Landsskatteretten: Hovedanpartshaver anset som selvstændig erhvervsdrivende - Ikke lønmodtager i søsterselskab

Sagen omhandlede, hvorvidt indkomst modtaget af klagerens selskab, [virksomhed2] ApS, fra [virksomhed1] A/S skulle beskattes som personlig lønindkomst hos klageren eller som selskabsindkomst. En sekundær problemstilling var, om en udgift til en højtaler afholdt af [virksomhed2] ApS skulle anses som en maskeret udlodning til klageren.

SKAT havde anset klageren som lønmodtager i [virksomhed1] A/S og de fakturerede beløb som personlig A-indkomst. SKATs begrundelse var, at [virksomhed2] ApS ikke havde dokumenteret ret til at råde over klagerens arbejdskraft, at der var tale om et månedligt beløb, at klageren kun havde én hvervgiver ([virksomhed1] A/S), at [virksomhed1] A/S stillede materialer og værktøj til rådighed, og at klagerens selskab ikke afholdt væsentlige driftsudgifter. SKAT mente, at instruktionsbeføjelserne lå hos [virksomhed1] A/S.

Klageren gjorde gældende, at [virksomhed2] ApS var rette indkomstmodtager, da selskabet var en selvstændig erhvervsvirksomhed. Klageren henviste til, at selskabet afholdt betydelige kapacitetsomkostninger (personale, administration, forsikringer, bil m.v.), at timeantallet varierede markant, at der ikke var en fast ansættelseskontrakt med [virksomhed1] A/S, og at selskabet bar den økonomiske risiko for det udførte arbejde. Det blev også fremhævet, at klageren personligt kautionerede for [virksomhed1] A/S' forpligtelser, og at selskabet frit kunne antage medhjælp. Klageren argumenterede for, at den valgte selskabskonstruktion var forretningsmæssigt begrundet i ønsket om at reducere omkostninger og opnå fleksibilitet i forhold til tidligere erfaringer med ansatte.

Vedrørende højtaleren argumenterede klageren for, at udgiften var en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet, da den var indkøbt til brug på selskabets kontor, og at den derfor ikke skulle beskattes som maskeret udlodning til klageren.

SKATs opgørelse af de omstridte lønindkomster var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Rette indkomstmodtager

Landsskatteretten fandt, at klageren efter en samlet vurdering kunne anses for lønmodtager i [virksomhed1] A/S, men ændrede alligevel SKATs afgørelse. Retten lagde vægt på, at klagerens selskab, [virksomhed2] ApS, med rette havde afholdt udgifter, der væsentligt oversteg, hvad der måtte anses som normalt for en lønmodtager. Dette inkluderede udgifter til erhvervsforsikringer og varebiler.

Det faktum, at [virksomhed1] A/S afholdt størstedelen af udgifterne til anvendte materialer, blev ikke anset som et afgørende argument for at anse klageren som lønmodtager. Dette skyldtes, at [virksomhed1] A/S også afholdt størstedelen af materialeudgifterne for eksterne underentreprenører, og at proceduren var forretningsmæssigt begrundet i opnåelse af rabatter og bonusser via samhandelsaftaler.

Landsskatteretten fremhævede desuden, at der var forholdsvis store udsving i det antal arbejdstimer, [virksomhed1] A/S månedligt havde købt hos klagerens selskab, hvilket ikke tydede på et fast køb af 37 timer pr. uge. Det faktum, at klagerens selskab fakturerede [virksomhed1] A/S hver måned, blev heller ikke anset som et afgørende argument for at anse klageren som lønmodtager, da dette vilkår var gældende for både aktionær-underentreprenører og eksterne underentreprenører.

Retten henviste til en tidligere afgørelse af 22. marts 2018, hvor en anden aktionær i [virksomhed1] A/S ikke blev anset som lønmodtager, og fandt omstændighederne sammenlignelige. Samlet set fandt Landsskatteretten, at der ikke var afgørende argumenter for at anse klageren som lønmodtager i [virksomhed1] A/S, og at den valgte samarbejdsform skulle respekteres. SKATs afgørelse blev ændret, og klagerens personlige indkomst nedsat for de pågældende indkomstår.

Yderligere løn fra [virksomhed2] ApS

Vedrørende udgiften til en Bose iPod-højtaler på 2.999 kr. i indkomståret 2011, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse. Retten vurderede, at udgiften ikke var afholdt i selskabets interesse, da klageren ikke havde sandsynliggjort det erhvervsmæssige formål, og udgiften normalt anses som privat. Udgiften blev anset for afholdt i klagerens personlige interesse, og klageren skulle beskattes af beløbet som yderligere løn, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a om driftsomkostninger.