Fradrag for fysioterapi, avishold og sponsorater - Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandler en personlig erhvervsdrivende, der driver en transportvirksomhed og har klaget over SKATs afgørelse om nægtelse af fradrag for udgifter til fysioterapi, avishold og forskellige sponsorater i indkomståret 2012. Klageren påstod, at alle udgifterne var fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

SKAT havde oprindeligt nægtet fradrag for alle de omstridte udgifter med henvisning til, at de enten var af privat karakter, manglede tilstrækkelig dokumentation, eller ikke havde en direkte sammenhæng med indkomsterhvervelsen.

Klageren argumenterede for, at udgifterne til fysioterapi var afholdt til forebyggelse af arbejdsrelaterede skader for de ansatte chauffører, og at dette var en fradragsberettiget driftsomkostning. Vedrørende avisholdet påpegede klageren, at det var vigtigt for en lokal transportvirksomhed at holde sig orienteret om erhvervslivet i lokalområdet. For sponsorudgifterne fremhævede klageren, at der var opnået en reklameværdi, der stod i rimeligt forhold til de ydede bidrag, og at der ikke var et privat islæt, da hverken klageren eller hans ægtefælle selv spillede golf.

Landsskatteretten vurderede hver udgiftstype individuelt baseret på principperne om driftsomkostninger og dokumentationskrav. Retten lagde vægt på, at udgifter skal have en direkte og umiddelbar forbindelse til indkomsterhvervelsen og ikke må være af privat karakter. Bevisbyrden for dette påhviler skatteyderen, og dokumentation skal opfylde kravene i Bogføringsloven § 9, stk. 1 og Bogføringsloven § 5.

Den endelige afgørelse fra Landsskatteretten resulterede i følgende ændringer i forhold til SKATs oprindelige afgørelse:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf følgende afgørelser vedrørende klagerens fradrag:

Udgifter til fysioterapi

Landsskatteretten fandt, at udgiften på 7.050 kr. til fysioterapi for virksomhedens ansatte var fradragsberettiget som driftsomkostning i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dette blev begrundet med, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at behandlingerne var modtaget af virksomhedens ansatte, og at udgiften var afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. Der blev lagt vægt på den efterfølgende e-mailkorrespondance og fremlagte lønsedler, som identificerede de ansatte.

Udgiften på 556 kr. til fysioterapi for klagerens ægtefælle blev derimod anset for at være af privat karakter og dermed ikke fradragsberettiget. Retten bemærkede, at der stilles særligt strenge krav til dokumentation af erhvervsmæssig karakter, når udgiften er afholdt til gavn for en nærtstående.

Udgift til avishold

SKATs afgørelse om at nægte fradrag for udgifter til avishold på 4.380 kr. blev stadfæstet. Landsskatteretten fandt, at avisabonnementet kun havde haft en mindre og indirekte erhvervsmæssig betydning for virksomheden, og at udgiften derfor ikke var nødvendig for driften. Udgiften blev anset for at være af privat karakter, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Udgifter til sponsorater

• Golfklubsponsorat (18.500 kr.): Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og indrømmede fradrag for udgiften til golfklubsponsoratet. Retten fandt, at sponsoratet havde en direkte sammenhæng med virksomhedens indkomsterhvervelse, da den opnåede reklameværdi stod i rimeligt forhold til det ydede bidrag, og golfklubbens medlemmer udgjorde et potentielt kundeunderlag for den lokalt forankrede transportvirksomhed. Det blev understreget, at hverken klageren eller hans ægtefælle spillede golf, og at klageren kun var passivt medlem, hvilket udelukkede en privat fordel, jf. Ligningsloven § 8, stk. 1.

• Sponsorat af idrætsforening (1.000 kr.): SKATs afgørelse blev stadfæstet. Klageren havde ikke fremlagt faktura eller anden tilstrækkelig dokumentation for udgiften, og den opfyldte derfor ikke kravene i Bogføringsloven § 9, stk. 1.

• Julelotteri (1.500 kr.): SKATs afgørelse blev stadfæstet. Det håndskrevne bilag for udgiften til julelotteriet opfyldte ikke kravene i Bogføringsloven § 9, stk. 1, da det manglede oplysninger om udsteder, modtager og en præcis beskrivelse af ydelsen. Klageren havde derfor ikke dokumenteret, at udgiften var fradragsberettiget.