Landsskatteretten stadfæster forhøjelse af momstilsvar for irsk bar

Sagen omhandler en selvstændig erhvervsvirksomhed, en irsk bar, der i årene 2006-2012 blev kontrolleret af SKAT på baggrund af en borgerhenvendelse om undladt indberetning af omsætning. Under kontrolbesøg og ransagninger fandt SKAT kalendere og A4-ark med påførte omsætningstal, der afveg fra den angivne omsætning. Der blev også konstateret et stort antal 0-opslag på kasseapparatet og manglende kasseboner på dage med omsætning.

SKAT forhøjede virksomhedens momstilsvar og skattepligtige indkomst for perioden 2006-2012. For årene 2006-2010 baserede SKAT forhøjelserne på de fundne dokumenter, mens for 2011-2012 blev omsætningen skønnet ud fra vareforbrug og bruttoavance baseret på tallene fra 2009 og 2010.

Sagen havde også et strafferetligt spor, hvor indehaveren ved byretten blev idømt fængsel for unddragelse af skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag for 2006-2010. For 2011-2012 blev indehaveren frifundet i byretten, da 0-opslag alene ikke blev anset for tilstrækkeligt bevis for strafferetlig skyld. Landsretten stadfæstede byrettens dom, men frifandt indehaveren for 2006-2007 på grund af forældelse af strafansvaret.

Klagerens repræsentant frafaldt klagen for de år, hvor der var sket domfældelse i landsretten, men fastholdt klagen for momstilsvaret i 2011-2012 samt den skattepligtige indkomst i 2006-2007 og 2011-2012. Repræsentanten anførte, at indehaveren ikke havde kendskab til de fundne bilag for 2006-2007 og mente, at de tilhørte en tidligere ansat. Det blev også fremhævet, at virksomhedens selvangivne overskud lå over branchens normtal, hvilket ifølge repræsentanten indikerede, at der ikke var plads til udeholdt omsætning. Endvidere blev det anført, at skatteansættelse og domfældelse i straffesagen burde være sammenfaldende af retssikkerhedsmæssige årsager.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs forhøjelser af virksomhedens momstilsvar for årene 2006, 2007, 2011 og 2012.

Landsskatteretten lagde til grund, at SKAT var berettiget til at tilsidesætte virksomhedens regnskabsgrundlag som grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret. Dette skyldtes fund af kalendere med påførte omsætningstal, A4-ark med overskriften ”omsætning [by1]” og et A4-ark med oplysninger om ”[person2]s bonus” i 2006 og 2007, som afveg fra den angivne omsætning. Derudover var der mange 0-opslag på kasseapparatet og datoer uden kasseboner, selvom der var omsætning.

Ansættelsesfrister og forældelse

Landsskatteretten fandt, at ansættelsesfristerne i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1 for indkomstårene 2006-2009 var suspenderet i henhold til Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, da indehaveren forsætligt eller groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret var fastsat på et urigtigt grundlag. Dette blev understøttet af, at Retten i [by2] i straffedommen af 30. marts 2016 havde lagt de fundne omsætningstal til grund for 2006-2010.

Vedrørende frifindelsen i Vestre Landsret for strafansvar for 2006 og 2007 på grund af forældelse (Straffeloven § 93, stk. 2, nr. 2), fastslog Landsskatteretten, at dette ikke kunne føre til et andet resultat i skattesagen, da straffe- og skatteretlig forældelse ikke er sammenfaldende.

Skønsmæssig ansættelse for 2011-2012

Selvom indehaveren blev frifundet for strafansvar for 2011-2012 (Straffeloven § 289, jf. Skattekontrolloven § 13, stk. 1), fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige forhøjelser for disse år. Retten lagde vægt på, at skattemyndigheden ikke er bundet af den bevisvurdering, der er anlagt i en straffesag, hvor der kræves en skærpet bevisbyrde.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse for 2011-2012 med:

• Virksomhedens regnskabsgrundlag kunne tilsidesættes.
• Et urealistisk antal 0-opslag på kasseapparatet og mange datoer uden z-boner.
• En væsentlig forskel på forholdet mellem vareforbrug og omsætning i 2011 og 2012 (hhv. 30,33 % og 29,76 % af den selvangivne omsætning) sammenlignet med 2009 og 2010 (hhv. 26,55 % og 26,36 % efter forhøjelsen af omsætningen). SKATs skøn forudsatte et vareforbrug svarende til 27 % af omsætningen, hvilket Landsskatteretten fandt rimeligt for en restaurationsvirksomhed med salg af drikkevarer.

De stadfæstede forhøjelser af momstilsvaret var som følger: