. i A-skat.

SKATs argumentation

SKATs afgørelse byggede på en vurdering af, at det udførte arbejde var omfattet af reglerne for arbejdsudleje. SKAT lagde vægt på følgende punkter:

• Hovedopgaven var pelsning, men personalet deltog også i dyrepasning i mindre omfang.
• Selskabets hovedaktionær, [person1], instruerede medarbejderne dagligt og bestemte start- og sluttid for arbejdet samt hvornår den samlede opgave var afsluttet.
• [person1] påtalte fejl og mangler over for medarbejderne.
• Betalingen var 150 kr. pr. time pr. medarbejder og ikke en fast entreprisesum.
• Arbejdet blev udført på selskabets arbejdsplads, som selskabet havde ansvaret og kontrollen for.
• Vikarbureauet førte ikke tilsyn med medarbejderne.
• Den fremlagte kontrakt var udateret, usigneret og bar præg af at være en standardkontrakt, der ikke vedrørte den konkrete arbejdsopgave i 2013.

SKAT anså virksomheden for at være den reelle arbejdsgiver, da arbejdet blev betragtet som en integreret del af virksomheden, og der ikke var fremlagt dokumentation for udbetalte lønninger til de litauiske medarbejdere.

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant påklagede SKATs afgørelse og anførte, at SKATs sagsfremstilling var udtryk for manglende forståelse af det faktiske og praktiske forløb på minkfarmen. Repræsentanten fremhævede, at:

• Der var tale om en pelsdyrfarm med høj grad af sikkerhed omkring miljø og adgang for at mindske risiko for smitte og sygdom.
• [person1] ikke genkendte SKATs formuleringer om instruktion, morgenmøder eller påtale over for medarbejderne, da han ikke talte litauisk, og medarbejderne ikke talte dansk. Kommunikation foregik via en fastansat litauisk medarbejder.
• Arbejdet med pelsning var en afgrænset specialopgave, der kun udføres i en kort periode (5-6 uger) og kunne udliciteres til andre steder.
• Adgang til farmen var begrænset af sikkerhedshensyn, og [person1]s rolle var at sikre adgang og overholde arbejdstider, ikke at instruere i selve pelsningsarbejdet.
• Samarbejdet med vikarbureauet havde fungeret i mange år, og opgaven var ensartet og krævede fagligt kvalificerede personer.
• Forholdet blev sammenlignet med at hidkalde en elektriker eller smed, hvor opgaven beskrives, og der er tillid til, at håndværkeren udfører den. Betaling på timebasis var normalt for entreprenørarbejde.
• Den fremlagte kontrakt var ikke det gældende dokument for aftalen med vikarbureauet.
• Det var ikke entreprisegivers opgave at få oplyst, hvad entreprenøren udbetalte i løn til sine medarbejdere.

Klageren mente ikke, at arbejdsudleje-reglerne skulle finde anvendelse, da opgaven var afgrænset og kunne udføres på entreprenørvilkår.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. Kildeskatteloven § 43, stk. 1. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres, jf. Kildeskatteloven § 46, stk. 1. Personer med lønindkomst fra beskæftigelse i Danmark er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, medmindre de er omfattet af hjemlandets sociale sikring, jf. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7.

Ved vurderingen af, om der er tale om entreprise eller arbejdsudleje, lægges der vægt på, om den danske eller den udenlandske virksomhed bærer ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdet. Ydelserne skal kunne afgrænses fra hinanden. Der blev henvist til forarbejderne til lov nr. 921 af 18. september 2012 (L 195 af 14. august 2012), kommentarerne til OECD’s Modeloverenskomst og SKATs styresignal SKM2014.478.

Landsskatteretten fandt, at der var tale om arbejdsudleje i den konkrete sag. Dette blev begrundet med, at:

• Den udenlandske virksomheds ydelser udgjorde en integreret del af selskabets virksomhed.
• Ydelserne, primært arbejdskraft, var vedvarende og tilbagevendende arbejdsopgaver.
• Der var ikke udarbejdet en gyldig kontrakt for de udenlandske arbejderes udførelse af arbejde på minkfarmen.
• Arbejdet var ikke udskilt fra den danske virksomheds kerneydelse, som omfatter pasning, aflivning og pelsning af mink.
• Selskabet leverede materialer til brug for arbejdet.
• Selskabet sørgede for logi til de udenlandske arbejdere, hvilket er kendetegnende for lønarbejde.

Ud fra en samlet bedømmelse blev selskabet anset for at være den reelle arbejdsgiver. Der forelå således arbejdsudleje i medfør af Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3, og dermed A-indkomst efter Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h, samt arbejdsmarkedsbidrag efter Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7.

Da der ikke var fremlagt andet grundlag for at fastsætte størrelsen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, blev fakturaerne lagt til grund for beregningen. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.