Juridisk søgeværktøj

Fire humanitære organisationer – Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Danmark, Amnesty International Danmark og Al-Haq – anlagde sag mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet med påstand om, at en række tilladelser til eksport af militært udstyr under det såkaldte F-35-program var ugyldige eller skulle tilbagekaldes. Organisationerne anførte, at tilladelserne stred mod Våbenloven § 6 og Danmarks internationale forpligtelser i lyset af situationen i Gaza. Sagens baggrund og faktiske omstændigheder De anfægtede eksporttilladelser var udstedt af Rigspolitiet til danske våbenproducenter, der leverer komponenter til F-35-kampflysprogrammet. Danmark deltager i F-35-samarbejdet som partnerland, og udførslen af F-35-komponenter er et væsentligt led i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Organisationerne argumenterede for, at der – henset til karakteren og omfanget af Israels angreb i Gaza – forelå en klar risiko for, at eksporterede militærdele kunne ende i Israel og der anvendes til at begå eller facilitere alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret. Landsretten (Østre Landsrets 14. afdeling) afviste den 11. april 2025 sagen med den begrundelse, at organisationerne ikke havde retlig interesse i prøvelse af de nedlagte påstande. Organisationerne appellerede til Højesteret med påstand om hjemvisning til landsretten til fortsat behandling. Organisationernes anbringender om søgsmålskompetence Organisationerne anførte til støtte for deres retlige interesse navnlig: De er bredt anerkendte civilsamfundsorganisationer, hvis formål og virke vedrører overholdelse af international menneskeret og humanitær folkeret Sagens genstand falder klart inden for organisationernes kerneformål Civilsamfundsorganisationer anerkendes som centrale aktører for implementering og håndhævelse af internationale regler for våbeneksport, jf. bl.a. våbenhandelskonventionens præambel Amnesty International og Oxfam International spillede en central rolle for vedtagelsen af FN's Våbenhandelstraktat En afvisning vil reelt betyde, at der ikke kan føres domstolskontrol med de danske myndigheders behandling af sager om våbeneksport, da ingen andre sagsøgere er mere nærliggende Sagens genstand er ikke de individuelle producenters forhold, men den generelle risiko for reeksport til Israel Statens anbringender om manglende søgsmålskompetence Rigspolitiet og Udenrigsministeriet anførte navnlig: Organisationerne er ikke i lovgivningen tillagt klageret, partsstatus eller søgsmålskompetence i forhold til afgørelser om udførselstilladelser efter Våbenloven § 6 Organisationerne er ikke konkret og individuelt berørt; de søger at intervenere i et retsforhold, hvori de ikke er parter Tilladelserne er forbundet med meget tungtvejende udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser, idet F-35-komponenterne indgår i Danmarks deltagelse i F-35-partnerskabsaftalen Der kan ikke peges på en faktisk sammenhæng mellem de konkrete eksporttilladelser og forholdene i Gaza Domstolsprøvelse af konkrete eksporttilladelser er ikke udelukket i andre tilfælde – afvisning undtager ikke området fra domstolskontrol generelt Danmarks øvrige internationale forpligtelser og EU-retten kan ikke tilsidesætte dansk rets almindelige krav til søgsmålsadgang og hovedreglen om, at der ikke gælder actio popularis Det centrale juridiske spørgsmål Højesteret skulle alene tage stilling til det processuelle spørgsmål: Om landsretten med rette havde afvist sagen på grund af manglende retlig interesse hos de fire humanitære organisationer. Parterne var enige om, at organisationerne ikke opfyldte de særlige kriterier fra Højesterets Maastricht-dom (UfR 1996.1300), og organisationerne støttede heller ikke søgsmålskompetencen på de almindelige betingelser for retlig interesse (konkret og individuel berøring).

Sagens baggrund A, en palæstinensisk statsborger, anlagde sag mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet med påstand om, at en række tilladelser til eksport af militært udstyr under det såkaldte F-35-program var ugyldige. A gjorde gældende, at tilladelserne i lyset af situationen i Gaza stred mod Våbenloven § 6 samt Danmarks internationale forpligtelser, herunder Genevekonventionerne og FN's Folkedrabskonvention. De anfægtede tilladelser vedrørte eksport af F-35-udstyr fra Danmark til USA med ukendt slutbrugerland. A anførte, at dansk producerede våbendele herigennem indgik i produktionen af F-35-kampfly, der efterfølgende eksporteredes fra USA til Israel, og som angiveligt var blevet anvendt til luftangreb i Gaza i strid med den humanitære folkeret. As personlige tilknytning til sagen A begrundede sin søgsmålsadgang med, at han og hans familie var konkret og individuelt berørt af de anfægtede eksporttilladelser: Hans nevø var blevet dræbt i luftangreb Hans barndomshjem i Gaza var blevet ødelagt Hans nærmeste familie levede under det, han beskrev som umenneskelige forhold Han selv var afskåret fra at vende tilbage til Gaza A anførte, at disse omstændigheder tilsammen udgjorde en tilstrækkelig konkret og individuel berøring til at statuere retlig interesse. Appellantens juridiske anbringender A fremhævede navnlig følgende juridiske argumenter: Han opfyldte de almindelige betingelser for retlig interesse og havde ret til domstolsprøvelse af de nedlagte påstande Sagens materielle spørgsmål angik lovligheden af konkrete våbeneksporttilladelser meddelt efter Våbenloven § 6, og var ikke forbundet med skønsudøvelse inden for et regeringsprærogativ Selv hvis de almindelige betingelser ikke ansås opfyldt, skulle vurderingen af retlig interesse ske i lyset af Danmarks internationale forpligtelser Subsidiært burde der ske fuld bevisførelse om sagens materielle spørgsmål forud for en stillingtagen til søgsmålsadgangen Rigspolitiets og Udenrigsministeriets modanbringender De indstævnte anførte modsat: A var ikke adressat for nogen af de anfægtede eksporttilladelser og havde ikke retlig interesse Der var ingen direkte og konkret sammenhæng mellem de anfægtede tilladelser og begivenhederne i Gaza Hverken EU-retten eller øvrige internationale forpligtelser begrundede fravigelse af det klare udgangspunkt om, at der ikke gælder actio popularis i dansk ret Som følge af sammenhængen med regeringsprærogativet i Grundlovens § 19, stk. 1 og de udenrigs- og sikkerhedspolitiske vurderinger forbundet med udstedelse af eksporttilladelser, burde Højesteret ikke anerkende retlig interesse baseret på As families generelle livsvilkår i Gaza Sagens gang i instanserne Østre Landsrets 14. afdeling afviste den 11. april 2025 sagen (BS-31133/2024-OLR) under henvisning til bl.a., at A ikke havde retlig interesse i prøvelse af de nedlagte påstande. A ankede herefter til Højesteret.

Tvistighedsnævnet tog ved kendelse af 17. marts 2026 stilling til, om en virksomheds ensidige ophævelse af en uddannelsesaftale med en tømrerlærling var berettiget, eller om lærlingen havde krav på godtgørelse. Sagen illustrerer kravene til dokumentation for advarsler og væsentlig misligholdelse, når en uddannelsesaftale ønskes ophævet efter prøvetidens udløb. Uddannelsesaftalens indgåelse og forlængelse Den 22. november 2023 indgik A (født 9. februar 2002) og virksomheden B v/V1 en uddannelsesaftale i form af en kort aftale, hvorefter A skulle uddannes som tømrer med uddannelsesperiode fra den 27. november 2023 til den 2. juli 2024. Aftalen blev ved tillæg af 3. juni 2024 forlænget frem til den 25. september 2026. Overenskomsten inden for uddannelsesområdet er Bygningsoverenskomsten mellem DI Overenskomst III og 3F, og virksomheden er via DI-medlemskab omfattet heraf. Hændelsesforløbet under 2. skoleophold Den 30. september 2024 påbegyndte A sit 2. skoleophold på X afdeling i Y, hvor han også havde bopæl. I løbet af oktober 2024 opstod der problemer med hans deltagelse og adfærd, som underviseren N1 indberettede internt: Den 23. oktober 2024 sendte N1 en mail til en kollega og bad om vejledning om, hvem han skulle kontakte, da han fandt behov for at indkalde A til en samtale om tilstedeværelse og engagement. Den 25. oktober 2024 indkaldte skolen A til en samtale med en studievejleder om studieadfærd den 30. oktober 2024. Ligeledes den 25. oktober 2024 sendte N1 følgende mail med emnet "Elev sendt hjem": "Jeg skriver lige igen til dig, jeg har sendt A hjem. [han] kommer forsendt, har ikke arbejdstøj/sikkerhedssko på og starter med at sidde med sin mobil, når han bliver konfronteret bliver han vred, jeg har sagt en del gange, bare i dag, at han skal have dem på når har er i værkstedet, derefter forsvinder han, og er væk i en time eller to, hvor jeg ikke kan finde ham. Da han kommer tilbage tager han ikke sikkerhedsskoene på igen, hvorpå jeg igen skal sige det til ham et par gange, da han ikke vil sender jeg ham hjem… Jeg mener man skal overveje om han skal 'gå om' her på P da jeg ikke tror han forstår opgaverne og ikke viser interesse. Han har ikke afleveret nogle færdige opgaver endnu." Den 29. oktober 2024 kontaktede N1 A's mester, V1, og orienterede ham telefonisk om situationen. V1 ophævede herefter samme dag uddannelsesaftalen. Virksomhedens ophævelsesblanket og begrundelse Den 1. november 2024 underskrev V1 blanketten om ophævelse. Heraf fremgik, at aftalen var ophævet ensidigt med virkning fra arbejdstids ophør den 29. oktober 2024, og begrundelsen lød: "A har været på 2 skoleophold har haft meget svært ved at deltage i under visen, meget fravær, og er blevet bort vist fredag den 25-10." Der var ikke i blanketten henvist til forudgående advarsler. A's opfattelse og ansøgning om skoleoplæring A bestred bortvisningsbeskrivelsen og anførte i sin ansøgning om skoleoplæring: "Jeg er blevet ensidigt ophævet af min mester V1 fra B. I ophævelsen skriver V1 at jeg er blevet bortvist fra skolen. Jeg vil gerne pointere at jeg ikke er blevet bortvist fra skolen. Jeg har ikke nægtet at tage sikkerhedssko på i undervisningen. Der er ikke nogen skriftlige advarsler eller bortvisninger." Skolen afslog den 14. november 2024 hans anmodning om optagelse i skoleoplæring, men Det faglige udvalg for Træfagenes Byggeuddannelser omgjorde den 27. januar 2025 dette afslag, og A kom herefter i skoleoplæring. Den 11. december 2024 afholdtes forgæves forligsmøde, og det faglige udvalg afgav den 21. januar 2025 erklæring om udtømte forligsmuligheder. Fraværsoversigt og dokumentation For Tvistighedsnævnet fremlagdes en oversigt over A's fravær under skoleopholdet: Fraværet fordelte sig over 10 forskellige dage. Parternes forklaringer for nævnet A forklarede, at han generelt var glad for skoleforløbet og havde et godt samarbejde i sin gruppe. Han forklarede fraværet med, at N1 registrerede fravær for hele lektioner, hvis man kom blot få minutter for sent med offentlig transport. Fraværet midt på dagen skyldtes, at han kom for sent tilbage fra frokostpause, fordi han skulle hente mad. Han mente, at N1 behandlede ham anderledes end de øvrige elever. Den 25. oktober 2024 stod han ved siden af en gruppe og kiggede på, mens en anden lavede snit på værkstedet – han skulle ikke selv arbejde i værkstedet. Han havde glemt sine sikkerhedssko og udviklede et mundhuggeri med N1, der derefter hjemsendte ham. Han opfattede hjemsendelsen som midlertidig og mødte som normalt mandag den 28. oktober, men fik da at vide, at hans navn ikke stod på skemaet, da V1 havde fyret ham. A afviste at have modtaget to forudgående advarsler fra V1. V1 forklarede, at han har 30 års erfaring og har udlært 8 svende. Han lagde stor vægt på sikkerhedsregler, bl.a. fordi han tidligere havde haft en lærling, der skar en tommelfinger af. Han forventede, at A holdt ham orienteret under skoleopholdet, men hørte intet. Da han loggede ind på skolens system, konstaterede han et betydeligt fravær, som A ikke havde orienteret ham om. Ca. tre uger inde i skoleforløbet gav han A en mundtlig advarsel. Da han fik besked om, at A var indkaldt til en studievejledersamtale om studieadfærd, kontaktede han A igen og gav ham endnu en mundtlig advarsel – dette var fredag den 25. oktober. V1 forklarede, at begge advarsler var ledsaget af en bemærkning om, at de kunne få betydning for ansættelsesforholdet. Da N1 den 29. oktober ringede og fortalte om hjemsendelsen og adfærdsproblemerne, ringede V1 til A og sagde: "Jeg har hørt, at du ikke kan lide at gå i skole, så nu bliver du fri for det, for du er fyret." Parternes juridiske anbringender A anførte navnlig: Ophævelse efter prøvetidens udløb kræver væsentlig misligholdelse, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 61, og dette er ikke bevist. Der var ikke grundlag for at antage, at han forud for den 25. oktober 2024 havde forsømt sine skoleforpligtelser. Det samlede fravær udgjorde kun ca. 2 hele dage og var godkendt af skolen. Virksomhedens angivelse af "bortvisning" beroede på en misforståelse – han var alene hjemsendt for resten af én dag. Virksomheden baserede sin beslutning alene på tredjemands oplysninger uden at give A lejlighed til at forklare sig. Ophævelsen kom "en postgang for tidligt". B v/V1 anførte navnlig: A forstyrrede undervisningen og nægtede at efterkomme lærerens anvisninger, herunder om sikkerhedssko. Han undlod at orientere virksomheden om fravær og om indkaldelsen til studievejledersamtale. Han havde modtaget to mundtlige advarsler, men undlod at rette ind. Hjemsendelsen den 25. oktober måtte anses som endnu en kraftig advarsel, jf. Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser § 77, stk. 4, og gav i sig selv grundlag for ophævelse. Under alle omstændigheder måtte hjemsendelsen kombineret med de to advarsler give det fornødne grundlag, og en eventuel godtgørelse burde nedsættes.

Sagen handler om, hvorvidt en VVS-virksomheds ophævelse af en uddannelsesaftale ved frivillig likvidation gav ret til godtgørelse for mistet uddannelsesgode, og om denne godtgørelse i givet fald skulle nedsættes på grund af virksomhedens forudgående forsøg på at skaffe lærlingen en ny læreplads. Uddannelsesaftalen og parternes forhold A, født den 25. januar 1995, indgik den 27. marts 2022 en uddannelsesaftale med virksomheden B om at blive uddannet som voksenelev inden for VVS og blikkenslager. Uddannelsesperioden løb fra den 27. maj 2022 til den 26. april 2026. A fik en overenskomstoverskridende timeløn på 168 kr. (mod den normale overenskomstmæssige sats på 125 kr. for voksenlærlinge), da han kom fra en stilling som lagerchef og kun ville acceptere jobskiftet, hvis lønnen kunne matche hans tidligere indkomst. Virksomheden B var reelt drevet af N7, der fungerede som den daglige leder og oplæringsansvarlig i VVS-afdelingen. B var stiftet som et slags datterselskab til en tømrervirksomhed, ejet af V1 og kompagnon N8, efter at N7 gik konkurs midt i et projekt i 2022. Fra starten af 2025 begyndte N7 at arbejde mindre og mindre grundet personlige problemer, og til sidst var A den eneste tilbageværende medarbejder i virksomhedens VVS-afdeling. Regnskaberne gik den forkerte vej. Optakten til likvidationen I foråret 2025 havde V1 en række samtaler med A om virksomhedens økonomi og N7s situation. Ifølge V1 tilkendegav han allerede fra marts 2025, at virksomheden muligvis måtte lukke, og at man tog "et kvartal ad gangen". V1 tog i foråret kontakt til to virksomheder – Y (drevet af N3) og X (drevet af N2) – om muligheden for, at A kunne fortsætte sin uddannelse der. A var til møde med begge, men afslog: Y lå for langt fra hans bopæl, og X kunne ikke matche hans løn på 168 kr. i timen. A derimod har forklaret, at han ikke var bekendt med noget om forestående likvidation – han tog selv kontakt til Y og X i foråret blot for at undersøge muligheder, men da han troede, at hans uddannelsesaftale ville fortsætte, var der ingen grund til at acceptere en dårligere aftale. Han fik først konkret besked om likvidationen med en mail den 24. juni 2025, fire dage inden sommerferien. Ophævelsen den 30. juni 2025 Den 24. juni 2025 sendte V1 følgende besked til A: "Hej A, Som vi har talt om er vi desværre nødt til at ophøre med virksomheden B. Fra 30. juni 2025 bliver virksomheden sat til likvidering og al aktivitet ophører. Fra den 30. juni 2025 er vi desværre nødsaget til at opsige din uddannelsesaftale. Der er ikke nogen virksomhed at fortsætte i. Jeg har været i kontakt med din lærer N6 på Æ han ville vende tilbage i dag men jeg har ikke hørt fra ham. Jeg vil foreslå at du også tager kontakt til Æ og forhøre dig om dine muligheder." Den 30. juni 2025 ophævede virksomheden uddannelsesaftalen med virkning samme dag med begrundelsen: "B indgiver 30.06.2025 Frivillig likvidation." Ophævelsen skete fire dage inden sommerferien, hvilket ifølge A besværliggjorde søgningen efter en ny læreplads, da virksomhederne holdt ferielukket. Han fik ingen hjælp af virksomheden efter ophævelsen og måtte selv kontakte skolen for at få formaliteterne på plads. Han fandt en ny læreplads med start den 15. september 2025 – ca. 2½ måned efter ophævelsen – men til en lavere løn end tidligere. De fremsatte krav Parternes argumenter A anførte, at en uddannelsesaftale efter prøvetidens udløb er uopsigelig efter Erhvervsuddannelsesloven § 60, og at ophævelse kun kan ske i medfør af Erhvervsuddannelsesloven § 61. Det er fast praksis i Tvistighedsnævnet, at en virksomheds egne økonomiske forhold ikke berettiger til ophævelse. Godtgørelsen på 53.000 kr. er standardsatsen for voksenelever og bør ikke nedsættes, da virksomheden ikke konkret hjalp ham til en ny læreplads i forbindelse med ophævelsen. B under frivillig likvidation anerkendte pensionskravet, men nedlagde påstand om frifindelse for de 53.000 kr. Virksomheden anførte, at den havde ydet "reelle og tilstrækkelige bestræbelser" på at hjælpe A videre til en anden læreplads, og at A selv valgte at afslå tilbuddene hos X og Y. Virksomheden argumenterede for, at: "… at B notorisk og dokumenteret har opfyldt alle krav i VVS-overenskomsten om at hjælpe A med at få en anden læreplads, men at A selv har afvist disse tilbud. A er på den baggrund ikke berettiget til en godtgørelse…" Endvidere anførte B, at det ville skabe en urimelig situation, hvis en lærling blot kunne afvise alle alternative lærepladser og "vente læretiden ud" for at opnå godtgørelse fra et i forvejen økonomisk presset selskab. Nævnets votering – uenighed om nedsættelse Nævnet voterede med et flertal på 3 mod 2 stemmer. Alle 5 var enige om, at ophævelsen var uberettiget. Uenigheden angik spørgsmålet om nedsættelse af godtgørelsen. Flertallet (3 voterende) lagde til grund, at A først fik en ny læreplads ca. 2½ måned efter ophævelsen og alene som følge af sin egen indsats. De fandt ikke grundlag for nedsættelse og bemærkede: "Vi lægger herved vægt på, at A var berettiget til at fastholde sin uddannelsesaftale med B, og at det derfor kun er tilbud om anden ansættelse, der gives i umiddelbar forbindelse med ophævelsen, der kan tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsen." Mindretallet (2 voterende) mente derimod, at virksomheden udviste rettidig omhu ved allerede i foråret 2025 at forberede lukkningen og ved at skaffe A kontakter til to virksomheder. De ville have stemt for frifindelse. Efter stemmeflertallet fastsattes godtgørelsen til 53.000 kr.

En ung kvinde, der var i murerlære, fik medhold i sit krav om godtgørelse på 40.000 kr., efter at hendes arbejdsgiver mistede godkendelsen som oplæringsvirksomhed og dermed ikke længere lovligt kunne uddanne hende. Sagen belyser, hvad der sker, når en væsentlig forudsætning for en uddannelsesaftale brister, og hvilken ret lærlingen har til kompensation. Uddannelsesaftalens indgåelse og forlængelse A, født den 7. juni 2005, indgik den 21. august 2023 en uddannelsesaftale med virksomheden B med henblik på at uddannes som murer. Den oprindelige aftale løb frem til den 24. juni 2024, men blev ved et tillæg af 17. maj 2024 forlænget til den 25. september 2026. Virksomheden var ikke via organisationsmedlemskab – eller på anden vis – bundet af den relevante kollektive overenskomst, nemlig Overenskomst for murer- og murerarbejdsmandsarbejde. Problemer fra begyndelsen af 2025 Fra begyndelsen af 2025 opstod der alvorlige problemer med uddannelsesforholdene. Virksomheden havde ikke længere faglærte murersvende ansat, og der var generelt ikke tilstrækkeligt murerarbejde til A. Hun var i perioder hjemsendt med løn. A henvendte sig til sin fagforening, 3F Byggegruppen, og den 31. marts 2025 afholdtes et forligsmøde, hvor det bl.a. fremgik af referatet: "Man vil forsøge at finde en ny lærekontrakt til A i løbet af H2 (5 uger). Virksomheden og A er indforstået med at ophæve den eks. kontrakt, hvis dette lykkes. Ellers skal A fortsætte i virksomheden, som forpligter sig iht. målpindene og relevant arbejde." Efter mødet afholdt A skoleophold fra 31. marts til 7. maj 2025. Hun var desuden i en kortere periode udlånt til en samarbejdspartner, N1, og søgte aktivt om ny læreplads – mindst 10 steder – men uden held. Tilbagekaldelse af godkendelsen som oplæringsvirksomhed Den 7. juli 2025 traf Det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget en afgørelse om at inddrage virksomhedens godkendelse som oplæringsvirksomhed med virkning fra den 1. august 2025. Begrundelsen var, at der ikke var faguddannet arbejdskraft i virksomheden, og at den samarbejdspartner (X v/N1), som virksomheden anvendte til at beskæftige lærlingen, heller ikke var godkendt til at have murerlærlinge. Afgørelsen indebar, at igangværende uddannelsesaftaler ophæves. Direktøren V1 forklarede efterfølgende, at han modtog brevet, men ikke "bed mærke i det" og fortsatte som hidtil, da A var på skole i august. Nyt forligsmøde og aftale om fortsat søgning Den 22. august 2025 afholdtes endnu et forligsmøde. Af referatet fremgik: "Da virksomheden har mistet godkendelsen som lærested, kan de ikke længere opfylde oplæringskravene for A uddannelse. Derfor ønsker 3F og A en kompensation for tabet til, der findes en ny virksomhed." Parterne nåede ikke til enighed om kompensationsspørgsmålet. Det blev dog aftalt, at man i mellemtiden ville forsøge at finde en ny virksomhed til A, og at kompensationskravet ville bortfalde, hvis dette lykkedes. Det Faglige Fællesudvalg erklærede den 1. september 2025, at forlig ikke var muligt, og sagen kunne herefter indbringes for Tvistighedsnævnet. Ophævelse og ny uddannelsesplads Den 10. oktober 2025 – efter afslutningen af sit skoleophold – ophævede A ensidigt uddannelsesaftalen med begrundelsen: "Firmaet har mistet retten til at have lærlinge." Herefter kom hun i skoleoplæring i en uge og blev dernæst sendt i praktik, hvilket resulterede i en ny uddannelsesaftale med en anden virksomhed. Forløbet forsinkede ikke hendes uddannelse. Parternes argumenter A's synspunkt: Godkendelse fra Det faglige udvalg er en lovpligtig forudsætning for at have lærlinge. Da virksomheden mistede godkendelsen, bristede en væsentlig forudsætning for aftalen, og hun var berettiget til at hæve i medfør af Erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 2. Godtgørelse på 40.000 kr. følger af § 65, stk. 1, og bortfaldsaftalen fra 22. august kan ikke fortolkes som en fuldstændig fraskrivelse af retten til godtgørelse, da hun ikke selv fik stillet en ny plads til rådighed. B's synspunkt: A fik en exceptionelt god uddannelse under projektet Z og modtog ca. 80.000 kr. i skattefri godtgørelse. Virksomheden betalte løn under hele forløbet og dækkede skoleopholdet. Aftalen fra 22. august 2025 indebærer, at kompensationskravet bortfaldt, da A endte med at finde en ny læreplads. Der er desuden ikke lidt et nævneværdigt tab. Nævnets vurdering – stemmeafgivning Nævnet var delt i sin vurdering af godtgørelsens størrelse:

Sagens baggrund Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en person, der stod på en andelsboligforenings eksterne venteliste uden at være medlem af foreningen, kunne gøre gældende, at foreningen havde tilsidesat sine egne vedtægter i forbindelse med overdragelse af en ledig andelsbolig — og i givet fald om vedtægtsbruddet gav ham ret til selv at overtage boligen. Den 17. august 2020 afgik den hidtidige ejer af andelsboligen beliggende X-gade 13, 2. sal, 1754 København V, ved døden. Den 23. august 2020 orienterede bestyrelsesformanden D de øvrige andelshavere om dødsfaldet. Samme dag kontaktede A foreningen og anmodede om at blive noteret på den eksterne venteliste. Han betalte et gebyr på 200 kr. og blev registreret som nummer fem på listen. De centrale begivenheder i overdragelsesforløbet Den 7. september 2020 overførte C 200 kr. til andelsboligforeningens konto med angivelsen "Venteliste Intern" og blev herved optaget som den eneste person på den interne venteliste. C var på dette tidspunkt gift med B, og ægtefællerne ejede i fællesskab andelsboligen X-gade 13A, st., i foreningen. Den 29. september 2020 blev dødsboet udlagt til privat skifte. Den 4. oktober 2020 bekræftede boet over for ejendomsadministratoren, at andelsboligen ønskedes solgt. Ifølge overdragelsesaftale af 21. oktober 2020 solgte boet herefter andelsboligen X-gade 13, 2. sal, til C og B. Aftalen blev godkendt af andelsboligforeningens bestyrelse i perioden 21.–27. oktober 2020. Den 27. november 2020 erklærede C, at andelsboligen alene tilhørte B. C forblev boende i andelsboligen X-gade 13A, st., og B og C blev skilt i december 2020. Vedtægternes regler om fortrinsret Andelsboligforeningens vedtægter indeholder i § 14, stk. 2, en prioriteret rækkefølge for retten til at overtage en ledig andelsbolig: Litra A: Nærtstående (børn, forældre, samlevere mv.) indstillet af den fraflyttende andelshaver Litra B: En andelshaver med fortrinsret via den interne venteliste — betinget af, at den pågældendes hidtidige bolig frigøres Litra C: En ekstern person på den eksterne venteliste, med ældst opskrivning forrest Litra D: En person indstillet af den fraflyttende andelshaver Hertil kommer vedtægternes § 20, som regulerer overdragelse ved en andelshaveres dødsfald. Parternes anbringender A anlagde sag mod foreningen og B og påstod, at andelsboligen skulle overdrages til ham mod betaling af den pris, B havde betalt, idet: Foreningen ikke lovligt kunne godkende overdragelsen til C og B, da den interne ventelistes fortrinsret var betinget af frigørelse af ægtefællernes fælles andelsbolig X-gade 13A, st. Han som nummer fem på den eksterne venteliste — efter at de fire foranstående ikke accepterede tilbudet — selv havde krav på andelsboligen Andelsboligforeningen X-gade 13-13A og B påstod stadfæstelse og bestred bl.a., at A som ikke-medlem af foreningen overhovedet kunne påberåbe sig vedtægternes regler.

Sagen drejer sig om, hvorvidt betingelserne for at nedlægge midlertidigt forbud og påbud over for den norske virksomhed Zuccarello AS' brug af varemærket Wardrobe Essentials var opfyldt. DK Company A/S (herefter DKC) er en dansk modekoncern med en omsætning på ca. 5,5 mia. kr. og 25 brands i porteføljen, herunder de to centrale brands i sagen: My Essential Wardrobe og Wood Wood. Parternes varemærker Det danske ordmærke MY ESSENTIAL WARDROBE blev kun registreret for beklædningsgenstande til kvinder i klasse 25, efter Patent- og Varemærkestyrelsen oprindeligt afslog registrering for manglende iboende særpræg, men omgjorde afgørelsen den 3. juli 2023 på baggrund af dokumentation for indarbejdelse. Zuccarello AS er et norsk holdingselskab 100% ejet af den kendte ishockeyspiller Mats Zuccarello, der primært investerer i fast ejendom. Selskabet var imidlertid formelt registreret som indehaver af den norske varemærkeregistrering nr. 336683 for kombinationsmærket Wardrobe Essentials W (klasse 18 og 25) fra 14. marts 2025, og videreførte dette via Madridprotokollen til EU (EUTM 01879655) den 12. september 2025. Sagens faktiske forløb Baggrunden for varemærkeregistreringen i Zuccarello AS' navn var ifølge de fremlagte oplysninger rent praktisk: Det nye selskab Wardrobe Essentials AS – som altid var tiltænkt som den egentlige ejer – var endnu ikke stiftet på ansøgningstidspunktet i marts 2025. Ansøgningen blev igangsat via en e-mail af 6. marts 2025 fra Simen Staalnacke (tidligere medstifter af Moods of Norway) til det norske advokatfirma Acapo Onsagers. Wardrobe Essentials AS blev stiftet den 7. april 2025 med Jonas Ruud Oppøyen som bestyrelsesformand og Simen Staalnacke som bestyrelsesmedlem. Selskabet ejes indirekte af Mats Zuccarello (47,5 %), Simen Staalnacke (23,75 %), Alexander Bonsaksen (23,75 %) og Jonas Oppøyen (5 %). Den 5.-7. august 2025 deltog brandet Wardrobe Essentials på modemessen Mandatory CPH i København, hvor Simen Staalnacke, Alexander Bonsaksen og Fabian Zuccarello (Mats' bror) var til stede. Norske medier som TV2.no, noblad.no og nitten.no omtalte lanceringen. DKC's advokat sendte advarselsbrev den 8. juli 2025 og fulgte op med et advokatbrev den 26. august 2025. Advokatfirmaet Acapo Onsagers bekræftede i oktober 2025, at varemærket ville blive overdraget, og at Zuccarello AS ikke havde produkter til salg i Danmark og ikke påtænkte at anvende mærket der. Den 14. oktober 2025 indleverede DKC forbuds- og påbudsbegæring til Sø- og Handelsretten. Efterfølgende overdrog Zuccarello AS den norske registrering den 15. september 2025 og EU-varemærket den 17. november 2025 til Wardrobe Essentials AS. Bestyrelsesformand Frank Dahlstrøms forklaring Frank Dahlstrøm forklarede under sagen, at han ikke havde godkendt varemærkeansøgningen, ikke kendte til den, og at Zuccarello AS aldrig havde solgt tøj. Han var først blevet opmærksom på ansøgningen i juni/juli 2025 ved modtagelse af DKC's brev. Han mener, at Simen Staalnacke er "hovedarkitekten" bag Wardrobe Essentials, og at det ikke var Zuccarello AS der betalte for de danske advokater – det var angiveligt Wardrobe Essentials AS. DKC's anbringender DKC argumenterede for, at: Zuccarello AS krænkede Varemærkeloven § 4 og Markedsføringsloven § 3, stk. 1 samt Markedsføringsloven § 22 ved at markedsføre konkurrerende beklædning på Mandatory CPH under betegnelsen WARDROBE ESSENTIALS Mærkerne MY ESSENTIAL WARDROBE og WARDROBE ESSENTIALS var kvasi-identiske og forvekslelige, da begge kommunikerer, at der er tale om produkter essentielle for en garderobe Figurmærket W ligner Wood Woods omvendte dobbelt-A "nærmest én til én" Sø- og Handelsretten var enekompetent til at udstede EU-dækkende forbud, da Zuccarello som norsk selskab ikke er hjemmehørende i EU – med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-235/09 (DHL Express France) Betingelserne i Retsplejeloven § 413, nr. 1-3 var opfyldt Lovgiver har fastslået, at betingelserne i immaterialretssager almindeligvis vil være opfyldt (Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 47, s. 29) Zuccarello AS' anbringender Zuccarello AS nedlagde principalt påstand om afvisning og subsidiært om, at forbuddet nægtes fremme, med følgende anbringender: DKC's påstande var for brede og uklare til at indgå i en kendelse Forbudsbegæringen opfyldte ikke kravene i Retsplejeloven § 348, stk. 2, nr. 4 om udførlig faktisk fremstilling, jf. Retsplejeloven § 416 DKC manglede retlig interesse, da der ikke var dokumenteret en konkret aktuel tvist med Zuccarello AS Zuccarello AS var ikke rette sagsøgte – den faktiske krænker var Wardrobe Essentials AS og de personer bag brandet Der forelå ingen forbudsretlig aktualitet efter Retsplejeloven § 413, nr. 2, da varemærket var overdraget og Zuccarello AS ikke brugte eller planlagde at bruge mærket Sagsomkostninger bør tilkendes 1:1, da søgsmålet var åbenbart grundløst Til støtte for spørgsmålet om rette sagsøgte henviste Zuccarello AS til Sø- og Handelsrettens dom BS-35422/2020-SHR (Scandic-sagen) og kendelsen A-29-15/A-31-15 (Samatech/Nordtronic), hvor retten i begge tilfælde frifandt selskaber, der ikke var de aktuelle brugere af varemærket.

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en fusion mellem to søsterselskaber – Selskab-1 (modtagende) og Selskab-2 (indskydende) – opfylder betingelserne for fusionsdato i Fusionsskatteloven § 5 og dermed kan opretholdes som skattefri. Baggrund for fusionen I indkomståret 202X erhvervede Moderselskab-1 (moderselskab til Selskab-1) samtlige kapitalandele i Moderselskab-2 og derved indirekte alle kapitalandele i Selskab-2. Den sælgende koncern udarbejdede i overensstemmelse med Selskabsskatteloven § 31 en delperiodeopgørelse for perioden frem til closing og indgav selvangivelse i overensstemmelse hermed. Kapitalandelene i Selskab-2 blev herefter overdraget koncerninternt fra Moderselskab-2 til Moderselskab-1. Kort efter blev det besluttet at fusionere Selskab-2 med Selskab-1 med Selskab-1 som det fortsættende selskab. Fejl i fusionsdokumenter og regnskab Den skattefri fusion blev vedtaget og registreret i Erhvervsstyrelsen på grundlag af en fusionsplan. Fusionsdatoen i fusionsplanen var ved en fejl sat til tidspunktet for, hvornår den købende koncern opnåede kontrol med Selskab-2, frem for til skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår. Dertil kom, at fusionen i regnskabet for 202X i Selskab-1 blev indregnet med virkning fra et tidspunkt svarende til indregningstidspunktet i koncernregnskabet – hvilket efterfølgende viste sig at være en fejl. Fejlen blev korrigeret ved aflæggelse af årsrapporten for regnskabsåret 202Y, idet fusionen herefter regnskabsmæssigt anses for sket på skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår. For sent indberettet I forbindelse med en potentiel salgsproces blev det konstateret, at fusionen ikke var anmeldt rettidigt til Skattestyrelsen. Fusionen var i øvrigt i alle henseender behandlet som en skattefri fusion, herunder i forbindelse med skatteopgørelserne. Der var indsendt en dispensationsanmodning i henhold til Fusionsskatteloven § 6, stk. 5, som dog efterfølgende blev tilbagekaldt. Spørgers argumentation Spørger anførte bl.a., at Fusionsskatteloven § 5, stk. 3 har forrang som lex specialis i forhold til stk. 1, når der er sket koncernskifte inden fusionen, idet Selskabsskatteloven § 31, stk. 5 sikrer korrekt indkomstfordeling. Spørger støttede sig desuden på SKM2010.21.SR og SKM2008.183.SR, og argumenterede for, at ingen indkomstperioder var undgået beskatning, og at fusionen ikke havde givet utilsigtede skattemæssige fordele.

Indledning og Baggrund Miljøstyrelsen har udsendt et høringsbrev vedrørende foreløbige forslag til Kommissionens gennemførelsesforordninger. Forslagene omhandler en administrativ forlængelse af godkendelsesperioden for specifikke biocidaktivstoffer i henhold til EU's forordning om biocidholdige produkter (Forordning nr. 528/2012). Danmarks Position Det fremgår af høringsmaterialet, at de fremsatte forslag holder sig inden for de rammer, der er fastsat i Folketingets standardmandat på biocidområdet. På den baggrund tilkendegiver Miljøstyrelsen en klar dansk støtte til forslagene: "Kommissionens forslag ligger inden for standardmandatet på biocidområdet, og det følger deraf, at Danmark agter at støtte forslagene." Oversigt over Specifikke Forslag Forslagene skal drøftes i den stående komité for biocidholdige produkter den 18. marts 2026, med en forventet skriftlig afstemning i 2. kvartal af 2026. Dokumentet indeholder to specifikke forslag, som begge behandles under rådgivningsproceduren: Disse forlængelser har til formål at udskyde udløbsdatoen for godkendelsen af stofferne til brug i de specifikke produkttyper. Høringsfrist og Praktisk Information Interessenter har mulighed for at afgive deres kommentarer og bemærkninger til forslagene. Miljøstyrelsen har fastsat følgende tidsramme og kontaktoplysninger: Høringsfrist: Torsdag den 26. marts 2026 Indsendelse: Bemærkninger og eventuelle spørgsmål skal sendes skriftligt via e-mail til biocides@mst.dk

Sagen handler om en langvarig tvist mellem en ejendomsejer i Nivå og Fredensborg Kommune om lovliggørelsen af et enfamiliehus i landzone – særligt om, hvorvidt de matterede vinduer og en altanafskærmning opfylder vilkårene i en lovliggørende landzonetilladelse. Planklagenævnet ophæver kommunens påbud, fordi det stiller skærpede krav, der ikke har hjemmel i den oprindelige tilladelse. En sag med rødder tilbage til 2016 Sagens baggrund strækker sig over næsten et årti. Fredensborg Kommune gav den 9. november 2016 en lovliggørende landzonetilladelse til et opført enfamiliehus på ejendommen. Tilladelsen var betinget af, at vinduerne på hver side af altandøren i gavltrekanten mod øst blev fjernet. Både ejeren og naboen mod øst klagede til Planklagenævnet. Den 29. januar 2018 ophævede Planklagenævnet enstemmigt kommunens tilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet vilkåret blev anset for utilstrækkeligt præcist. Landzonetilladelse med matteringsvilkår (2020–2021) Kommunen traf den 15. oktober 2020 en ny afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Tilladelsen blev givet med to konkrete vilkår: At de to 5-kantede ruder på hver side af altandørene afblændes ved mattering At altanens glasafskærmning matteres Denne afgørelse blev også påklaget. Planklagenævnet stadfæstede den 17. maj 2021 tilladelsen og fastslog, at vilkårene var rimelige og proportionale. Nævnet præciserede dengang: Planklagenævnet bemærker, at vilkårene om mattering efter nævnets opfattelse ikke med den valgte formulering stiller krav om en specifik teknisk løsning, f.eks. matslibning af glasset, men blot må opfattes som et krav om at bruge en løsning, som ændrer eller påføres selve glasset, og som medfører, at det ikke er muligt at se udsigten i detaljer. Denne fortolkning er central for sagens udfald. Retssag ved Retten i Helsingør (2021–2024) Ejeren stævnede Planklagenævnet den 1. november 2021 med påstand om, at matteringsvilkåret var ugyldigt, alternativt at det kunne opfyldes med lameller eller tværstriber. Retten i Helsingør afsagde dom den 9. december 2024 og frifandt Planklagenævnet. Retten fandt, at nævnets afgørelse var proportional og sagligt rimelig. I dommen henviste retten til en skønsmands besvarelse, der anførte, at mattering skulle ske som en varig og fast ændring – f.eks. ved udskiftning af glas eller sandblæsning. Dette tekniske skøn fik efterfølgende afgørende betydning for kommunens påbud. Kommunens påbud af 15. maj 2025 – og klagerens indsigelse I marts 2025 ansøgte ejeren om lovliggørende byggetilladelse. Kommunen besigtigede ejendommen den 23. april 2025 og konstaterede, at vinduerne og altanafskærmningen var dækket med folie – ikke matteret i overensstemmelse med vilkåret. Kommunen udstedte den 15. maj 2025 påbud om lovliggørelse og præciserede, at matteringen skulle ske som en varig og fast ændring, dvs. ved udskiftning med matteret glas eller sandblæsning. Klageren protesterede og anførte: At landzonetilladelsen fra 2020 ikke kræver en bestemt teknisk metode At en professionel glarmester havde udført matteringen med en sandblæst solfilm, professionelt påført og fastbrændt på selve glasoverfladen At den anvendte metode er varig og permanent og ikke uden videre kan fjernes At det ikke er proportionalt at kræve udskiftning eller sandblæsning, når den nuværende løsning opfylder betingelserne Planklagenævnets vurdering: Påbuddet overskrider hjemmelsgrundlaget Planklagenævnet tog stilling til det retlige spørgsmål om, hvorvidt kommunen havde hjemmel til at give påbud efter Planloven § 51. Nævnet bemærkede, at dets egen afgørelse fra 2021 – som byretten siden stadfæstede – klart fastslog, at matteringsvilkåret ikke stiller krav om en specifik teknisk løsning. Skønsmandens udtalelse i den efterfølgende retssag ændrer ikke på dette, da den blot indgik som teknisk bevisførelse og ikke har normativ rækkevidde over for den administrative afgørelse. Nævnet konkluderede: Krav om, at varig og fast ændring af vinduerne og altanafskærmningen skal ske ved udskiftning af vinduerne og altanafskærmningen med matteret glas eller ved sandblæsning af eksisterende vinduer og altanafskærmning fremgår således ikke af vilkårene i landzonetilladelsen, men kun af påbuddet. Dermed indebar påbuddet en skærpelse i forhold til landzonetilladelsen fra 2020 – en skærpelse som kommunen ikke havde hjemmel til at foretage. Påbuddet lider af en væsentlig retlig mangel og er ugyldigt.

Baggrund og Formål med Høringen Social- og Boligstyrelsen har sendt et udkast til en ny bekendtgørelse i høring. Bekendtgørelsen fastsætter reglerne for ansøgningspuljen til særlige sociale formål under finanslovens § 07.18.19.50 for finansåret 2026. Det overordnede formål med puljen er at styrke den samlede sociale indsats i samfundet ved at yde tilskud til frivilligt socialt arbejde, som forebygger og afhjælper sociale problemer. I høringsbrevet fremhæves det specifikke tema for årets pulje: "Frivillige sociale indsatser, der gennem borgernær brobygning skaber konkrete forbedringer for målgruppen og styrker sammenhængen i indsatserne." Ansøgerkreds og Målgrupper For at komme i betragtning til puljen er der opstillet klare rammer for, hvem der kan søge, og hvem indsatsen skal gavne: Ansøgere: Frivillige organisationer, foreninger eller lignende med et socialt formål. Indsatsen skal være landsdækkende eller som minimum dække et større geografisk område. Brugere/Målgruppe: Indsatserne skal rettes mod mennesker med sociale problemstillinger eller som befinder sig i en svær livssituation. Økonomi og Tilskudsberettigede Udgifter Bekendtgørelsen opstiller detaljerede krav til budgettering. Budgettet skal være "sandfærdigt, realistisk og sparsommeligt". Der er klare afgrænsninger for, hvad midlerne må bruges til: Administrativ Fleksibilitet og Krav Ansøgninger skal indgives digitalt via Social- og Boligstyrelsens tilskudsportal. For at lette administrationen for bevillingsmodtagerne, tillader bekendtgørelsen en vis økonomisk fleksibilitet i projektperioden: Budgetændringer: Der kan foretages justeringer på op til 10 pct. af en budgetpost inden for et projektår uden forudgående godkendelse fra styrelsen. Overførsler: Uforbrugte midler under 10 pct. af projektårets tilskud (dog maksimalt 100.000 kr.) kan overføres til det efterfølgende år uden forudgående godkendelse. Regnskab, Revision og Tilsyn Der stilles strenge krav til afrapportering og revision for at sikre ansvarlig brug af offentlige midler. Al dokumentation for projektet skal opbevares i mindst 5 år. Krav til revision afhænger af tilskuddets størrelse: Under 100.000 kr.: Kræver ikke ekstern revision. Der skal dog indsendes oversigt over bilag og faktiske løntimer. Over 100.000 kr.: Regnskabet skal revideres og påtegnes af en godkendt revisor (statsautoriseret eller registreret). Over 500.000 kr.: Revisor pålægges en udvidet opgave med bl.a. at efterprøve, om oplysninger om resultatkrav er veldokumenterede, og at den faglige afrapportering bygger på pålidelige data. Social- og Boligstyrelsen har desuden hjemmel til at suspendere udbetalinger, kræve midler tilbagebetalt, samt kræve tilbagebetaling af anskaffet materiel ved projektophør. Høringsproces Udkastet til bekendtgørelsen udmeldes via Høringsportalen. Der er ikke udarbejdet en specifik høringsliste, da Social- og Boligstyrelsen benytter et åbent RSS-feed system til alle ansøgningspuljer, hvor interessenter selv kan tilmelde sig. Fristen for at indsende høringssvar er fastsat til den 10. april 2026.

Sagen drejer sig om et påbud udstedt af Københavns Kommune den 27. oktober 2025 om lovliggørelse af en LED-skærm opsat på en ejendom i København NV. Ejeren og brugeren af ejendommen klagede over påbuddet til Planklagenævnet med påstand om, at kommunen krænkede det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip ved at håndhæve reglerne selektivt. LED-skærmens strid med lokalplan nr. 619 for Provstevejkvarteret Ejendommen er beliggende i et område, der er reguleret af lokalplan nr. 619, Provstevejkvarteret. Lokalplanen indeholder i Planloven § 7, stk. 6, specifikke bestemmelser om reklamer, som eksplicit forbyder: a) Der må ikke opsættes dynamiske, digitale reklameskilte som fx lysaviser eller animerede reklamer på facader, gavle og hustage. b) Reklamering, som ikke har tilknytning til bebyggelsens anvendelse, er ikke tilladt. LED-skærmen, der er genstand for sagen, er en dynamisk, digital reklameskærm og er dermed i direkte strid med begge underpunkter i bestemmelsen. Forløbet forud for påbuddet Kommunen gav den 14. august 2025 afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra lokalplanens § 7, stk. 6, litra a og b. Begrundelsen for afslaget var: LED-skærmen er opsat i et værdifuldt kulturmiljø, hvor der er fastlagt særlige lokalplanbestemmelser om skiltning og reklamer Skærmens størrelse tager ikke hensyn til bebyggelsens proportioner og arkitektoniske kvaliteter Denne afgørelse blev ikke påklaget inden for klagefristen, og den stod derfor ved magt. Herefter udstedte kommunen den 27. oktober 2025 påbud om fysisk lovliggørelse – dvs. nedtagning af LED-skærmen. Klagerens argumenter Klagen, som Planklagenævnet modtog fra kommunen den 26. november 2025, indeholdt to overordnede klagepunkter: Lokalplanens klarhed: Det blev gjort gældende, at lokalplanens § 7, stk. 6, ikke har den fornødne klarhed til, at kommunen kan håndhæve den i sagen. Ligebehandlingsprincippet: Klageren påpegede, at der i kvarteret er opsat adskillige andre skærme, som kommunen ikke har udstedt nedtagningspåbud over for. Som konkret eksempel blev der henvist til en skærm på en anden nærliggende ejendom. Planklagenævnets kompetenceafgrænsning Nævnet behandler retlige spørgsmål i forbindelse med kommuners afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Kommunen har tilsynspligt og skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning, jf. Planloven § 51, stk. 3. Et centralt processuelt spørgsmål i sagen var, at nævnet ikke kan efterprøve en tidligere afgørelse, hvis klagefristen for denne er overskredet. Da afslaget på lovliggørende dispensation af 14. august 2025 ikke var påklaget rettidigt, stod denne afgørelse fast. Konsekvensen var, at nævnet hverken kunne tage stilling til: Om lokalplanens § 7, stk. 6, er tilstrækkelig klar til håndhævelse (relaterer sig til den bagvedliggende dispensationsafgørelse) Om kommunens afslag på dispensation i sig selv var i strid med ligebehandlingsprincippet Vurderingen af ligebehandlingsprincippet i relation til håndhævelsen Nævnet redegjorde generelt for indholdet af lighedsgrundsætningen: Lighedsgrundsætningen indebærer, at sager om forhold, der i det væsentlige er ens, som udgangspunkt skal have samme resultat. Kommunen må ikke udøve usaglig forskelsbehandling, dvs. at der skal være en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for at nå til forskellige resultater i sådanne sager. Selvom nævnet ikke kunne efterprøve dispensationsafslaget, tog nævnet stilling til det selvstændige spørgsmål om, hvorvidt kommunens håndhævelsespraksis i sig selv var i strid med ligebehandlingsprincippet. Her fastslog nævnet et vigtigt princip: Den omstændighed, at kommunen endnu ikke har håndhævet sammenlignelige forhold, kan ikke føre til, at klageren ud fra lighedsgrundsætningen har krav på, at kommunen ikke håndhæver planloven i den konkrete sag. Med andre ord giver det faktum, at kommunen ikke (endnu) har grebet ind over for andre lignende skærme i kvarteret, ikke klageren ret til at beholde sin ulovlige skærm. Lighedsgrundsætningen kan ikke påberåbes til at fastholde en ulovlig tilstand.

Planklagenævnet afgjorde den 18. februar 2026 en anmodning om genoptagelse af nævnets tidligere afgørelse af 31. oktober 2025 vedrørende Bornholms Regionskommunes påbud om ophør af midlertidig benyttelse af en ejendom beliggende i Allinge, Bornholm. Genoptagelsesanmodningen blev afslået, da betingelserne herfor ikke var opfyldt. Baggrund: Påbud om ophør af midlertidig benyttelse Bornholms Regionskommune udstedte den 12. november 2024 et påbud til ejeren af en ejendom i Allinge om at ophøre med midlertidig benyttelse af ejendommen. Ejendommen var beliggende i et lokalplanområde, hvis Lokalplan § 3.1 fastsatte, at boliger kun må anvendes til helårsbeboelse. Ejeren opfyldte på tidspunktet for påbuddet ikke bopælspligten, men opholdt sig periodisk på ejendommen — angiveligt med henblik på vedligeholdelse i forbindelse med salg. Kommunen indhentede som led i sin sagsbehandling vandforbrugsdata for ejendommen for perioden 1. marts til 31. oktober 2024. Disse data viste et markant varierende forbrug: Kommunen vurderede på baggrund heraf, at forbruget oversteg, hvad der normalt må forventes ved kortvarige vedligeholdelsesophold, og at ejendommen reelt blev anvendt til ferie- og fritidsformål. Den oprindelige klagesag og nævnets afgørelse af 31. oktober 2025 Ejeren klagede over kommunens påbud til Planklagenævnet, som den 31. oktober 2025 ikke gav medhold i klagen. I sin afgørelse redegjorde nævnet for de retlige rammer i Planloven § 15, stk. 2, nr. 2: "En anvendelsesbestemmelse i en lokalplan, der fastsætter, at et lokalplanområde skal anvendes til helårsboligformål, har således hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, nr. 2, og nr. 8." Nævnet præciserede endvidere, at en lokalplan ikke kan pålægge ejere en handlepligt — kommunen kan ikke gribe ind, fordi en bolig står tom, men kan derimod påbyde ophør, hvis ejendommen anvendes til et andet formål end helårsbeboelse. Nævnet anerkendte samtidig, at kortvarige ophold til nødvendig vedligeholdelse ikke udgør en overtrædelse: "En ejer må dog gerne opholde sig kortvarigt i sit hus i det omfang, det er nødvendigt for at vedligeholde huset, f.eks. male, lufte ud, slå græs, tjekke tagrender, sikre huset mod frost osv. Gentagne eller længere ophold, der ligner fritidsbrug, vil derimod ikke være en lovlig anvendelse." På baggrund af vandforbrugsdataene fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den faktiske anvendelse overskred kortvarige vedligeholdelsesophold. Genoptagelsesanmodningen Ejeren indgav den 4. november 2025 — blot fire dage efter nævnets afgørelse — en anmodning om genoptagelse, suppleret med yderligere bemærkninger af 12. december 2025 og 2. februar 2026. Ejeren præciserede telefonisk over for nævnets sekretariat, at anmodningen ikke vedrørte spørgsmålet om bopælspligten (som var endeligt afgjort), men alene det principielle spørgsmål om, i hvilket omfang man lovligt kan opholde sig i sit hus for at vedligeholde det, mens det er sat til salg. Betingelserne for genoptagelse Planklagenævnet redegjorde for de tre betingelser, der kan begrunde en pligt til genoptagelse: Nye væsentlige faktiske oplysninger — der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige behandling Væsentlige sagsbehandlingsfejl — begået af nævnet ved den tidligere behandling Væsentlige nye retlige forhold — f.eks. domstolsafgørelser, der underkendt nævnets fortolkning eller praksis Nævnet understregede, at uenighed med nævnets fortolkning eller praksis ikke i sig selv begrunder genoptagelse. Nævnets vurdering af genoptagelsesanmodningen Planklagenævnet fortolkede anmodningen som et ønske om enten en specificering af eller generel vejledning om rammerne for vedligeholdelsesophold. Nævnet afviste at give en sådan generel vejledning og begrundede dette med, at: "Der ikke er regler i planloven, som specifikt regulerer, hvornår en anvendelse af en ejendom har karakter af et kortvarigt ophold til nødvendig vedligeholdelse, og hvornår anvendelsen vil have karakter af ferie- og fritidsformål." Vurderingen beror således på en konkret, individuel vurdering fra sag til sag, og nævnet har ikke mulighed for at opstille generelle grænser for, hvad der forstås ved kortvarige nødvendige ophold. Nævnet tilføjede dog, at såfremt kommunen på et senere tidspunkt træffer en ny afgørelse om klagerens anvendelse af ejendommen, vil denne kunne indbringes for Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål. Da ingen af betingelserne for genoptagelse var opfyldt, afviste nævnet anmodningen, og afgørelsen af 31. oktober 2025 står dermed ved magt.

En sommerhusejers ønske om at udskifte træfacaden på sit sommerhus i Vejers Strand med et vedligeholdelsesfrit materiale som ivarplank eller hardieplank endte i Planklagenævnet, efter Varde Kommune den 19. november 2025 gav afslag på dispensation fra lokalplan nr. 05.02.L02 for sommerhusområder ved Vejers Strand. Sagens baggrund og kommunens afgørelse Ejendommen er beliggende i lokalplanens delområde III, som i Planloven § 18 fastslår bindende bestemmelser over for borgerne. Lokalplanens § 7.01 fastsætter, at: Ny bebyggelse skal fremstå i brædder af træ i afdæmpede mørke jordfarver uden glans, defineret ved en NCS-kode indeholdende min. 50 % sort. Kommunen vurderede, at udskiftning af hele facaden reelt var at sidestille med genopførelse af sommerhuset, og at det ansøgte materiale — ivarplank eller hardieplank — derfor stred mod lokalplanens krav om træbeklædning. Afslaget blev truffet med hjemmel i planlovens §§ 18 og 19. Klagerens synspunkt Ejeren klagede over afgørelsen og anførte, at kommunen fejlagtigt sidestillede en simpel udskiftning af yderbeklædning med genopførelse. Lokalplanens bestemmelse om træbeklædning gælder alene for ny bebyggelse, og da der udelukkende var tale om renovering af en eksisterende facade, burde forholdet være umiddelbart tilladt uden krav om dispensation. Planklagenævnets vurdering Planklagenævnet behandlede det retlige spørgsmål om, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, eller om det krævede dispensation efter Planloven § 19. Nævnet har kompetence til at behandle sådanne retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet lagde vægt på to centrale forhold: Lokalplanens egen definition: Redegørelsen i lokalplanen fastslår udtrykkeligt, at nyopførelse forstås som opførelse af et sommerhus på en ny placering, herunder når et eksisterende hus nedrives og soklen flyttes. Udskiftning af facademateriale på et eksisterende hus falder dermed klart uden for denne definition. Karakteren af arbejdet: Der er alene tale om udskiftning af en del af sommerhuset — facadebeklædningen — og ikke opførelse af et nyt sommerhus. Planklagenævnet konkluderede, at udskiftning af facadematerialet ikke medfører, at sommerhuset får karakter af "ny bebyggelse" i lokalplanens forstand. Forholdet er dermed i overensstemmelse med lokalplanens § 7.01 og kræver ikke dispensation.

Sagen omhandler en langvarig tvist om opførelse af boligbyggeri i landzone på en ejendom i Hørsholm, der strækker sig tilbage til 2009. Kernen i sagen er spørgsmålet om, hvorvidt Hørsholm Kommunes brev af 14. december 2023 udgør en afgørelse, som Planklagenævnet har kompetence til at behandle. Sagens historiske forløb og baggrund Sagen har sin oprindelse i et afslag på landzonetilladelse, som Hørsholm Kommune gav den 6. oktober 2009, vedrørende opførelse af en bolig ved huludfyldning på ejendommen. Afslaget blev påklaget til det daværende Natur- og Miljøklagenævn, som den 6. oktober 2011 stadfæstede kommunens afslag (sagsnr. NMK-31-00026). Næsten et årti senere, den 5. maj 2020, indgav ansøgeren en ny ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af boligbyggeri på samme ejendom – igen med henvisning til huludfyldning. Herefter gik der yderligere tre og et halvt år, inden kommunen reagerede. Kommunens brev af 14. december 2023 I stedet for at træffe en ny materiel afgørelse valgte Hørsholm Kommune at sende et brev, hvori man meddelte, at man ikke fandt behov for at behandle ansøgningen på ny. Kommunen begrundede dette med, at ansøgningen ikke indeholdt nye oplysninger i forhold til den allerede behandlede sag. Af brevet fremgik bl.a.: Hørsholm kommune finder ikke at der er behov for at træffe ny afgørelse i sagen og henviser til Hørsholm Kommunes afslag af 06-10-2009 og Naturklagenævnets stadfæstelse af afslaget den 06-10-2011. Klagerens argumenter Klageren indgav klage den 11. januar 2024 og fremkom med yderligere bemærkninger den 15. april 2024. Klagen nåede frem til Planklagenævnet den 12. februar 2026 via kommunen. Klageren gjorde navnlig gældende: At ansøgningen faktisk indeholder nye oplysninger i forhold til den tidligere behandlede sag At der i 2019 blev givet en landzonetilladelse til naboejendommen til ændret anvendelse fra fritidsbolig til helårsbolig At denne nabotilladelse kan sidestilles med det ansøgte, og at en nægtelse derfor vil være i strid med lighedsprincippet At kommunen slet ikke har forholdt sig til dette nye forhold i sit brev Planklagenævnets kompetenceanalyse Nævnet tog ikke stilling til sagens realitet, men foretog i stedet en analyse af sin egen kompetence. Planklagenævnet kan behandle klager over: Kommuners afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzonetilladelser), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 Retlige spørgsmål i forbindelse med kommuners øvrige afgørelser efter planloven, jf. § 58, stk. 1, nr. 3 Den afgørende betingelse er, at kommunen faktisk har truffet en afgørelse efter planloven. Nævnet konkluderede, at kommunens brev af 14. december 2023 ikke opfylder dette krav, idet: Kommunen eksplicit meddelte, at den ikke ville træffe en ny afgørelse Brevet ikke indeholder en vurdering efter planloven Der alene henvises til de tidligere afgørelser fra 2009 og 2011 Planklagenævnet præciserede desuden, at nævnet heller ikke har kompetence til at tage stilling til en kommunes beslutning om ikke at ville træffe en afgørelse. Henvisning til Ankestyrelsen Nævnet bemærkede afslutningsvis, at Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, og vurderede umiddelbart, at det pågældende forhold henhører under Ankestyrelsens tilsynskompetence. Nævnet understregede dog, at Ankestyrelsen selv beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag.

Sagen omhandler en ejer af en kolonihavebebyggelse på en havelod i Vejle, der modtog et påbud fra Vejle Kommune om fysisk lovliggørelse af bebyggelsen, men indgav klage hertil Planklagenævnet næsten syv måneder efter klagefristen udløb. Vejle Kommunes påbud om fysisk lovliggørelse Den 6. juni 2025 meddelte Vejle Kommune ejeren af en kolonihavebebyggelse beliggende på [A1], 7100 Vejle, et påbud om fysisk lovliggørelse af bebyggelsen på havelodden. Afgørelsen indeholdt en klagevejledning i overensstemmelse med Planloven § 60, stk. 1, hvoraf det fremgik, at afgørelsen kunne påklages til Planklagenævnet via klageportalen inden 4 uger efter, at afgørelsen var meddelt. Kommunen fremsendte afgørelsen til klageren via Digital Post samme dag, den 6. juni 2025. Klagens indgivelse langt efter fristens udløb Klagefristen udløb den 4. juli 2025 – fire uger efter afgørelsesdatoen. Klageren indgav imidlertid ikke klagen inden denne frist. Klagen blev først indgivet til Planklagenævnet via klageportalen den 28. januar 2026, svarende til en fristoverskridelse på næsten syv måneder. Sagen indeholder ingen oplysninger om, at klagen skulle have været indgivet på et tidligere tidspunkt til kommunen eller til Planklagenævnet. Der fremgår heller ingen forklaring i klagen eller sagens øvrige oplysninger om, hvorfor klagen først blev indbragt på dette sene tidspunkt. Retsgrundlaget for klage og klagefrist En kommunes afgørelse om påbud efter planloven kan påklages til Planklagenævnet i medfør af Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Klagefristen på 4 uger følger af planlovens § 60, stk. 1, og fristen forlænges til den følgende hverdag, hvis den udløber på en lørdag eller helligdag. Planklagenævnets restriktive praksis for fristoverskridelser Planklagenævnet bemærker, at nævnets praksis med hensyn til overskridelse af klagefrister er restriktiv. En klage indgivet efter fristens udløb vil normalt blive afvist, også selvom der er tale om en ganske kort overskridelse. Nævnet kan dog i konkrete tilfælde se bort fra en fristoverskridelse baseret på almindelige forvaltningsretlige betragtninger. De momenter, der indgår i vurderingen, er: Fristoverskridelsens længde – jo længere overskridelse, desto mindre sandsynlighed for dispensation Afgørelsens betydning for klageren – sagens konsekvenser for den berørte part Hensynet til andre parter med modstående interesser – tilstedeværelsen af en modpart skærper kravene Baggrunden for overskridelsen – om der er givet korrekt klagevejledning, eller om der foreligger andre undskyldelige omstændigheder "Når der er en modpart, kan kun ekstraordinære forhold medføre, at klagen alligevel behandles." Vurdering i den konkrete sag Planklagenævnet fastslår, at klagefristen i denne sag skal beregnes fra den 6. juni 2025, da klageren modtog afgørelsen inklusiv klagevejledning via Digital Post. Klagefristen udløb således den 4. juli 2025. Klagen indgivet den 28. januar 2026 er dermed indgivet næsten syv måneder for sent. Nævnet bemærker endvidere, at: Kommunen har vejledt korrekt om klagefristen på 4 uger og om pligten til at indgive klage via klageportalen Der fremgår ingen undskyldelige omstændigheder af sagen, som kan begrunde fristoverskridelsen Der er ingen oplysninger om, at klagen er forsøgt indgivet tidligere

Baggrund og transport via BlaBlaCar Sagen handlede om T, en fransk statsborger, der i januar 2022 fungerede som chauffør på en tur fra Tyskland til Danmark. Transporten var formidlet via applikationen BlaBlaCar. T havde indgået aftale med passageren B om kørsel, og B medbragte en ekstra passager, A. Ved grænsekontrollen i Rødbyhavn blev bilen standset, og det viste sig, at A, der er marokkansk statsborger, ikke var i besiddelse af gyldig rejselegitimation til indrejse i Danmark. De tidligere instansers domfældelse Ved både Retten i Nykøbing Falster og Østre Landsret blev T fundet skyldig i overtrædelse af Udlændingeloven § 59, stk. 8, nr. 1. Landsretten lagde til grund, at T ikke havde sikret sig, at A havde lovlig adkomst til Danmark, og fandt det bevist, at T havde handlet med det fornødne forsæt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse). T blev idømt 30 dages ubetinget fængsel og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Forsætsbegrebet og Højesterets prøvelsesret For Højesteret påstod T frifindelse under henvisning til, at landsretten havde anvendt forsætsbegrebet forkert. T argumenterede for, at de faktiske omstændigheder ikke kunne begrunde, at han havde indset muligheden for, at A indrejste ulovligt, eller at han havde accepteret denne mulighed. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og gjorde gældende, at Højesteret ikke kunne efterprøve bevisvurderingen, jf. Retsplejeloven § 933, stk. 2, men alene den juridiske anvendelse af forsætsbegrebet. Spørgsmålet om sagsbehandlingstid T gjorde subsidiært gældende, at straffen skulle bortfalde eller nedsættes som følge af en sagsbehandlingstid på over tre år i landsretten, hvilket han anså for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6.

Sagen omhandler en tvist mellem en beboer i Lejre Kommune og kommunen vedrørende anvendelsen af ejendommen matr.nr. [M1]. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 18 for Nørre Hvalsø landsby, hvor den er placeret i område B, som ifølge lokalplanens § 3.2 er udlagt til offentlige formål. Klageren ønskede denne status ændret, så ejendommen ikke længere var låst til offentlig anvendelse, hvilket ville muliggøre et salg af arealet til andre formål i tråd med de omkringliggende ejendomme. Forløbet omkring anmodningen og kommunens afslag Klageren indsendte den 18. november 2019 en anmodning til Lejre Kommune om at få ændret lokalplanen. Allerede dagen efter, den 19. november 2019, svarede kommunen per e-mail, at de ikke så sig i stand til at imødekomme ønsket: "Vi har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for, på kort sigt, at ændre udpegningen af matr.nr. [M1] til offentlige formål. [...] Vi kan således ikke imødekomme jeres anmodning på nuværende tidspunkt." Beboeren klagede herefter over denne beslutning og gjorde gældende, at kommunen ikke kan opretholde udlægget til offentlige formål på ubestemt tid. Klageren henviste til, at kommunen burde benytte hjemler i Planloven § 33 eller Planloven § 45 til at ændre eller ophæve lokalplanen, således at ejendommen kunne overtages af kommunen eller sælges frit. Tidslinje over sagens vigtigste datoer Klagerens juridiske argumenter og overtagelseskrav Klageren anførte i sin klage, at det var nødvendigt at bringe Planloven § 48 i spil. Argumentet var, at hvis kommunen fastholder ejendommen til offentlige formål uden reelt at udnytte den dertil, bør ejeren have mulighed for at kræve ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning. Ved at ændre planen ville man ifølge klageren kunne sikre en udnyttelse af arealet, der stemmer overens med den faktiske brug af naboejendommene. Nævnets vurdering af kompetence og planlægningspligt Planklagenævnet har i sin vurdering fokuseret på spørgsmålet om, hvorvidt kommunens e-mail af 19. november 2019 overhovedet udgør en "afgørelse", der kan påklages. Nævnet gennemgik reglerne for, hvornår en kommune har pligt til at udarbejde en lokalplan. Efter Planloven § 13, stk. 1 er det som udgangspunkt op til kommunens eget skøn, om man vil tilvejebringe en lokalplan. Selvom der findes en planlægningspligt i Planloven § 13, stk. 2 og Planloven § 13, stk. 3, fandt nævnet ikke, at disse var relevante, da sagen ikke handlede om et konkret byggeprojekt, der var i overensstemmelse med kommuneplanen, men derimod om et ønske om at fjerne en eksisterende planlægning.

Sagen omhandler en klage over Hvidovre Kommunes afgørelse af 23. september 2025, hvor kommunen meddelte afslag på dispensation fra lokalplan nr. 237 til en overskridelse af den maksimale bygningshøjde på en ejendom beliggende i et boligområde mellem Hvidovrevej og Vigerslevparken. Ejeren af ejendommen ønskede at ombygge tagetagen på et enfamiliehus, hvilket ville resultere i en bygningshøjde på 8,8 meter over terræn. Lokalplanens krav og det ansøgte projekt Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 237, som i § 5.3 fastlægger de præcise rammer for bebyggelsens omfang. Bestemmelsen dikterer følgende: Bygningshøjden må maksimalt være 8,5 m over terræn. Skorstene, antenner og mobilantennemaster er ikke omfattet af højdebegrænsningen. Det ansøgte projekt indebar en forøgelse af højden til 8,8 meter, hvilket er en overskridelse på 30 cm i forhold til lokalplanens maksimale ramme. Kommunen vurderede, at denne overskridelse ikke var nødvendig, men snarere et resultat af specifikke arkitektoniske og funktionelle valg foretaget af bygherren. Parternes argumenter og klagepunkter Klageren gjorde gældende, at kommunens afgørelse byggede på en udokumenteret antagelse om, at projektet ville medføre en væsentlig visuel påvirkning af omgivelserne. Desuden blev det anført, at kommunen tog fejl i antagelsen om, at en tilsvarende funktionel og energimæssig løsning kunne opnås inden for lokalplanens rammer. Klageren mente herunder, at kommunen havde tilsidesat officialprincippet og ikke foretaget en reel individuel vurdering, men i stedet havde "sat skøn under regel". Kommunen fastholdt derimod deres afslag med henvisning til: Bygningens samlede fremtoning og den visuelle påvirkning af boligområdet. At fravigelsen ville skabe en uønsket præcedensdannelse i området. At overskridelsen ikke var teknisk nødvendig. Planklagenævnets prøvelse af officialprincippet og det konkrete skøn Planklagenævnet tog først stilling til, om projektet var umiddelbart tilladt jf. Planloven § 18. Nævnet konstaterede hurtigt, at da højden på 8,8 meter oversteg grænsen i lokalplanens § 5.3, krævede forholdet dispensation efter Planloven § 19. I forhold til officialprincippet vurderede nævnet, at kommunen havde det fornødne grundlag for at træffe afgørelsen, da de var i besiddelse af både ansøgnings- og tegningsmateriale. Nævnet understregede, at kommunen har et vidtgående skøn i forhold til, hvilke oplysninger der er nødvendige, og at der ikke var grundlag for at antage, at yderligere oplysninger om konstruktionsmetoder ville have ændret udfaldet. Vedrørende spørgsmålet om "skøn under regel", fandt nævnet, at kommunen faktisk havde foretaget en konkret vurdering. Nævnet bemærkede: Planklagenævnet finder på denne baggrund, at kommunen har foretaget en konkret og individuel vurdering af det ansøgte. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke er i strid med forbuddet mod ”skøn under regel”, at kommunen har en restriktiv praksis. Nævnet fastslog ligeledes, at hensynet til at undgå præcedens samt bygningens visuelle fremtræden er saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, som kommunen lovligt kan lægge vægt på.

Randers Kommune traf den 24. juni 2025 en afgørelse om at nedlægge forbud mod etablering af et lager og showroom for brændeovne på ejendommen [A1] i Randers C. Forbuddet blev meddelt med hjemmel i Planloven § 12, stk. 3, da kommunen vurderede, at den ansøgte anvendelse var i strid med kommuneplanens rammebestemmelser for området. Ejendommen er beliggende i et område, der i kommuneplanen er udlagt til boligformål og institutioner, og hvor der tidligere har været drevet en dagligvarebutik (minimarked). Kommuneplanens rammer for Gl. Hadsundvej Ejendommen er omfattet af Kommuneplan 2021, specifikt rammeområde 1.02.B.15, Gl. Hadsundvej. Området er ikke reguleret af en lokalplan, hvorfor kommuneplanens rammedel er det styrende plandokument for kommunens vurdering efter Planloven § 12, stk. 3. Parternes argumenter i klagesagen Klageren, der ejer ejendommen, anførte, at kommunen manglede hjemmel til forbuddet. De væsentligste argumenter fra klager var: Ejendommen har historisk været godkendt til detailhandel og erhverv. Det ansøgte lager/showroom er en videreførelse af eksisterende lovlig brug (tidligere minimarked). Virksomheden med brændeovne ville være mindre indgribende for naboerne end en dagligvarebutik. Kommunen fastholdt derimod, at et showroom for brændeovne skal betragtes som en udvalgsvarebutik. En sådan butik har et geografisk kundegrundlag, der rækker langt ud over lokalområdets behov, i modsætning til en dagligvarebutik, der forsyner nærområdet. Kommunen vurderede derfor, at anvendelsen ikke var forenelig med områdets boligkarakter. Planklagenævnets vurdering af planlægningsmæssig relevans Nævnet skulle tage stilling til, om der var tale om en "ændret anvendelse", da forbud efter Planloven § 12, stk. 3 kun kan anvendes ved nye tiltag eller ændringer. Nævnet fastslog, at overgangen fra dagligvarebutik til udvalgsvarebutik/showroom er en planlægningsmæssig relevant ændring: "Det vil således være en planlægningsmæssig relevant ændring at ændre anvendelsen fra dagligvarebutik til udvalgsvarebutik. Det samme gælder, hvis anvendelsen ændres fra dagligvarebutik til lager/showroom uden, at det har karakter af detailhandel." Nævnet lagde vægt på, at forskellige butikstyper påvirker bymiljøet og trafikforholdene forskelligt. Da anvendelsen til showroom ikke faldt ind under rammebestemmelsernes definitioner af boliger eller institutioner til bydelens behov, bekræftede nævnet, at kommunen havde hjemmel til at nedlægge forbuddet.

Sagen handler om en grundejers ansøgning om at udvide den eksisterende overkørsel fra sin ejendom (A-vej 2) til den tilgrænsende private fællesvej (A-vej). Kommunen meddelte afslag med henvisning til sin overordnede adgangsstyringspolitik og en vurdering af, at den eksisterende overkørsel var tilstrækkelig til almindelig ind- og udkørsel. Vejdirektoratet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling. Sagens faktiske omstændigheder A-vej er en privat fællesvej beliggende i byzone, og kommunalbestyrelsen er vejmyndighed efter reglerne i Privatvejslovens § 3, stk. 1. Den 16. december 2025 modtog kommunen ansøgningen, og den 28. januar 2026 meddelte kommunen afslag med følgende begrundelser: Den eksisterende overkørsels bredde var tilstrækkelig til almindelig ind- og udkørsel En udvidelse ville stride mod kommunens overordnede adgangsstyring på A-vej En tilladelse ville kunne danne præcedens for lignende ønsker fra andre grundejere Der forelå ikke et færdselsmæssigt behov, der kunne begrunde udvidelsen Klageren anførte bl.a., at den nuværende indkørsel er for smal til, at en bil kan stå parkeret, mens man f.eks. passerer med en barnevogn, og at skraldespande ikke kan håndteres uden at flytte bilen. Den retlige ramme Efter Privatvejslovens § 62, stk. 1 kræver udvidelse af en eksisterende lovlig adgang til en privat fællesvej kommunalbestyrelsens godkendelse. Kommunen kan stille vilkår af vejtekniske eller færdselsmæssige grunde, jf. Privatvejslovens § 62, stk. 3. En godkendelse efter § 62, stk. 1, er udtryk for, at almene offentligretlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte eller tilladte. Dette indebærer, at kommunens vurdering udelukkende skal dreje sig om, hvorvidt almene, offentligretlige hensyn – navnlig trafikale og vejtekniske hensyn – taler imod en tilladelse. Kommunen skal ikke vurdere, om ansøger kan begrunde ansøgningen tilstrækkeligt. Vejdirektoratets kritik af kommunens afgørelse Vejdirektoratet konstaterede, at kommunen ikke havde foretaget de vurderinger, den var forpligtet til: Kommunen lagde vægt på sin overordnede adgangsstyringspolitik og præcedenshensyn – ikke på konkrete vejtekniske eller trafikale forhold ved A-vej Kommunen vurderede ansøgerens behov for udvidelsen, hvilket er irrelevant i en offentligretlig tilladelsessag efter Privatvejslovens § 56, stk. 1 Kommunen ses ikke at have inddraget de hensyn, som privatvejsloven forpligter den til at inddrage

Sagen omhandler en tvist mellem ejerne af Holmens Camping og Skanderborg Kommune vedrørende et ønske om at foretage matrikulære ændringer på ejendommene [A2] og [A3] i Ry. Ejendommene anvendes i dag til både campingplads og privat beboelse for ejerne. Ejerne ønskede at foretage en række arealoverførsler mellem de eksisterende matrikler [M1], [M2] og [M3] med det formål at samle campingpladsen på én matrikel og beboelsen på en anden. Ønsket om adskillelse af campingplads og beboelse Ejerne af campingpladsen fremsendte den 22. november 2024 en anmodning om forhåndsdialog. Formålet var at opnå en klarere ejendomsmæssig adskillelse af de to funktioner. Ifølge ejerne var dette begrundet i praktisk-økonomiske hensyn, herunder muligheden for at belåne virksomheden og beboelsen hver for sig, samt at kunne sælge de to dele uafhængigt af hinanden i fremtiden. Det blev i ansøgningen understreget, at den faktiske anvendelse af arealerne ville forblive uændret i forhold til de nuværende forhold. Kommunens fortolkning af lokalplanens anvendelsesbestemmelser Skanderborg Kommune traf den 28. februar 2025 afgørelse om at give afslag på dispensation fra lokalplan nr. 60. Kommunen vurderede, at de matrikulære ændringer var i strid med lokalplanens overordnede formål og anvendelsesbestemmelser. Kommunen henviste specifikt til: Lokalplan nr. 60 § 1.1 om at fastholde områdets anvendelse til fritidsformål. Lokalplan nr. 60 § 3.9 som fastslår, at område III må anvendes til beboelse for ejeren og opholdsrum for campingpladsens gæster. Kommunen lagde vægt på, at det ville være uhensigtsmæssigt at skabe en privat ejendom uden direkte tilknytning til campingpladsen, og at dette stred imod lokalplanens hensigt om at sikre boligen som en integreret del af campingpladsdriften. Planklagenævnets skelnen mellem formål og bindende bestemmelser I sin vurdering af sagen delte Planklagenævnet analysen op i forhold til de to bestemmelser, som kommunen havde lagt til grund for sit afslag. Nævnet tog udgangspunkt i Planloven § 18, der fastslår, at forhold i overensstemmelse med lokalplanen er umiddelbart tilladte. Vedrørende § 1.1 (formålsbestemmelsen) anførte nævnet, at en lokalplans formålsbestemmelse i sig selv ikke kan håndhæves som en bindende bestemmelse over for borgerne. Formålet afgrænser de rammer, som de øvrige bestemmelser skal varetage, jf. Planloven § 15, stk. 1. Nævnet konkluderede derfor, at de matrikulære ændringer ikke kunne være i strid med denne paragraf alene. Vurderingen af arealoverførsler og faktiske anvendelse Nævnet fokuserede herefter på lokalplanens § 3.9, som regulerer anvendelsen af område III. Nævnet fandt, at denne bestemmelse udelukkende regulerer den fysiske anvendelse af arealet (beboelse og opholdsrum) og ikke de matrikulære skel eller ejendomsforholdene. "Planklagenævnet finder, at de ansøgte arealoverførsler ikke er i strid med lokalplanens § 3.9. Nævnet lægger herved vægt på, at lokalplanens § 3.9 ikke regulerer arealoverførsler, men anvendelsen af område III. Det fremgår af ansøgningen, at selve anvendelsen af arealerne vil være uforandrede." Da der ikke var tale om en ændret anvendelse, men blot en omfordeling af arealer mellem matriklerne, vurderede nævnet, at forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen og derfor ikke krævede dispensation.

Sagen omhandler Gladsaxe Kommunes beslutning den 10. oktober 2025 om at nedlægge et forbud efter Planloven § 14 mod ombygning af og tilbygning til en bevaringsværdig murermestervilla fra 1925 beliggende i Søborg. Konflikten opstod, da ejeren ønskede at gennemføre omfattende ændringer, herunder nedrivning af en glasveranda, opførelse af en tilbygning på 81,5 m², hævning af taget samt udskiftning af røde tegltagsten med sorte og sprossede trævinduer med træ/alu-vinduer uden sprosser. Dialogen mellem parterne og det omstridte beslutningsreferat Forløbet startede i februar 2025 med en forhåndsdialog. Der blev afholdt flere møder, hvor kommunen udtrykte betænkelighed ved projektets placering og arkitektoniske udtryk. Den 10. april 2025 blev der afholdt et møde, hvor sagsbehandleren i et referat anførte, at kommunen kunne acceptere tilbygningens fodaftryk, men samtidig stillede en række anbefalinger og krav til materialer og detaljeringsgrad. Efterfølgende involverede kommunen en stadsarkitekt, som vurderede, at projektet var for "bombastisk og dominerende" i forhold til det oprindelige hus. Da klageren fastholdt sit projekt, valgte kommunen at nedlægge et § 14-forbud med henblik på at udarbejde en ny lokalplan, der skal sikre husets bevaringsværdier. Oversigt over det ansøgte projekt og kommunens bemærkninger Klagerens argumenter om berettigede forventninger Klageren gjorde gældende, at kommunen havde givet et bindende forhåndstilsagn via referatet fra den 10. april 2025. Klageren mente, at de opstillede punkter havde karakter af vilkår i en afgørelse, og at godkendelsen af fodaftrykket betød, at projektet som helhed var accepteret. Videre anførte klageren, at kommunens faktuelle grundlag var forkert, da huset ifølge klageren ikke fremstod originalt grundet tidligere ændringer i 1950'erne.

Sagen omhandler en tvist mellem Fanø Kommune og ejeren af ejendommen [A1] på Fanø. Ejeren ønskede at udstykke sin 2.998 m² store ejendom til to selvstændige sommerhusgrunde på hver ca. 1.500 m². Fanø Kommune traf den 27. august 2025 afgørelse om at nedlægge forbud mod denne udstykning med henvisning til Planloven § 12, stk. 3. Kommunen begrundede sit afslag med, at udstykningen ville stride mod kommuneplanens rammedel, som fastsætter krav til minimumsstørrelser for grunde i sommerhusområder. Ejendommens status og kommuneplanens rammer Ejendommen er i dag ikke omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt, men er underlagt Kommuneplan 2021 for Fanø Kommune. Den ligger i et specifikt rammeområde (4.S.1), hvor der gælder særlige regler for sommerhusbebyggelse. Af kommuneplanen fremgår følgende krav til grundstørrelser: Da ejeren ønskede at oprette to grunde på 1.500 m², vurderede kommunen, at dette var i direkte modstrid med kommuneplanens intentioner om at bevare store grunde i området. Parternes argumenter og klagepunkter Ejeren af ejendommen påklagede afgørelsen til Planklagenævnet med flere principielle indsigelser. Klageren gjorde gældende, at kommunen manglede den fornødne lovhjemmel til at gribe ind over for borgeren, da en kommuneplan i sig selv ikke er direkte bindende for den enkelte lodsejer. Specifikt anførte klageren, at kommunens anvendelse af Planloven § 12, stk. 3 var retligt forkert, idet en udstykning af et areal hverken kan defineres som "opførelse af bebyggelse" eller "ændret anvendelse", som er de to forhold, paragraffen giver hjemmel til at regulere. Planklagenævnets detaljerede vurdering Nævnet tog indledningsvist stilling til sin egen kompetence efter Planloven § 58, stk. 1 og konstaterede, at spørgsmålet om hjemmel til et forbud er et rent retligt spørgsmål, som nævnet kan efterprøve fuldt ud. Nævnet præciserede i sin afgørelse forholdet mellem kommuneplanlægning og borgernes rettigheder: "Bestemmelser i en kommuneplan er – i modsætning til bestemmelser i en lokalplan eller i en byplanvedtægt – ikke umiddelbart bindende over for borgere/bygherrer." Nævnet gennemgik herefter ordlyden af Planloven § 12, stk. 3. Bestemmelsen giver kommunen ret til at modsætte sig: Opførelse af bebyggelse Ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer Nævnet konkluderede, at en udstykning (opdeling af et matrikelnummer i flere) falder uden for disse to kategorier. Da der ikke var tale om hverken et konkret byggeprojekt eller en ændring af, hvad arealet blev brugt til, kunne kommunen ikke bruge denne paragraf. Hvis kommunen ønskede at forhindre udstykningen, skulle de i stedet have anvendt Planloven § 14, som giver mulighed for et midlertidigt forbud, mens der udarbejdes en ny lokalplan.

Sammenfatning af høringsdokument: Bekendtgørelse om tilskud til oplæring i udlandet m.v. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) har udsendt et udkast til en ny bekendtgørelse, der regulerer udbetaling af tilskud til erhvervsskoleelever og lærlinge, som tager en del af deres oplæring i udlandet. Høringen udspringer af en ændring i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og sigter mod at skabe lige muligheder samt at modernisere administrationen. Baggrund og Formål Hovedformålet med den nye bekendtgørelse er at sikre, at elever og lærlinge har lige muligheder for økonomisk støtte, uanset om de har en forudgående uddannelsesaftale med en dansk arbejdsgiver eller ej. Samtidig lanceres en ny digital selvbetjeningsløsning, der skal gøre det nemmere at få overblik over økonomien inden udrejse. Som høringsbrevet formulerer det: "Omlægningen medfører, at der i forhold til muligheden for tilskud til oplæring i udlandet, vil gælde de samme regler for elever og lærlinge, uanset om den pågældende har en dansk uddannelsesaftale eller ej." Betingelser for Oplæringsophold For at udløse tilskud skal en række strenge betingelser være opfyldt: Varighed og Afstand: Opholdet skal vare mindst 30 dage hos den samme udenlandske arbejdsgiver. Der skal være mindst 100 km fra elevens bopælsadresse til oplæringsstedet. Fysisk Tilstedeværelse: Eleven skal fysisk og faktisk flytte til landet. Oplæring udført online berettiger ikke til tilskud. Sikkerhed: Udenrigsministeriets rejsevejledning skal respekteres. Der udbetales ikke tilskud til lande i rød (fraråder alle rejser) eller orange (fraråder ikke-nødvendige rejser) kategori. Visum og Lovlighed: Eleven skal overholde opholdslandets krav til visum og arbejdstilladelser. Oversigt over Ydelser og Satser Bekendtgørelsen fastsætter rammerne for forskellige typer af økonomisk støtte: Ansøgningsprocedure og Digitalisering Alle ansøgninger skal indgives via AUB's nye digitale selvbetjeningsløsning. Ansøgningen anses først for modtaget, når både uddannelsesinstitution/arbejdsgiver og eleven har godkendt deres respektive dele og indsendt den underskrevne udenlandske kontrakt. Der kan søges op til 6 måneder før afrejse. Afbrydelser og Dispensationer Elever er forpligtede til straks at oplyse AUB, hvis opholdet afbrydes eller ændres. Et ophold anses dog ikke for afbrudt ved kortvarige rejser til Danmark grundet: Egen alvorlig sygdom, der kræver behandling i Danmark. Alvorlig sygdom eller dødsfald i nærmeste familie. I disse særlige tilfælde dækkes hjemrejsen under forudsætning af, at elevens egen rejseforsikring ikke dækker. Ikrafttrædelse Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2026 og erstatter den gældende bekendtgørelse (nr. 498 af 19. maj 2017). Der er fastsat en overgangsordning, hvor AUB frem til 1. oktober 2026 kan dispensere for visse ansøgningsfrister i den nye digitale løsning.

Baggrund for høringen Lægemiddelstyrelsen har udsendt et udkast til opdatering af Vejledning om kriterier for Lægemiddelstyrelsens vurdering af bioækvivalens med henblik på generisk substitution. Formålet med revisionen er at beskytte en særligt sårbar patientgruppe mod de potentielle risici, der kan opstå i forbindelse med automatisk apotekssubstitution af deres medicin. Specifikt om Stiripentol og Dravet syndrom Kernen i ændringen er at tilføje lægemidlet Stiripentol (ATC-kode N03AX17) til listen over lægemidler, der ikke må substitueres automatisk. Dette begrundes i Lægemiddelstyrelsens høringsbrev med lægemidlets specifikke farmakokinetiske egenskaber og den patientgruppe, der anvender det. Lægemiddelstyrelsen forklarer baggrunden således i høringsbrevet: "Stiripentol anvendes udelukkende til behandling af patienter med Dravet syndrom (Severe Myoclonic Epilepsy in Infancy; SMEI), hvor kramperne ikke kan kontrolleres med andre lægemidler. Her er tale om en population af patienter der omfatter børn og som er karakteriseret ved en lav tærskel for epileptiske anfald, hyppige anfald, og tendens til at udvikle status epilepticus." Risikoen ved at skifte mellem forskellige kopipræparater (generika) af Stiripentol er høj, da selv marginale udsving i optagelsen kan få alvorlige kliniske konsekvenser: "Selv mindre ændringer i dosis af stiripentol kan resultere i uhensigtsmæssige ændringer i plasmakoncentrationen, og stiripentol har potentiale til at forårsage betydelige lægemiddelinteraktioner." Oversigt over substitution for antiepileptika Med ændringen indskrives Stiripentol i vejledningens Tabel 1 over acceptgrænser. Den opdaterede situation for epilepsimedicin vil fremadrettet se således ud: Generelle principper for substitution Vejledningen fastslår de overordnede regler for generisk substitution, herunder at kravet til bioækvivalens (AUC og Cmax) normalt ligger inden for et konfidensinterval på 80,00-125,00 %. For lægemidler med smalt terapeutisk indeks indsnævres dette til 90,00-111,11 %. Lægemiddelstyrelsen gør endvidere opmærksom på en række situationer med stor risiko for compliance-problemer, hvor substitution generelt ikke tillades, f.eks. ved forskellige styrkeangivelser, forskellige indtagelsestidspunkter, eller skift mellem endosis- og flerdosisbeholdere. Høring og ikrafttrædelse Høringsmaterialet er sendt bredt ud til en lang række interessenter, herunder faglige organisationer (Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd m.fl.), patientforeninger (Epilepsiforeningen, Danske Patienter) samt industri og regioner. Høringsfrist: 17. april Forventet ikrafttrædelse: 1. maj

Planklagenævnet traf den 20. januar 2026 afgørelse om at afvise en klage over et påbud fra Odder Kommune, da klagefristen var overskredet. Klageren anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen med henvisning til tekniske misforståelser i forbindelse med anvendelsen af klageportalen. Sagen belyser de strenge krav til overholdelse af klagefrister og ansvaret for korrekt indgivelse af klager via digitale selvbetjeningsløsninger. Baggrund for påbuddet og den for sene klage Odder Kommune meddelte den 10. november 2025 et påbud om lovliggørelse af terrænregulering på en ejendom i Odder. Klageren modtog afgørelsen samme dag inklusiv en korrekt klagevejledning, der angav en frist på 4 uger. Klagefristen udløb således den 8. december 2025. Da klagen først blev endeligt indgivet via klageportalen den 15. december 2025, afviste Planklagenævnet oprindeligt at behandle sagen. Klagerens argumenter for genoptagelse I anmodningen om genoptagelse af 27. januar 2026 forklarede klageren, at den for sene indgivelse skyldtes en misforståelse af klageportalens system. Klageren havde forberedt klagen og var nået til en side, hvor overskriften "Kvittering" optrådte. Klageren antog herudfra, at klagen var færdigbehandlet og indsendt, og lukkede derfor sin computer. Det viste sig imidlertid, at klagen blot lå som en kladde, da klageren ikke havde klikket på knappen "Godkend", som var placeret nederst på siden. Klageren blev først opmærksom på fejlen en uge efter fristens udløb, da kommunen rettede henvendelse. Klageren gjorde gældende, at der var tale om en undskyldelig fejl baseret på portalens layout. Planklagenævnets gennemgang af klageportalen Planklagenævnet undersøgte de faktiske forhold i klageportalen for at vurdere, om systemet kunne have været vildledende. Nævnet konstaterede, at en bruger i den pågældende fase præsenteres for en opsummeringsside med følgende informationer: OPSUMMERING Hvis du har behov for at foretage ændringer, f.eks. vedhæfte flere filer, så kan du gå tilbage, inden du klikker på ”Godkend”. [...] Kvittering Når du har indgivet din klage via klageportalen, sender vi dig en e-mail med kvittering for klagen. Nævnet lagde vægt på, at der nederst i højre hjørne tydeligt findes en knap med teksten "Godkend". Nævnets vurdering af betingelserne for genoptagelse Planklagenævnet vurderede anmodningen ud fra de generelle principper for genoptagelse, som kræver enten væsentlige nye faktiske oplysninger, sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold. Nævnet fandt, at ingen af disse var opfyldt: Ingen undskyldelige omstændigheder: Nævnet vurderede, at det fremstod klart i portalen, at klagen først var indgivet efter et tryk på "Godkend". Manglende kvittering: Det fremgik af systemet, at man ville modtage en e-mail-kvittering ved korrekt indsendelse. Da klageren ikke modtog denne, burde det have vakt mistanke om, at processen ikke var fuldført. Væsentlighed: Oplysningerne om fejltagelsen i portalen blev ikke anset for at være nye faktiske oplysninger af en sådan karakter, at de kunne føre til et andet resultat i forhold til fristoverskridelsen.

Sagen omhandler spørgsmålet om opretholdelse af en psykiatrisk foranstaltning idømt en mand, født i februar 1990, der ved dom af 23. juni 2014 blev fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 237 (drab). Han blev ved dommen idømt anbringelse på psykiatrisk hospital for sindslidende i medfør af Straffeloven § 68, uden fastsættelse af en længstetid. Foranstaltningens udvikling 2014–2023 Foranstaltningen har gennemgået følgende ændringer: 23. juni 2014: Dom til psykiatrisk anbringelse for overtrædelse af § 237 28. oktober 2019: Kendelse fra Retten i Aarhus ændrede foranstaltningen til psykiatrisk behandling på hospital med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at genindlæggelse kunne besluttes i fællesskab 18. august 2020: Kærende udskrives til egen lejlighed og følges herefter ambulant 27. september 2023: Retten i Aarhus opretholder foranstaltningen uændret Sagens oplysninger fra faglige myndigheder Anklagemyndigheden indbragte sagen for retten den 17. september 2025 i medfør af Straffeloven § 72. Tre faglige udtalelser danner grundlag for sagens bedømmelse: Kriminalforsorgen (10. juni 2025) anbefalede, at tilsynet udgår af foranstaltningen: "På baggrund af ovenstående vurderes det, at tilsyn af kriminalforsorgen ikke længere er formålstjenligt og der anmodes derfor at foranstaltningen ændres i medfør af straffelovens § 72, således at tilsynet udgår af foranstaltningen." Psykiatrien, Aarhus Universitetshospital (4. juni 2025) oplyste, at Kærende er psykisk stabil uden positive symptomer på sin skizofrenilidelse og lever en stabil hverdag med hustru og to børn. Risikoen for personfarlig kriminalitet vurderedes som lav. Behandlerne anbefalede ligeledes, at tilsynet ved Kriminalforsorgen udgår, idet behandlingen af den psykiske lidelse er afgørende. Retslægerådet (1. september 2025) beskrev, at Kærende diagnosticeret med paranoid skizofreni og har delvis sygdomsindsigt: "Han er klar over, at han har været syg, men det er vedvarende meget svært for ham at forstå, at medicinen dæmper symptomerne, og at der er tale om en kronisk lidelse, som vil blusse op igen, hvis han ophører med sin behandling." Retslægerådet anbefalede foranstaltningen opretholdt uændret af både behandlingsmæssige og kriminalitetsforebyggende hensyn, og fremhævede at medicinsvigt og misbrug vil øge risikoen for recidiv. Påstande ved byret Anklagemyndigheden: Foranstaltningen opretholdes Kærende: Foranstaltningen ophæves

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i marts 2026 at realitetsbehandle en klage over Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afslag på fristforlængelse i et påbud om passende beboelse, idet klagen blev indgivet to dage efter klagefristens udløb. Baggrund: Påbud om passende beboelse og afslag på fristforlængelse Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udstedte den 30. september 2024 et påbud om passende beboelse over for ejendommens ejer. Ejeren ansøgte herefter om fristforlængelse til at efterkomme påbuddet, men styrelsen afslog denne anmodning den 4. februar 2026. Det fremgik af afgørelsen, at en eventuel klage skulle indgives via klageportalen inden 4 uger, dvs. senest den 4. marts 2026. Klagerens argumenter for dispensation fra klagefristen Ejeren indgav klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 6. marts 2026 – to dage efter klagefristens udløb. Klager fremførte følgende begrundelser for, at klagen alligevel burde realitetsbehandles: Fristoverskridelsen skyldtes, at styrelsen ikke havde besvaret en anmodning om aktindsigt inden klagefristens udløb Klager ønskede at indgive en fuldt oplyst klage og afventede derfor aktindsigtsmaterialet Klager havde kontaktet klageportalen, som oplyste, at materiale kunne eftersendes – men klager afventede alligevel styrelsens svar Fristoverskridelsen var beskeden (kun 2 dage) og skyldtes myndighedens forhold Nævnets vurdering af klagefristoverskridelsen Nævnet konstaterede indledningsvist, at klagefristen på 4 uger følger af Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 7, stk. 1, og at fristen utvetydigt udløb den 4. marts 2026. Da Landbrugsloven § 38a, stk. 1 ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om bortseelse fra klagefristoverskridelser, lagde nævnet den almindelige forvaltningsretlige praksis til grund: "I tilfælde, hvor der ikke er fastsat en udtrykkelig bestemmelse herom i lovgivningen, følger det af den almindelige forvaltningsretlige praksis, at en myndighed i særlige tilfælde kan se bort fra overskridelsen af en klagefrist og realitetsbehandle en for sent indgivet klage." Nævnet understregede, at dets praksis på dette område er restriktiv: "En klage, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, vil som udgangspunkt blive afvist, også selvom der er tale om overskridelse med blot en enkelt dag." Ved den konkrete vurdering lagde nævnet særlig vægt på følgende: Nævnet fandt herefter, at fraværet af svar på aktindsigtsanmodningen ikke udgjorde en undskyldelig omstændighed, der kunne begrunde dispensation fra klagefristen, idet klager både kunne have indgivet klagen rettidigt og eftersendt yderligere materiale efter modtagelse af aktindsigtsmaterialet.

