Sælgerfinansiering anset som hævning i virksomhedsordning grundet manglende markedsmæssige vilkår

Sagen omhandler, hvorvidt et tilgodehavende på 2.506.829 kr. mellem klagerens virksomhed i virksomhedsordningen og selskabet [virksomhed1] A/S skulle anses som en hævning i virksomhedsordningen i indkomståret 2010. SKAT havde udtaget aktivet af virksomhedsordningen, hvilket Landsskatteretten stadfæstede.

Faktiske omstændigheder

Klageren drev oprindeligt virksomheden [virksomhed2] I/S. I 2007 blev de personligt drevne butikker overdraget til [virksomhed1] A/S, som klageren via sit 100 % ejede selskab, [virksomhed3] ApS, ejede 50 % af. Overdragelsesaftalen fastslog, at restbeløbet mellem aktiver og passiver skulle berigtiges over parternes mellemregning og indfries kontant. Klagerens medinteressent fik sin andel kontant i 2007, men klageren lod sit tilgodehavende stå i [virksomhed1] A/S, da der var udsigt til et salg af selskabet til en kapitalfond med mulighed for stor fortjeneste. Handlen faldt dog igennem i 2008 på grund af finanskrisen, og [virksomhed1] A/S opnåede aldrig likviditet til at indfri mellemværendet. Klageren placerede tilgodehavendet i sin virksomhedsordning, som også omfattede en anden virksomhed og udlejning af en ejerlejlighed. I 2011 afstod klageren og [virksomhed3] ApS fra at gøre krav gældende mod [virksomhed1] A/S og/eller [virksomhed4] A/S.

SKATs afgørelse

SKAT anså tilgodehavendet som en hævning i virksomhedsordningen og udtog aktivet i indkomståret 2010. SKAT begrundede dette med, at mellemværendet havde skiftet karakter fra et erhvervsmæssigt aktiv til et privat udlån. SKAT fremhævede, at lånet ikke var opstået på almindelige markedsmæssige vilkår, men i stedet måtte ses i sammenhæng med klagerens ejerskab af 50 % af [virksomhed1] A/S via [virksomhed3] ApS. Der var ingen afdrag, negativ drift og egenkapital i [virksomhed1] A/S, og ingen sikkerhed for mellemværendet. SKAT henviste til, at udlånet var ydet for at tilgodese klagerens private investeringsinteresser, jf. muligheden for et salg til en kapitalfond. SKAT henviste til SKM 2010.96.LSR og SKM 2006.555.LSR, der omhandler udlån til interesseforbundne parter. Som følge af reklassificeringen blev klagerens hævninger i virksomhedsordningen forhøjet med 2.506.829 kr., og et samlet beløb på 3.316.073 kr. (hævet opsparet overskud tillagt foreløbig virksomhedsskat) skulle medregnes til klagerens personlige indkomst i 2010. Kapitalafkastgrundlaget blev negativt, hvilket betød, at der ikke kunne beregnes kapitalafkast i de efterfølgende år.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at sælgerfinansieringen skulle godkendes som et erhvervsmæssigt aktiv i virksomhedsordningen, og at hævningerne i 2010 ikke skulle forhøjes. Repræsentanten argumenterede for, at der var tale om en sædvanlig sælgerfinansiering, der adskilte sig fra praksis om udlån uden erhvervsmæssig relevans, som f.eks. i SKM 2013.505 HR. Det blev fremført, at kreditten var ydet som en del af en samlet aftale, der sikrede frikøb af medinteressenten og muliggjorde forhandlinger med en kapitalfond, samt at [virksomhed1] A/S ikke havde likviditet til indfrielse. Klageren havde ikke haft dispositionsret over salgssummen, da den aldrig var blevet udbetalt til ham. Repræsentanten henviste til SKM 2014.70 SR og SKM 2014.129 SR, der bekræfter, at sælgerfinansiering kan ske fra en virksomhedsordning, når det sker på sædvanlige markedsmæssige vilkår og med en erhvervsmæssig interesse. Klageren fastholdt, at der var tale om en lovlig sælgerfinansiering, der ikke skulle anses for en hævning efter Virksomhedsskatteloven § 5.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at et tilgodehavende, der opstår i forbindelse med salg af en virksomhed eller et aktiv, som udgangspunkt har erhvervsmæssig karakter. Dog skal der foretages en konkret vurdering af, om sælgerfinansieringen mellem interesseforbundne parter kan anses for erhvervsmæssig. Det afgørende er, om udlånet er sket på sædvanlige markedsvilkår, herunder om en lignende sælgerfinansiering ville have fundet sted over for en uafhængig tredjemand.

Retten lagde vægt på følgende i sin vurdering:

• Klagerens medinteressent i den oprindelige virksomhed fik sit tilgodehavende indfriet kontant i 2007, mens klageren lod sit tilgodehavende stå i selskabet. Dette skyldtes klagerens ejerskab af 50 % af selskabet via sit holdingselskab og udsigten til en potentiel fortjeneste ved et salg til en kapitalfond.
• Der var ingen supplerende aftaler om afdragsprofil, og virksomhedsoverdragelsesaftalen indeholdt ingen aftale om afdrag eller tilbagebetalingstid.
• Sælgerfinansieringen blev aldrig indfriet, da selskabet på intet tidspunkt opnåede likviditetsmæssigt overskud.
• Der var ikke samhandel mellem klagerens personligt drevne virksomhed og selskabet før overdragelsen.
• Udlånet havde ikke karakter af at være en midlertidig kredit.

Landsskatteretten fandt, at klagerens dispositioner fra 2007 til 2011 bar præg af at udspringe af klagerens interesser som både ejer af interessentskabet og ejer af selskabet. Det blev anset for usandsynligt, at klageren ville have ydet et tilsvarende lån til en uafhængig tredjemand, da der var tale om fuld sælgerfinansiering uden afdragsprofil, uden tilbagebetaling og uden sikkerhed.

På baggrund heraf kunne sælgerfinansieringen ikke anses for et erhvervsmæssigt udlån i virksomhedsordningen. Udlånet kunne derfor ikke placeres i virksomhedsordningen og blev anset som en hævning i henhold til Virksomhedsskatteloven § 5 og bemærkningerne til Virksomhedsskatteloven § 11, sammenholdt med SKM2015.728.LSR.

Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse.