Landsskatteretten stadfæster skønsmæssig indkomstforhøjelse baseret på privatforbrug

Sagen omhandlede SKATs skønsmæssige fastsættelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2011 og 2012. Klageren, der var arbejdsløs og ikke havde selvangivet indkomst i de pågældende år, anfægtede SKATs afgørelse og påstod, at skatteansættelsen skulle hjemvises til fornyet behandling. Klageren oplyste at have levet af velvillighed fra familie og venner samt indsamling af flasker og dåser, og at han havde haft et yderst beskedent privatforbrug, delvist grundet et fængselsophold i 2011 og en angivelig hjemløshed.

SKAT havde oprindeligt foreslået en skattepligtig indkomst på 200.000 kr. i 2011 og 210.000 kr. i 2012. Efter klagerens anmodning om genoptagelse og oplysninger om et lavt privatforbrug (30.057 kr. i 2011 og 24.959 kr. i 2012), justerede SKAT de skønsmæssige ansættelser til 157.000 kr. i 2011 og 176.000 kr. i 2012. Disse beløb var baseret på et "passende privatforbrug" for en person, ud fra Danmarks Statistiks gennemsnitlige forbrugstal.

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at SKAT ikke var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, da klageren ikke havde drevet virksomhed i de pågældende år og derfor ikke var pligtig til regnskabsudarbejdelse. Det blev fremhævet, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for et højere privatforbrug, og at de anvendte tal fra Danmarks Statistik ikke var retvisende for en person i klagerens situation (arbejdsløs, angiveligt hjemløs, fængselsophold). Klageren henviste til, at hans faktiske levevis var yderst sparsommelig, herunder ved at "skralde" mad og modtage støtte fra netværk. Det blev også anført, at SKATs afgørelse led af forvaltningsretlige mangler, herunder manglende begrundelse og tilsidesættelse af forbuddet mod at sætte skøn under regel.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt ikke, at SKATs afgørelse af 20. oktober 2014 skulle anses for ugyldig som følge af manglende begrundelse. Det fremgik af SKATs forslag og afgørelse, at der var taget udgangspunkt i et passende privatforbrug samt et beregnet privatforbrug for klageren. Der var endvidere henvist til den tidligere skønsmæssige ansættelse i begge indkomstår, hvor der henvises til Skattekontrolloven § 5, stk. 3, Skattekontrolloven § 16 samt Skattekontrolloven § 5, stk. 1.

Skønsmæssig ansættelse

Landsskatteretten bemærkede, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, og SKAT kan kræve oplysninger om formue og privatforbrug jf. Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6b, stk. 1.

Da klageren ikke havde indsendt selvangivelser for indkomstårene 2011 og 2012, havde SKAT pligt til at ansætte en skattepligtig indkomst baseret på tilgængelige kontroloplysninger og klagerens forhold. Det blev lagt til grund, at klageren i de pågældende år var registreret med bopæl på de angivne adresser og derfor ikke kunne anses for hjemløs.

SKATs opgørelse af klagerens privatforbrug til henholdsvis 30.057 kr. i 2011 og 24.959 kr. i 2012 blev anset for usandsynligt lavt. Landsskatteretten fastslog, at klageren måtte antages at have haft en form for skattepligtig indkomst til dækning af privatforbruget. SKAT var derfor berettiget til skønsmæssigt at fastsætte en indkomst, der gav klageren mulighed for et rimeligt privatforbrug i indkomståret, jf. fast praksis og Højesteretsafgørelsen refereret i SKM2011.208H.

Klageren havde ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at han havde haft skattefri indtægter eller modtaget lån fra familie og venner, der kunne dække det yderligere privatforbrug. Der var ikke fremlagt underliggende bilag eller andet materiale, der godtgjorde, at klageren havde midler fra pant eller overførte beløb fra venner og familie. Da klagerens privatforbrug herefter ikke gav mulighed for et rimeligt privatforbrug, var SKAT berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst.

Efter den skønsmæssige forhøjelse lå privatforbruget på linje med et gennemsnitligt privatforbrug for en husstand svarende til klagerens, hvorfor det af SKAT ansatte privatforbrug ikke skulle anses for urealistisk. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.