Sagen vedrører en ejendom i Bagsværd, hvor ejeren havde opført en dobbeltcarport på 30 m² i strid med de fastlagte byggelinjer i lokalplanen. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 97, som fastsætter en byggelinje på 5 meter fra vejskel, hvor bebyggelse som udgangspunkt er forbudt. Konflikten opstod, da Gladsaxe Kommune den 11. november 2025 traf afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation, efter at have genoptaget sagen for at vurdere sin praksis på området. Ejerens argumenter for en lovliggørelse var blandt andet, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering, at der forelå usaglig forskelsbehandling sammenlignet med andre ejendomme i området, og at et krav om fysisk lovliggørelse (nedrivning eller ændring) ville være i strid med proportionalitetsprincippet. Kommunen fastholdt dog sit afslag med den begrundelse, at lokalplanens bestemmelser eksplicit begrænser muligheden for dispensation til kun at omfatte én overdækket parkeringsplads. Lokalplanens restriktive bestemmelser om parkering og bebyggelse Lokalplanen for området indeholder specifikke regler for, hvad der må opføres mellem vejskel og vejbyggelinjen. I henhold til lokalplanens § 7.1.2 må dette areal ikke anvendes til nogen form for bebyggelse. Der findes dog en snæver undtagelsesbestemmelse i § 7.1.3: "Ved eksisterende beboelsesbygninger i område 1 kan byrådet efter ansøgning tillade etablering af højst én overdækket parkeringsplads pr. ejendom placeret mellem vejskel og vejbyggelinie, såfremt carporten/garagen ikke ved sin udformning og placering virker skæmmende." Planklagenævnets vurdering af hjemmelsgrundlaget Planklagenævnet lagde i sin vurdering vægt på, at lokalplanens § 7.1.3 skal læses som en udtømmende dispensationsbestemmelse. Ved at indsætte ordet "højst én", har kommunen i lokalplanen selv begrænset sin kompetence til at dispensere fra byggelinjen. Da den opførte carport indeholder to parkeringspladser, faldt projektet uden for det område, hvor kommunen overhovedet har retlig mulighed for at give dispensation efter Planloven § 19. Nævnet afviste derfor klagerens synspunkt om, at kommunen havde en forkert retsopfattelse. Tværtimod vurderede nævnet, at kommunen korrekt havde indset, at de manglede hjemmel til at lovliggøre forholdet. Da der ikke var hjemmel til dispensation, var kommunen heller ikke forpligtet til at foretage et yderligere administrativt skøn eller en specifik arkitektonisk vurdering af carportens udseende. Afvisning af klagepunkter om lighedsgrundsætning og proportionalitet Vedrørende klagerens henvisning til syv andre ejendomme i området med lignende dobbelte parkeringsløsninger, konstaterede nævnet, at lighedsgrundsætningen ikke kan føre til en ret for borgeren til at få en ulovlig dispensation. Selvom kommunen eventuelt tidligere måtte have dispenseret i strid med planen, forpligter det ikke myndigheden til at fortsætte en ulovlig praksis. Endelig fandt nævnet ikke, at afgørelsen stred mod det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Da der ikke findes en retlig vej til at lovliggøre to overdækkede pladser, og da hensynet bag byggelinjerne i lokalplanen vejer tungt, vurderes et afslag på dispensation – og dermed udsigten til fysisk lovliggørelse – ikke at være uforholdsmæssigt indgribende.

Baggrund og Formål Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har fremsendt et udkast til en ændring af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361. Denne forordning supplerer den overordnede Dyresundhedslov (forordning (EU) 2016/429) og fastsætter reglerne for, hvordan veterinærlægemidler – herunder især vacciner – må anvendes til forebyggelse og bekæmpelse af de alvorligste dyresygdomme, de såkaldte kategori A-sygdomme. Vigtige Ændringer i Begreber En central, tværgående ændring i dokumentet er udskiftningen af begrebet "generhvervelsesperiode" med "venteperiode". Ændringen implementeres, fordi der lovmæssigt ikke findes en "sygdomsfri status" for kategori A-sygdomme i EU-systemet, når der anvendes beskyttende nødvaccination. "j) 'venteperiode': den tid, der er nødvendig for at godtgøre, at kategori A-sygdommen ikke forekommer, efter at der er gennemført beskyttende nødvaccination mod sygdommen i en vaccinationszone" Vaccinationsstrategier og Zoner Forordningen skelner klart mellem to strategier: Beskyttende nødvaccination: Anvendes som en direkte reaktion på et udbrud af en kategori A-sygdom eller ved en forhøjet risiko for indslæbning af smitte. Forebyggende vaccination: Den kompetente myndighed præciserer nu, at en plan for forebyggende vaccination kan fortsætte i en nyoprettet restriktionszone, medmindre myndighederne vurderer, at den aktuelle smitterisiko kræver en overgang til nødvaccination. Sygdomsspecifikke Opdateringer i Bilagene Dokumentets tyngdepunkt udgøres af bilagene, som tilføjer og tilretter specifikke bekæmpelsesbetingelser for en række anmeldepligtige sygdomme. Opdateringerne er baseret på de seneste praktiske erfaringer samt videnskabelige rapportering fra EFSA. Venteperioder og Restriktioner for Flytning For at myndighederne kan ophæve restriktionerne efter endt vaccination, skal specifikke venteperioder og overvågningskrav overholdes. Venteperioderne varierer stærkt afhængigt af sygdommens karakter: FMD: 3 måneder efter slagtning/aflivning af det sidste vaccinerede dyr. LSD: 8 måneder efter den sidste vaccination. CSF og ASF (vildtlevende svin): 12 måneder efter afslutningen af den sidste vaccinationskampagne i naturen, understøttet af negative fund for virus. Myndighederne kan, under meget specifikke og strenge biosikringsforhold, give dispensation til at flytte dyr til direkte slagtning eller flytte forarbejdede kød- og mælkeprodukter, der er blevet underkastet risikobegrænsende behandlinger (f.eks. varmebehandling). Administrative Konsekvenser Den danske Fødevarestyrelse og andre kompetente EU-myndigheder pålægges strenge dokumentationskrav. De skal fastlægge zoner baseret på landskabsstrukturer og epidemiologi, gennemføre hyppige besøg af embedsdyrlæger i zonerne og overvåge alle dispensationer, der gives til at flytte dyr og animalske produkter.

Planklagenævnet har ophævet en afgørelse fra Kalundborg Kommune, der nedlagde forbud mod nedrivning af en hovedbygning på et gods. Sagen belyser de tidsmæssige grænser for kommuners anvendelse af planlovens § 14 og princippet om passivitet i forvaltningsretten. Forløbet omkring ansøgningen om nedrivning Sagen tog sin begyndelse i april 2024, hvor ejeren af ejendommen kontaktede Kalundborg Kommune med et ønske om at nedrive hovedbygningen, en svømmehal og en garage for at opføre et hotel- og feriecenter. Den 6. oktober 2024 indsendte ejeren en formel ansøgning om nedrivningstilladelse efter byggelovgivningen. Selvom Museum Vestsjælland allerede i november 2024 anbefalede en SAVE-registrering af ejendommen, og kommunen internt drøftede sagen, blev der ikke umiddelbart truffet skridt til at forhindre nedrivningen. Først i juni 2025, efter en fornyet ansøgning om landzonetilladelse, varslede kommunen, at man overvejede at nedlægge et forbud efter Planloven § 14. Denne proces kulminerede i oktober 2025, hvor Teknik- og Miljøudvalget traf afgørelse om forbuddet, på trods af administrationens anbefaling om det modsatte. Kommunens vurdering og den politiske beslutning Kommunens administration vurderede oprindeligt, at selvom bygningen havde en bevaringsværdi (SAVE 3-4), var de bærende konstruktioner i så dårlig stand, at renoveringsomkostningerne ville være uforholdsmæssigt høje. Administrationen anførte i referatet fra udvalgsmødet den 9. oktober 2025: "Det er administrationens vurdering, at uagtet den høje bevaringsværdi, er bygningen ikke et enestående eksempel på den tids byggeri og hensynet til omkostningsniveauet ved en renovering af bygningen må i dette tilfælde også være betydeligt, i og med at bygningens bærende konstruktioner er i så dårlig stand." Trods denne anbefaling valgte udvalgets flertal at nedlægge forbuddet med den begrundelse, at bygningen var arkitektonisk og historisk bevaringsværdig. Forbuddet skulle gælde indtil maj 2026, mens en ny lokalplan blev udarbejdet. Tidslinje over sagens kritiske punkter Planklagenævnets vurdering af passivitet Planklagenævnet fokuserede i sin afgørelse på, om kommunen havde fortabt retten til at nedlægge forbuddet som følge af passivitet. Nævnet understregede, at et § 14-forbud er en vidtgående indskrænkning af borgerens rettigheder, og at kommunen derfor kun har en "rimelig undersøgelses- og overvejelsestid". I den konkrete sag var der gået 12 måneder fra den formelle ansøgning i oktober 2024 til selve forbuddet i oktober 2025. Nævnet lagde vægt på, at kommunen allerede i april 2024 var bekendt med planerne. Nævnet fandt, at denne sagsbehandlingstid væsentligt oversteg det acceptable, og at kommunen derfor ikke længere kunne gøre brug af forbudshjemlen.

Sagen drejer sig om et udhus på en ejendom i Skibby, hvor Frederikssund Kommune den 27. marts 2025 traf afgørelse om afslag på en lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 67. Ejendommen er beliggende i et sommerhusområde nær Venslev Strand, hvor lokalplanen fastsætter specifikke krav til bygningers placering i forhold til vejskel for at bevare områdets karakter og landskabelige værdier. Konflikten opstod, da ejerne i 2019 opførte et nyt udhus på samme placering som et tidligere nedrevet udhus, men uden at overholde de gældende byggelinjer. Udhusets historik og spørgsmålet om genopførelse Ejeren argumenterede for, at der var tale om et eksisterende lovligt forhold, da der havde ligget et udhus på præcis samme placering siden før lokalplanens vedtagelse i 1992. Det oprindelige udhus blev fjernet i perioden 2018-2019, da det var angrebet af råd, svamp og havde hul i taget, hvorefter det nye udhus blev opført i 2019. Klageren mente, at dette skulle betragtes som en genopførelse efter hændelig undergang. Nævnet vurderede dog, at nedrivning på grund af dårlig vedligeholdelse (råd og svamp) ikke kan sidestilles med "hændelig undergang" såsom brand eller stormskade. Da der var tale om nyopførelse, skulle det nye udhus overholde lokalplanens bestemmelser, jf. Planloven § 18. Lokalplanens krav og byggeriets placering Lokalplanen indeholder strenge krav til bebyggelsens placering for at sikre det åbne kystlandskab. De relevante bestemmelser i sagen var: Klageren anførte, at den tilstødende vej var en privat markvej uden formelt vejskel, og at lokalplanen var for upræcis. Nævnet afviste dette under henvisning til lokalplanens kortbilag, der tydeligt viser byggelinjer langs den pågældende vej, uanset om denne er udmatrikuleret eller ej. Forvaltningsretlige principper og præcedens Klageren gjorde gældende, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen ved at tillade et skur på en naboejendom. Kommunen oplyste dog, at der ikke var givet dispensation til naboejendommen, og at forholdene ikke var sammenlignelige. Derudover blev der klaget over proportionaliteten, da en nedrivning ville medføre økonomisk tab. Planklagenævnet finder imidlertid, at fysisk lovliggørelse af udhuset ikke vil medføre et sådant værdispild, at det vil kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen. Det er på den baggrund nævnets vurdering, at fysisk lovliggørelse ikke vil være ude af proportion med interessen i retshåndhævelsen, herunder hensynet til at undgå præcedensvirkning. Kommunen lagde i sit afslag vægt på, at området ligger tæt på en landskabsfredning, og at man ønskede at undgå en uønsket præcedensvirkning, der kunne udvande lokalplanens formål.

Sagen omhandler en tvist mellem ejerne af en havelod i Skovlunde og Ballerup Kommune vedrørende overskridelse af bebyggelsesarealer fastsat i en privatretlig servitut fra 1992. Kommunen foretog et tilsyn den 2. juli 2024, hvor en landinspektør opmålte det samlede bebyggede grundareal til 93,1 m², heraf 79,2 m² til beboelse. Dette var i strid med servituttens bestemmelser, som foreskriver et maksimalt beboelsesareal på 50 m² og øvrig bebyggelse på 30 m². Kommunen udstedte den 15. april 2025 et påbud om fysisk lovliggørelse med hjemmel i Planloven § 43. Uenighed om bygningers anvendelse og opmåling En central del af konflikten vedrørte en bygning benævnt "Bygning D" på 19,4 m². Klagerne argumenterede for, at denne bygning skulle betragtes som et udhus eller skur og dermed ikke medregnes i beboelsesarealet. De påpegede desuden, at kommunens opmåling afveg fra tidligere dokumenter fra 2020 og en arkitekts beregninger. Nævnet afviste dog klagernes indsigelser og lagde vægt på kommunens observationer fra tilsynet: "Kommunen har i vurderingen af, om skuret/udhuset fremstår som egnet til beboelse, henvist til, at der er monteret køkkenelementer, vask med armatur, rindende koldt vand og kloakering samt tilsluttet en vaskemaskine. Derudover har kommunen lagt vægt på, at bygningens vinduer, døre, pynte-skodder, gulve og fodlister normalt kun ses i bebyggelse egnet til beboelse." Oversigt over arealforhold og servitutgrænser Følgende tabel viser de konstaterede overskridelser i forhold til servitutten af 18. november 1992: Påstande om passivitet og berettigede forventninger Klagerne gjorde gældende, at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet, da bygningerne havde stået uændret i mindst 17 år, og kommunen ikke havde ført det årlige tilsyn, som servitutten lagde op til. Planklagenævnet afviste dette med henvisning til, at kommunen først blev officielt bekendt med de faktiske forhold i april 2024 via en dispensationsansøgning. Nævnet fastslog, at Planloven § 43 ikke pålægger kommunen en løbende opsøgende tilsynspligt med privatretlige servitutter. Proportionalitet, værdispild og lighedsgrundsætning Klagerne anførte, at påbuddet ville medføre betydeligt værdispild og økonomisk tab ved nedrivning. Hertil svarede nævnet, at hensynet til at fastholde områdets karakter som grønt frirum og undgå uønsket præcedens vejede tungere end ejernes økonomiske interesser. Vedrørende lighedsgrundsætningen fandt nævnet det ikke godtgjort, at kommunen bevidst havde undladt at gribe ind over for lignende overskridelser i området, da kommunen oplyste at føre løbende tilsyn i alle foreninger.

Sagen omhandler en ejendom i Hasseris, Aalborg, hvor ejeren ønskede at fastholde eller formelt anerkende indretningen af et enfamiliehus til fire selvstændige lejligheder. Aalborg Kommune traf den 1. juli 2025 afgørelse om at give afslag på dispensation fra den gældende lokalplans bestemmelser om boligtæthed. Kommunen vurderede, at projektet var i strid med lokalplanens formål og principper, da området var udlagt til en lavere boligtæthed. Lokalplanens begrænsninger og ejendommens historik Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 05-079, Klostermarken m.fl., Hasseris. Lokalplanen indeholder en specifik bestemmelse om, hvor mange boliger der må være på hver ejendom: "3.3 Boligtæthed pr. ejendom: Der må maks. opføres eller indrettes 2 boliger pr. ejendom. Dette gælder uanset om boligerne opføres/indrettes med vandrette eller lodrette lejlighedsskel." Konflikten opstod, fordi ejendommen i 2007 blev omregistreret i BBR fra at indeholde fire lejligheder til at være et enfamiliehus. Dette skete efter lokalplanens vedtagelse i marts 2006. Ejeren argumenterede dog for, at bygningen aldrig fysisk var blevet ændret, og at de fire lejligheder havde eksisteret siden opførelsen i 1934-1935. Parternes argumenter og faktiske oplysninger Kommunen fastholdt, at § 3.3 er en del af lokalplanens principper, som regulerer anvendelsen og tætheden i området. Ved at ansøge om fire lejligheder, mente kommunen, at der var tale om en ændring, der krævede dispensation, som de ikke ønskede at give for at bevare områdets karakter. Klageren anført følgende punkter til støtte for sin sag: Huset er oprindeligt opført i 1934-1935 med fire boligenheder. Bygningen har uafbrudt været indrettet med fire selvstændige boliger og en fælles trappeopgang. Omregistreringen i BBR i 2007 skete uden byggetilladelse og uden fysiske ændringer af ejendommen. Forholdet må derfor betragtes som et eksisterende lovligt forhold, der ikke kræver ny dispensation. Retsprincippet om eksisterende lovlige forhold Planklagenævnet tog i sin vurdering udgangspunkt i Planlov § 18, som fastslår, at en lokalplan kun har retsvirkning for fremtidige dispositioner. Dette betyder, at lovlig brug eller indretning, der eksisterede før en lokalplans vedtagelse, kan fortsætte uanset de nye regler. Nævnet lagde afgørende vægt på, at det var ubestridt af kommunen, at huset fysisk var indrettet til fire boliger før lokalplanens vedtagelse. Selvom ejendommen administrativt blev ændret i BBR i 2007, havde dette ingen betydning for den planretlige lovlighed af den fysiske indretning, da de fire boliger aldrig var blevet nedlagt fysisk.

