Afvisning af klage over kommunal afgørelse om skolebefordring for barn med handicap

Sagen drejer sig om en klage over en kommunes beslutning vedrørende befordring af en dreng født i 2009. Barnet er diagnosticeret med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA), som medfører betydelig sansesensitivitet og et udtalt behov for stabilitet og forudsigelighed. På grund af sit handicap er han ikke i stand til at benytte offentlige transportmidler eller håndtere skift i hverdagen. Kommunen bevilgede i september 2022 taxatransport mellem barnets dagbehandlingstilbud og hans bopælsadresse hos faren i overensstemmelse med reglerne i folkeskoleloven. Barnets mor indbragte sagen for nævnet, da hun mente, at begrænsningen af transporten til kun at omfatte folkeregisteradressen udgjorde indirekte forskelsbehandling. Da barnet indgår i en 7/7-deleordning mellem forældrene, påpegede klager, at transport fra begge hjem var afgørende for at minimere stress og sikre barnets trivsel og ro i hverdagen. Sagens kerne var således, om kommunens afgørelse om kun at yde befordring til den ene adresse var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at klagen ikke kunne behandles. Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på, at deres kompetence i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2 ikke omfatter det materielle indhold af afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder. Nævnet vurderede, at klagen i realiteten drejede sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning (folkeskoleloven) snarere end et spørgsmål om forskelsbehandling. Afgørelsen blev truffet som en formandsafgørelse efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 6, stk. 3. Da sagen vedrørte det materielle indhold af en kommunal afgørelse, faldt den uden for nævnets kompetenceområde jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.