Landsskatteretten stadfæster indkomstforhøjelse vedrørende [virksomhed1]-kørsel grundet manglende dokumentation for udgifter

Sagen omhandlede en klagers indkomstforhøjelse for indkomståret 2016 vedrørende kørsel som chauffør via [virksomhed1]s app. Klageren havde i perioder modtaget kontanthjælp/aktiveringsydelse, været lønmodtager og modtaget uddannelsesstøtte. Skattestyrelsen blev opmærksom på indtægten fra [virksomhed1]-kørslen og anmodede om regnskabsmateriale, herunder bankudskrifter og skatteoversigt fra [virksomhed1], samt kørselsregnskab og oplysninger om anvendte biler.

Klageren oplyste en [virksomhed1]-indtægt på 100.317,45 kr. efter provision, men hævdede, at udgifterne oversteg indtægterne, hvilket resulterede i et underskud på 172,41 kr. Han havde indberettet 0 kr. i rubrik 20, da negativ indberetning ikke var mulig. Som dokumentation fremlagde klageren diverse bilag, herunder lejekontrakter, fakturaoversigter, vægtafgift, forsikringer, betalingsplan og fakturaer for reservedele og telefonregninger. Dog manglede bankudskrifter, skatteoversigt fra [virksomhed1] for 2016, kørselsregnskab og dokumentation for afholdte udgifter til billeje.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen forhøjede klagerens indkomst med 63.953 kr. for 2016. Skattestyrelsen vurderede, at klagerens [virksomhed1]-kørsel udgjorde erhvervsmæssig virksomhed, da den opfyldte rentabilitets- og intensitetskriterierne. Indkomsten var skattepligtig efter Statsskatteloven § 4, og udgifter kunne fratrækkes efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Da klageren ikke havde fremlagt fyldestgørende dokumentation for sine udgifter, foretog Skattestyrelsen en skønsmæssig ansættelse af de fradragsberettigede udgifter, jf. Skattekontrolloven § 6, stk. 7 og Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Skønnet blev fastsat til 30 % af nettoindtægten, baseret på kørselsmønster og prisstruktur fra 2015. Beregningen var som følger:

Skattestyrelsen bemærkede desuden, at udgifter til vægtafgift og forsikring skulle periodiseres, og at telefonudgifter ikke var dokumenteret som udelukkende erhvervsmæssige. Skattestyrelsen fastholdt afgørelsen, da der ikke var tilført nye oplysninger, der kunne begrunde en ændret ansættelse.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om hjemvisning, subsidiært nedsættelse af indkomstforhøjelsen til 0 kr. Han anførte, at sagen ikke var fuldt belyst, og at afgørelsen ikke var truffet på et korrekt grundlag. Klageren fremhævede blandt andet:

• Skattestyrelsen havde ikke indhentet bankudskrifter, som de tidligere havde ønsket at gøre.
• Klagerens kommentarer og henvisninger var ikke fuldt ud gengivet i afgørelsen.
• Det var ikke dokumenteret, hvorvidt rentabilitets- og intensitetskriterierne var opfyldt.
• Klagerens udregning, der viste underskud, var ikke medtaget.
• Skattestyrelsens skøn var ukorrekt, da det ikke tog højde for [virksomhed1]s flydende prisstruktur og kampagner.
• Dokumentation for billeje var fremsendt, og krav om udlevering af dokumenter omfattet af tavshedsklausul var kritisabelt, da det ville tvinge ham til at begå en kriminel handling.
• Klageren mente, at hans situation ikke kunne sammenlignes med andre [virksomhed1]-sager i højeste ret på grund af det ubetydelige omsatte beløb, brugen af flere biler, anden indtægt og kørsel i flere kategorier.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Enhver skatteyder har pligt til at selvangive sin indkomst, og skatteforvaltningen kan anmode om yderligere oplysninger om formue og privatforbrug, jf. den dagældende Skattekontrollov § 1, stk. 1 og Skattekontrollov § 6 B, stk. 1. Hvis selvangivelsen ikke er fyldestgørende, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt efter den dagældende Skattekontrollov § 5, stk. 3.

Udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, forudsat der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsten, og udgiften ikke er af privat karakter. Bevisbyrden for afholdelse, størrelse og fradragsberettigelse af en udgift påhviler som udgangspunkt den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen med rette havde lagt klagerens egen oplysning om indtjening fra [virksomhed1]-kørsel i 2016, efter fradrag af provision, til grund for skatteansættelsen. For så vidt angår fradrag for driftsudgifter, var det berettiget, at Skattestyrelsen skønsmæssigt havde ansat de fradragsberettigede udgifter, da klageren trods anmodninger ikke havde fremlagt fyldestgørende dokumentation. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn.

Der blev lagt vægt på, at klageren ikke havde fremlagt:

• Bankudskrifter
• Skatteoversigt for 2016 fra [virksomhed1]
• Kørselsregnskab for 2016, herunder redegørelse for anvendte biler til [virksomhed1]-kørsel
• Dokumentation for reelt afholdte udgifter i forbindelse med leje af biler til [virksomhed1]-kørsel

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten ikke grundlag for hjemvisning eller ændring af Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.