Beskatning af indsættelser på tyrkiske bankkonti og værdi af fri bil

Sagen omhandler beskatning af udokumenterede indsætninger på bankkonti i Tyrkiet, værdi af fri bil og renteindtægter for indkomståret 2010. Klageren er direktør og hovedanpartshaver i et selskab, der driver engrossalg af blomster og planter.

SKAT fik kendskab til sagen i forbindelse med en indrejsekontrol den 8. august 2010, hvor klageren blev stoppet i en varebil tilhørende hans selskab. Ved kontrollen fandt SKAT tre bankbøger i klagerens navn til en tyrkisk bank, som viste store indsætninger i 2010. Derudover fandtes private indkøb i varebilen, som var registreret udelukkende til erhvervsmæssig kørsel.

Klageren forklarede, at pengene på de tyrkiske konti tilhørte hans far, en landmand, og var tiltænkt et blomstergartneriprojekt i Tyrkiet. Kontiene blev oprettet i klagerens navn på grund af farens alder og ægteskabelige forhold samt praktiske årsager i forbindelse med klagerens rolle i projektet. Pengene stammede angiveligt fra farens kornsalg og et tilbagebetalt depositum fra en jordreservation. Projektet blev dog opgivet, og pengene blev kort efter SKATs kontrol overført til klagerens bror. Vedrørende varebilen fastholdt klageren, at kørslen udelukkende var erhvervsmæssig i forbindelse med en forretningsrejse til Tyrkiet, Holland og Italien for at undersøge gartnerimuligheder og leverandører. Han henviste til en frasigelseserklæring om privat brug af firmabilen og oplyste, at han havde en privat bil til rådighed.

SKAT beskattede klageren af 1.426.831 kr. for de indsatte beløb på de tyrkiske konti, 99.945 kr. for værdi af fri bil og 2.848 kr. i renteindtægter. SKAT argumenterede for, at klageren ikke havde dokumenteret, at pengene tilhørte faren, og at hans privatforbrug var negativt. Vedrørende bilen mente SKAT, at klageren havde anvendt den privat, og at rådighed over fri bil skulle beskattes i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 4. SKAT henviste til, at klageren først oplyste om ferie, men ændrede forklaring, da SKAT konstaterede, at bilen kun måtte anvendes erhvervsmæssigt. SKAT fandt private indkøb i bilen og mente, at klagerens besøg hos faren i Tyrkiet ikke alene var forretningsmæssigt. SKAT henviste til retspraksis, der stiller strenge krav til beviset for, at indsætninger stammer fra skattefrie midler, og at et kørselsregnskab er nødvendigt for at afkræfte formodningen om privat rådighed over en firmabil.

Landsskatterettens afgørelse

Indsættelse af penge på bankkonti i Tyrkiet

Landsskatteretten fastholdt SKATs beskatning af de indsatte beløb på klagerens tyrkiske bankkonti. Retten lagde vægt på, at klageren var den ubestridte ejer af kontiene, og at der i 2010 var indsat betydelige beløb. Selvom klageren forklarede, at pengene stammede fra hans far og var tiltænkt et blomstergartneriprojekt, fandt retten ikke, at der var fremlagt tilstrækkelige objektive kendsgerninger til at dokumentere dette. Farens besiddelse af jordarealer og kornproduktion var ikke i sig selv tilstrækkeligt bevis, da der manglede formueoversigter eller regnskabsoplysninger, der kunne underbygge farens kontante formue og indsættelserne. Det forhold, at pengene efterfølgende blev overført til klagerens bror umiddelbart efter SKATs kontrol, ændrede ikke rettens vurdering af ejerskabet. I mangel af behørigt bevis for pengenes oprindelse blev klageren anset for skattepligtig af beløbene, da de var indsat på konti i hans navn i henhold til Statsskatteloven § 4.

Renteindtægter

Som en konsekvens af, at bankkontiene blev anset for at tilhøre klageren, fandt Landsskatteretten også, at de tilskrevne renteindtægter var skattepligtige for klageren i henhold til Statsskatteloven § 4.

Fri bil

Landsskatteretten stadfæstede SKATs beskatning af værdien af fri bil. For varebiler, der er registreret udelukkende til erhvervsmæssig kørsel (gulpladebiler), har SKAT bevisbyrden for, at bilen faktisk er benyttet privat, jf. Ligningsloven § 16, stk. 4 og Lov om vægtafgift af køretøjer m.v. § 4, stk. 1. Retten fandt, at SKAT havde løftet denne bevisbyrde, idet klageren blev stoppet i bilen på vej hjem fra en længere rejse til Tyrkiet, hvor besøget hos faren ikke alene blev anset for at være af forretningsmæssige årsager, og der blev fundet private varer i bilen. Herefter påhvilede det klageren at afkræfte formodningen for, at bilen i øvrigt havde stået til rådighed for privat anvendelse. Et sådant bevis kan som udgangspunkt kun løftes via et egentligt kørselsregnskab, jf. SKM2009.239.HR. Klagerens underskrevne fraskrivelseserklæring fra 2007 og hans private ejerskab af en personbil blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis til at afkræfte formodningen, da han ikke havde fremlagt et kørselsregnskab eller tilsvarende dokumentation.