Landsskatteretten: Manglende dokumentation for erhvervsmæssig kørsel medfører stadfæstelse af SKATs skøn

Sagen omhandler en klagers krav om fuldt fradrag for udgifter til erhvervsmæssig kørsel i indkomstårene 2011 og 2012. Klageren drev en virksomhed, der i 2011 beskæftigede sig med forberedende byggepladsarbejder og opstart af en tattoo-salon, samt salg af en rendegraver. I 2012 fokuserede virksomheden på pasning af farvandsafmærkning. Klageren havde leaset flere køretøjer, herunder en Mitsubishi L200, en Opel Vivaro og en kassevogn, og fratrak samlede udgifter på henholdsvis 144.593 kr. i 2011 og 74.878 kr. i 2012.

Udgifterne fordelte sig således:

SKAT godkendte ikke fradrag for 98.467 kr. i 2011 og 63.478 kr. i 2012, idet der ikke var ført kørebog, og det erhvervsmæssige kørselsbehov blev anset for begrænset i forhold til virksomhedens intensitet og dokumentation. SKAT foretog en skønsmæssig ansættelse af erhvervsmæssig kørsel på 3.000 km for begge år, baseret på standardsatserne for befordring. Klageren argumenterede for, at udgifterne var reelle og nødvendige for virksomhedens drift, især i en periode med personlig krise og økonomisk nedgang i byggebranchen. Han anførte, at der ikke var kørt privat i firmabilerne, da hans ekskones bil stod til rådighed for privatkørsel, og at en stor del af brændstofforbruget i 2012 vedrørte en lejet slæbebåd.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fuldt fradrag for udgifter til kørsel i indkomstårene 2011 og 2012. Retten fandt, at selvstændige erhvervsdrivende kan foretage fradrag for erhvervsmæssig befordring efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, hvis udgifterne er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Kørsel mellem hjem og arbejde anses som udgangspunkt for privat.

Det er en betingelse for fradrag, at der er afholdt udgifter, og at befordringen er erhvervsmæssig efter Ligningsloven § 9 B, stk. 1. Fradraget foretages i den personlige indkomst.

For at et kørselsregnskab kan danne grundlag for fradrag, skal det opfylde specifikke formkrav:

• Hvad kilometertælleren viste ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning.
• Datoen for kørslen.
• Den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel.
• Bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere regnskabets rigtighed.

Da klageren ikke havde ført et kilometerregnskab, og dermed ikke godtgjort, at der ikke havde været privat kørsel i bilerne, var SKAT berettiget til at fastsætte fordelingen af den private og erhvervsmæssige kørsel skønsmæssigt. Dette er i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom af 30. juni 2009, offentliggjort i SKM2009.477.VLR.

SKATs skøn for indkomståret 2011 tog udgangspunkt i virksomhedens begrænsede intensitet og det udokumenterede opsøgende salgsarbejde. For 2012 baserede skønnet sig på kørselsbehovet i forbindelse med de udstedte fakturaer til [havn1].

SKATs beregning af det godkendte fradrag var som følger:

Landsskatteretten fandt, at SKATs skøn var foretaget med udgangspunkt i den konkrete virksomheds aktivitet, og at der var godkendt fradrag for kørsel, der reelt ikke var dokumenteret. Da der ikke var fremlagt nye oplysninger, der kunne danne grundlag for et mere retvisende skøn, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.