Landsskatteretten: Fuld skattepligt og forhøjelse af overskud af selvstændig virksomhed

Sagen omhandler en klagers fulde skattepligt til Danmark og beskatningen af indkomst fra en selvstændig virksomhed, der udfører service og reparationer på fly. Klageren drev virksomheden [virksomhed1] I/S, som i 2011 havde et selvangivet overskud på 82.183 kr. SKAT forhøjede klagerens overskud med 507.219 kr., da de fandt, at en del af de udgifter, der var fratrukket som "fremmed arbejde" til engelske faktureringsbureauer ([virksomhed2] Ltd. eller [virksomhed3] Ltd.), reelt dækkede klagerens egen arbejdsindsats. Disse beløb blev overført til klagerens private danske bankkonto.

SKATs argumentation

SKAT konstaterede, at bilag viste fradrag for honorarer til klageren via de engelske firmaer, svarende til ca. 333.000 kr. Gennemgang af klagerens bankkontoudtog viste indsætninger fra udlandet på i alt 507.219 kr. SKAT antog, at hele beløbet var fratrukket i virksomhedens resultat og derefter sendt til England for at blive sendt tilbage til klagerens private konto, hvorved beskatning var unddraget. Beløbet blev anset for skattepligtig indkomst efter Statsskatteloven § 4 som yderligere overskud af selvstændig virksomhed, og hele beløbet blev anset for hævet i relation til virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven §§ 5 og 10.

Klagerens argumentation

Klageren nedlagde påstand om, at hans skatteansættelse for 2011 skulle nedsættes med 507.219 kr. Han gjorde gældende, at han ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han permanent boede i udlandet (Letland fra 2010-2011 og De Forenede Arabiske Emirater fra 2012). Han havde kun lejet en lejlighed i Danmark til samvær med sin datter. Klageren henviste til retspraksis, der understøtter, at bopælskriteriet også indeholder et subjektivt element om hensigt til at have hjemsted.

Sekundært gjorde klageren gældende, at hvis han blev anset for fuldt skattepligtig, havde han ret til lempelse efter Ligningsloven § 33A, stk. 1. Han argumenterede for, at indkomsten var lønindkomst, og at han havde opholdt sig uden for Riget i mere end seks måneder, med overholdelse af 42-dages reglen for ophold i Danmark.

Tertiært anførte klageren, at forhøjelsen kun burde være 333.000 kr., da SKAT kun konkret havde konstateret dette beløb fratrukket i virksomheden. Klageren mente, at SKAT ikke havde sandsynliggjort, at de resterende 174.219 kr. var skattepligtig lønindkomst, og at bevisbyrden for yderligere skattepligtige indtægter påhviler SKAT.

Indsætninger på klagerens bankkonto

SKATs opgørelse af indsætninger på klagerens bankkonto fra udlandet var som følger:

SKAT anså disse beløb for at dække afregninger for indkomstperioden 2011.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren i indkomståret 2011 var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Dette blev begrundet med, at klageren i perioden 2003-2012 var tilmeldt danske adresser og boede der under ophold i Danmark. Klagerens personlige tilknytning til Danmark blev anset for stærkere end til Letland, især på grund af samvær med sin datter. Det forhold, at klageren lejede en hotellejlighed i Letland, indikerede ikke en hensigt om varigt ophold. Desuden opstartede klageren virksomhed i Danmark i 2010, som i 2012 blev omdannet til et dansk anpartsselskab. Klageren havde derfor ikke godtgjort, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i udlandet. Bevisbyrden for ophør af fuld skattepligt påhviler klageren, jf. SKM2001.338H.

For så vidt angår opgørelsen af den skattepligtige indkomst, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde fremlagt oplysninger, der støttede, at de samlede beløb på 507.219 kr. ikke var skattepligtig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4. Beløbene var indsat på klagerens danske bankkonto, og han var derfor nærmest til at forklare deres oprindelse.

Landsskatteretten var enig med SKAT i, at indkomsten vedrørte yderligere overskud af selvstændig virksomhed fra [virksomhed1] I/S og ikke lønindkomst. Da klageren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, kunne han ikke omfattes af Ligningsloven § 33A, da denne bestemmelse alene gælder for lønmodtagere. Derfor blev der ikke givet lempelse efter denne bestemmelse.

Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse.