Spørgsmål om forskelsbehandling ved forsinket iværksættelse af SPS-støtte til studerende med PTSD og social angst

Parternes argumentation

Klageren gør gældende, at den manglende støtte ved studiestart udgør forskelsbehandling på grund af handicap. Klageren anfører, at han er blevet en "kastebold" mellem universitetet, rådgivningsvirksomheden og underleverandører, hvilket har medført stress og forhindret gennemførelse af studiet.

Universitetet (indklagede 1) anfører, at de har strakt sig vidt for at imødekomme klageren gennem dispensationer og vejledningsmøder. De henviser til, at administrationen af SPS-midler er sket efter gældende regler, men at sagsbehandlingstider hos styrelsen og rekrutteringsudfordringer kan give forsinkelser.

Rådgivningsvirksomheden (indklagede 2) påpeger, at de aktivt har forsøgt at rekruttere mentorer, men at kandidatfeltet er begrænset, og at de ansatte mentorer har valgt at stoppe efter kort tid. De mener derfor ikke at have handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3, stk. 2.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at hverken universitetet (indklagede 1) eller rådgivningsvirksomheden (indklagede 2) havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1.

Nævnets vurdering af handicap

Nævnet lagde til grund, at klagerens PTSD og sociale angst udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da der er tale om langvarige funktionsbegrænsninger, der hindrer ham i at deltage i uddannelses- og arbejdslivet på lige vilkår med andre.

Begrundelse for afgørelsen

For så vidt angår indklagede 1 (universitetet), vurderede nævnet følgende:

• Universitetet har løbende tilbudt dispensationer og vejledning.
• Der var ikke grundlag for at fastslå, at universitetet havde udsat klageren for ringere behandling grundet hans handicap.

For så vidt angår indklagede 2 (rådgivningsvirksomheden), lagde nævnet vægt på:

• Virksomheden har iværksat rekrutteringsforsøg og fundet flere mentorer til klageren.
• Det forhold, at mentorerne efterfølgende trak sig, eller at der var sagsbehandlingstid i systemet, kunne ikke i den konkrete sag føre til en formodning om forskelsbehandling.

Konklusion

Da klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, blev de indklagede frifundet. Klagerens krav om godtgørelse på 1.000.000 kr. blev dermed ikke imødekommet.

Parternes fremstilling af forløbet

Der er betydelig uenighed mellem klageren og uddannelsesstedet om karakteren af den støtte, der blev ydet i praktikperioden. Klageren anførte, at han kun modtog korte samtaler af 5-10 minutters varighed, hvilket han ikke fandt tilstrækkeligt.

Uddannelsesstedet oplyste, at mentorordningen var en del af et specifikt projekt målrettet elever, der med begrænset hjælp kunne finde og fastholde en praktikplads. De vurderede, at klagerens udfordringer, som ifølge en mulighedserklæring også omfattede familiære belastninger og betydeligt sygefravær, lå ud over, hvad mentorordningen kunne håndtere. Det blev desuden anført, at klageren havde svært ved at følge undervisningen på hovedforløbet pga. sit sygdomsforløb.