Landsskatteretten: Fradrag for sponsorudgift – Reklame eller repræsentation? – Indkomstår 2012

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomheds fradragsret for udgifter til et sponsorat med en fodboldklub i indkomståret 2012. Virksomheden, der driver event catering, indgik en aftale med en fodboldklub om medlemskab i et netværk og en Partneraftale, der inkluderede netværksmøder, adgang til VIP-arrangementer med bespisning, billetter til hjemmekampe og reklameeksponering.

Virksomheden betalte i alt 17.000 kr. ekskl. moms for sponsoratet og havde fordelt beløbet, så 13.442 kr. var allokeret til reklamedelen og 3.558 kr. til adgang til kampe og bespisning. Klageren fratrak det fulde beløb som reklameudgift, mens SKAT kun godkendte 25 % fradrag af den samlede udgift på 17.000 kr., idet de anså udgiften for at have karakter af repræsentation. Dette resulterede i en forhøjelse af den skattepligtige indkomst med 12.750 kr.

Klageren gjorde gældende, at der var opnået en reel reklameværdi gennem opsætning af et A4-skilt med virksomhedsnavn i et sponsorlokale på stadion og angivelse af virksomhedsnavnet på fodboldklubbens hjemmeside. Repræsentanten argumenterede for, at dette var en standard sponsorpakke, der primært indeholdt traditionel reklame, og henviste til tidligere afgørelser som SKM 2002.363, TfS 1987.560, SKM 2004.551, TfS 1988.289, TfS 1988.439, TfS 2010.956 og TfS 2011.383, der ifølge klageren understøttede fuld fradragsret for reklamedelen. Klageren mente, at SKATs afgørelse var en praksisændring, der burde have fremadrettet virkning.

SKAT fastholdt, at der ikke var tale om tilstrækkelig reklameværdi, da skiltet ikke var offentligt tilgængeligt, og hjemmesideeksponeringen var begrænset, hvilket gjorde, at udgiften primært havde karakter af repræsentation, da den muliggjorde netværkskontakt med andre sponsorer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om forhøjelse af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2012 med 12.750 kr., da udgiften til sponsorat/reklame blev anset for en repræsentationsudgift, hvorfor der kun godkendes 25 % fradrag.

Retten henviste til Ligningsloven § 8, stk. 4 vedrørende fradrag for repræsentationsudgifter og Ligningsloven § 8, stk. 1 vedrørende fradrag for reklameudgifter. Det blev understreget, at bevisbyrden for afholdelse og fradragsberettigelse af en udgift påhviler den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR og SKM2003.559.ØLR.

Landsskatteretten fastslog, at det karakteristiske for reklameudgifter er, at de afholdes over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder med det formål at opretholde virksomhedens omdømme eller fremme dens interesser. Ved vurderingen af, om udgifter til et arrangement kan fratrækkes fuldt ud som reklame, skal der lægges vægt på, om der er åben adgang for offentligheden eller en større ubestemt kreds af personer, og om der er tale om et mindre traktement, jf. SKM.2013.378.HR og TFS 1990, 160.

Retten bemærkede, at sponsorers bidrag til sportsklubber kan anses for reklameudgifter, når virksomheden opnår en reklameværdi, der står i rimeligt forhold til bidraget. Dette beror på en konkret vurdering og er ikke en fravigelse af en fast administrativ praksis.

Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at:

• Udgiften til bespisning ved kamparrangementer og billetter til hjemmekampe var repræsentationsudgifter.
• Udgiften til reklameeksponering, herunder opsætning af skilt på stadion og angivelse af virksomhedsnavn på hjemmesiden, ikke kunne anses for en reklameudgift i skattemæssig forstand. Dette skyldtes, at skiltet indeholdt mange navne og kun var tilgængeligt for øvrige sponsorer i et lukket rum, og dermed ikke offentligt tilgængeligt eller tilgængeligt for en større kreds af potentielle kunder. Virksomhedsnavnet på fodboldklubbens hjemmeside var angivet blandt mange navne og ikke på forsiden, hvilket medførte begrænset reklameværdi, der ikke modsvarede det ydede bidrag.
• Udgiften samlet set blev anset for en repræsentationsudgift, da klageren opnåede kontakt til øvrige sponsorer og havde adgang til netværksarrangementer.

Landsskatteretten godkendte derfor ikke yderligere fradrag end de 25 %, som SKAT allerede havde godkendt.