Tønder Kommune udstedte den 10. juni 2025 et påbud om fysisk lovliggørelse af en ulovligt opført bygning på 180 m2 på en ejendom i Højer. Sagen har sit udspring i 2021, hvor kommunen blev opmærksom på, at bygningen var opført uden de nødvendige tilladelser. Ejeren har af flere omgange forsøgt at få bygningen lovliggjort gennem ansøgninger om landzonetilladelse, senest med et forslag om at reducere arealet til 96 m2 til brug som garage, hvilket dog blev afslået af kommunen i september 2024. Forløb og historik over ansøgninger om lovliggørelse Sagen er præget af et længerevarende forsøg på at opnå retlig lovliggørelse. Den tidsmæssige rækkefølge af begivenhederne er som følger: Klagerens indsigelser mod kommunens behandling Klageren anførte i sin klage over påbuddet, at Teknik- og Miljøudvalget i kommunen havde truffet afgørelse i strid med forvaltningens indstilling, som oprindeligt havde foreslået en lovliggørelse. Klageren mente, at afslaget var baseret på et ønske om at tilfredsstille naboer snarere end saglige kriterier: "Begrundelsen for afslaget er ikke mindst hensynet til områdets beboere, herunder vægtning af de indkomne indsigelser samt, områdets karakter vejer tungere, end at en del af bygningen kan bruges som garage på det pågældende sted. Alle indsigelserne har forvaltningen afvist." Klageren argumenterede desuden for, at bygningen ikke ændrede områdets karakter væsentligt, og kritiserede udvalget for ikke at have besigtiget ejendommen ved selvsyn. Begrænsninger i Planklagenævnets kompetence Planklagenævnet har i sin vurdering lagt afgørende vægt på, at nævnet kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet fastslår, at man i forbindelse med en sag om et påbud ikke kan efterprøve en tidligere afgørelse om afslag på landzonetilladelse, hvis klagefristen for denne er udløbet. Da afslaget fra september 2024 ikke blev realitetsbehandlet af nævnet pga. manglende gebyr, står denne afgørelse ved magt. Da klagerens argumenter udelukkende vedrørte det indholdsmæssige i afslaget på landzonetilladelsen og ikke selve de formelle krav til det efterfølgende påbud (såsom adressat, varsling eller partshøring), har nævnet ingen kompetence til at behandle klagen.

Sagen omhandler en tvist mellem en tømrerelev, A, og en virksomhed, B, vedrørende ophævelsen af elevens uddannelsesaftale. Kernen i konflikten var, om virksomheden var berettiget til at opsige aftalen uden varsel og begrundelse under henvisning til prøvetiden, eller om prøvetiden allerede var udløbet som følge af et tidligere ansættelsesforhold i samme virksomhed. To særskilte uddannelsesaftaler og et mellemliggende skoleophold A og virksomheden indgik den 21. oktober 2024 den første uddannelsesaftale i form af en delaftale. A skulle uddannes som tømrer på X-linjen, og aftalen løb frem til den 5. februar 2025. Efter denne periode overgik A til et skoleophold. Ifølge elevens forklaring skyldtes opdelingen i to aftaler, at indehaveren af virksomheden ikke ønskede at udbetale løn under det specifikke skoleophold, da eleven var på X-linjen, som medførte længere skoleperioder end normalt. Under skoleopholdet modtog eleven derfor skoleoplæringsydelse. Da skoleopholdet var afsluttet, indgik parterne den 23. juni 2025 en ny uddannelsesaftale (en restaftale) med start den 27. juni 2025 og forventet afslutning den 27. marts 2026. Ophævelsen og uenigheden om prøvetiden Den 1. september 2025 valgte virksomheden at ophæve uddannelsesaftalen ensidigt. Der blev ikke angivet nogen konkret begrundelse for ophævelsen i selve meddelelsen. Ved et efterfølgende forligsmøde den 17. oktober 2025 forklarede virksomheden, at man handlede ud fra en vejledning fra erhvervsskolen. Virksomheden var af den opfattelse, at der var påbegyndt en ny prøvetid i forbindelse med restaftalens start den 27. juni 2025, og at ophævelsen den 1. september dermed lå inden for de første tre måneder af det nye ansættelsesforhold. Eleven og dennes faglige organisation, 3F Byggegruppen, anførte derimod, at ophævelsen var uberettiget, idet prøvetiden var udløbet. De argumenterede for, at ansættelsesperioderne under de to aftaler skulle ses i sammenhæng, og at A sammenlagt havde været i oplæring i virksomheden i cirka 5,5 måneder på tidspunktet for ophævelsen. Lovgrundlaget for ophævelse af uddannelsesaftaler Sagen blev vurderet i forhold til de specifikke regler i Erhvervsuddannelsesloven § 60 om opsigelse og prøvetid: "En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter. Stk. 2. De første 3 måneder af oplæringstiden betragtes dog som en prøvetid, hvori enhver af parterne kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden varsel. Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden." Herudover fastslår Erhvervsuddannelsesloven § 61, at en aftale kun kan hæves, hvis en part væsentligt misligholder sine forpligtelser.

Middelfart Kommune traf den 29. september 2025 en afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 13, Landsbysamfund i Føns, til opsætning af solceller på en sydvendt tagflade på ejendommen [A1] i Nørre Aaby. Sagen opstod, da ejeren ønskede at montere solceller på beboelsesbygningens tag, som er orienteret direkte mod en offentlig vej. Kommunen begrundede sit afslag med lokalplanens overordnede formål om at bevare landsbymiljøet og sikre, at bebyggelsens udformning og materialevalg stemmer overens med den stedlige byggetradition. Kommunen henviste desuden til et politisk vedtaget administrationsgrundlag, hvor det fremgår, at solceller skal placeres, hvor de er mindst synlige fra vejen. Lokalplanens restriktioner for tagmaterialer Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 13, som har til formål at sikre landsbymiljøets karakter. I forhold til tagmaterialer fastsætter lokalplanens § 8.1 følgende: "Til tagmaterialer må kun anvendes røde tegltagsten, rør- eller halmtækning, grå eternitbølgeplader eller -skifer, røde eller grå cementtagsten samt sort tagpap med mindre andet godkendes af kommunalbestyrelsen. Blanke og reflekterende tagmaterialer må ikke anvendes." Klagerens argumenter og indsigelser Klageren anførte i sin klage, at lokalplanen ikke indeholder et direkte forbud mod solceller mod vejen, og at forholdet derfor burde være umiddelbart tilladt. Klageren gjorde desuden gældende, at kommunen havde anvendt "skøn under regel" ved blindt at følge et administrationsgrundlag uden at foretage en individuel vurdering af den konkrete sag. Endvidere pegede klageren på, at der allerede er opsat solceller på andre ejendomme i området, og at et afslag derfor ville være i strid med lighedsgrundsætningen. Klageren fremhævede også tekniske og økonomiske hensyn, da en placering på bagsiden af huset (mod nord) ikke ville give et optimalt energiudbytte. Planklagenævnets prøvelse Planklagenævnet tog stilling til de retlige spørgsmål i sagen, herunder om solcellerne krævede dispensation, og om forvaltningsretlige principper var overholdt.

Sagen omhandler en tvist mellem en grundejer i Odder og Odder Kommune vedrørende opførelsen af en 45 m² stor carport. Kommunen havde den 14. oktober 2025 givet afslag på dispensation fra lokalplan nr. 1113, idet kommunen vurderede, at carporten ville blive placeret for tæt på vejens skel. Den centrale uenighed bestod i, hvordan afstanden til en "adgangsvej" skal opmåles i henhold til lokalplanens bestemmelser. Uenighed om fortolkning af "adgangsvej" kontra "vejskel" Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 1113 for et boligområde nord for Vestermarken i Odder. Kommunen begrundede sit afslag med, at carporten var planlagt opført tættere end 2,5 meter fra vejskellet. Kommunen henviste til lokalplanens § 7.12, som fastsætter, at carporte ikke må placeres tættere på "adgangsvejen" end 2,5 meter. Kommunen mente, at denne afstand skulle regnes fra det matrikulære vejskel, idet lokalplanens § 5.2 fastlægger et vejudlæg på 10 meter. Klageren anførte derimod, at en naturlig sproglig forståelse af ordet "adgangsvej" må være den fysiske vejbane eller kantstenen, og ikke et usynligt matrikulært skel. Da carporten var planlagt til at stå mindst 2,5 meter fra kantstenen, mente klageren, at byggeriet var umiddelbart tilladt og ikke krævede dispensation. Lokalplanens ordlyd og krav til præcision For at en lokalplanbestemmelse kan håndhæves som bindende over for borgerne, skal den være klart og præcist formuleret. Planklagenævnet undersøgte terminologien i lokalplanen og fandt en væsentlig forskel i sprogbrugen mellem de forskellige paragraffer: Nævnet lagde vægt på, at når lokalplanen i én paragraf eksplicit bruger ordet "vejskel", men i en anden bruger "adgangsvejen", må det antages at være et bevidst valg fra planlæggers side. Hvis hensigten med § 7.12 havde været at måle fra skellet, burde ordet "vejskel" have været anvendt konsekvent. Planklagenævnets konklusion Nævnet vurderede, at udtrykket "adgangsvejen" i denne sammenhæng skal forstås som den fysiske afgrænsning af vejen, hvilket i dette tilfælde er kantstenen. Da situationsplanen viste, at carporten overholdt afstanden på 2,5 meter til kantstenen, var projektet i overensstemmelse med lokalplanen. "Planklagenævnet finder på denne baggrund, at forholdet ikke er i strid med lokalplanens § 7.12 og derfor ikke kræver dispensation, jf. planlovens § 19." Som følge heraf ophævede nævnet kommunens afslag, da byggeriet er umiddelbart tilladt i henhold til Planloven § 18.

Odder Kommune traf den 1. august 2025 en afgørelse om, at anvendelsen af en nyetableret træterrasse på 130 m² på en ejendom i Saksild Strand var i overensstemmelse med lokalplanen for området. En lokal virksomhed klagede over denne afgørelse, da man mente, at terrassen, som anvendes til udeservering for en iskiosk, var i strid med lokalplanens bestemmelser om områdets anvendelse til offentlige formål. Etablering af træterrasse i tilknytning til iskiosk Sagen omhandler en træterrasse på 130 m², der er opført i tilknytning til en iskiosk ved Saksild Strand. Terrassen er indrettet med skiltning fra iskiosken og anvendes som opholds- og serveringsareal for kioskens kunder. Ejendommen er omfattet af en lokalplan, hvis formål blandt andet er at forbedre den offentlige adgang til stranden og skabe bedre betingelser for aktiviteter knyttet til brugen af stranden. Lokalplanens rammer for anvendelse Lokalplanen fastlægger i § 3.1, at området kun må anvendes til offentlige formål, herunder offentligt opholdsareal. Som en undtagelse hertil fastslår § 3.2, at der uanset hovedreglen må opføres eller indrettes en kiosk på et specifikt areal vist på et kortbilag. Spørgsmålet i sagen var, om træterrassen kunne rummes inden for disse bestemmelser uden at kræve dispensation efter Planloven § 19. Odder Kommunes vurdering og begrundelse Kommunen vurderede oprindeligt, at terrassen var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18. Kommunen lagde vægt på, at udeservering er en naturlig del af en iskiosk, og at lokalplanen ikke specifikt regulerede placeringen af opholdsarealer, kun selve kioskbygningen. Ydermere argumenterede kommunen for, at da de lovligt kunne etablere en iskiosk via kommunalfuldmagten, udgjorde det et kommunalt og dermed et "offentligt formål" i overensstemmelse med lokalplanens § 3.1. Planklagenævnets fortolkning af offentlige formål Planklagenævnet anførte, at en anvendelse til kioskdrift efter nævnets opfattelse ikke har karakter af et offentligt formål. Nævnet påpegede, at lokalplanens egen systematik understøttede dette, idet kioskdrift var nævnt som en undtagelse ("uanset ovenstående") til hovedreglen om offentlige formål. Da terrassen var forbeholdt kioskens kunder og forsynet med kioskens skiltning, kunne den ikke karakteriseres som et "offentligt opholdsareal". Planklagenævnet lægger på den baggrund til grund, at træterrassen er forbeholdt iskioskens kunder, og at terrassen dermed er en del af iskiosken. Terrassen har således ikke karakter af et offentligt opholdsareal. Da terrassen desuden var placeret uden for det areal, som lokalplanen specifikt havde udlagt til kioskformål, konstaterede nævnet, at forholdet var i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

Sagen drejer sig om, hvorvidt en kommunes skriftlige svar til en vejberettiget nabo om vedligeholdelsespligten på en privat fællesvej udgør en forvaltningsretlig afgørelse, som Vejdirektoratet kan påkende som klagemyndighed. Ejerne af S-vej 24A (vejejerne) og ejerne af naboejendommen S-vej 24B (vejberettigede) er uenige om vedligeholdelsen af den private fællesvej beliggende på S-vej 24A. Den 24. juli 2025 henvendte naboen sig til kommunen og spurgte, om de måtte klippe ukrudtet, mens sagen verserede. Kommunen svarede den 28. juli 2025 med en kortfattet udtalelse om, at det er de tilstødende grundejere, der har vedligeholdelsespligten, og at naboen måtte vedligeholde vejen op til 24A – uden at anføre et konkret metermål. Vejejerne klagede efterfølgende til Vejdirektoratet og gjorde gældende, at: Kommunens svar udgjorde en myndighedsafgørelse Sagen ikke havde været i høring hos dem Der ikke var anført klagevejledning Kommunen forsøgte at skjule afgørelsens karakter Afgørelsesbegrebets centrale betydning Vejdirektoratets kompetence som klagemyndighed er i henhold til Privatvejslovens § 87, stk. 2 begrænset til at vurdere retlige spørgsmål i forbindelse med forvaltningsretlige afgørelser truffet med hjemmel i privatvejsloven. En forvaltningsretlig afgørelse er kendetegnet ved fire elementer: Myndigheeders vejledende udtalelser om lovgivningens fortolkning falder uden for afgørelsesbegrebet og udgør faktisk forvaltningsvirksomhed. Vedligeholdelsespligtens indhold For god ordens skyld præciserer Vejdirektoratet reglerne for vedligeholdelse af private fællesveje i byzone: Privatvejslovens § 44 fastslår, at ejere af ejendomme, der grænser til en privat fællesvej i byzone, er forpligtet til at holde vejen i god og forsvarlig stand Pligten gælder ikke ejere, der over for kommunen kan dokumentere, at de ikke har vejret til vejen Bestemmelsen giver ikke kommunen hjemmel til selvstændigt at træffe afgørelse om, at vedligeholdelse skal ske – den fastlægger alene hvem der har pligten Procedurerne for konkrete afgørelser om vedligeholdelse Hvis de vejberettigede ikke kan blive enige om vedligeholdelsen, kan kommunen bringes ind efter to spor: Anmodningssporet (Privatvejslovens § 45, stk. 1): De vejberettigede kan anmode kommunen om at træffe afgørelse om vejens konkrete vedligeholdelse. Påbudssporet (Privatvejslovens § 45, stk. 2): Kommunen kan på eget initiativ træffe afgørelse om vedligeholdelse med hjemmel i §§ 44-55, herunder: Påbud om enkeltstående arbejder efter § 47, stk. 1, med fordeling langs den nærmeste facade til vejmidten Påbud om samlede arbejder efter § 45, stk. 4, hvis arbejdets karakter gør det uhensigtsmæssigt at pålægge de enkelte grundejere at udføre det Såfremt påbudte arbejder ikke udføres rettidigt eller tilfredsstillende, skal kommunen snarest muligt sørge for arbejdets udførelse for de vedligeholdelsesforpligtedes regning, jf. Privatvejslovens § 55, stk. 3. Opfyldelsen af den i privatvejslovens § 44 fastsatte vedligeholdelsespligt er ikke betinget af, at vejejeren har givet ejeren af den tilgrænsende ejendom tilladelse til at vedligeholde vejen.

Sønderborg Kommune traf den 5. november 2025 en afgørelse om aktindsigt vedrørende lokalplaner og dispensationsforhold i kommunen. En klager indbragte herefter sagen for Planklagenævnet, men da klageren trods gentagne opfordringer og adskillige fristforlængelser ikke indsendte konkrete klagepunkter eller uddybende bemærkninger, endte sagen med en afvisning uden realitetsbehandling. Forløb med gentagne fristforlængelser og rykkere Sagen startede, da Planklagenævnet den 4. december 2025 modtog en klage over kommunens afgørelse. Klageren varslede i sin indledende skrivelse fra november, at der ville blive fremsendt uddybende bemærkninger inden den 1. januar 2026. Da disse ikke dukkede op, iværksatte nævnet en række forsøg på at få oplyst sagen: Planklagenævnets kompetence i forhold til aktindsigt Nævnet fastslog, at de som udgangspunkt har kompetence til at behandle klagen. Dette følger af det princip, at klage over aktindsigt skal ske til den myndighed, der er klageinstans for den underliggende sag. Da aktindsigten vedrørte dispensationer fra lokalplaner — hvilket er afgørelser truffet efter Planloven § 58 — er Planklagenævnet den rette instans. Denne kompetencefordeling findes i Miljøoplysningsloven § 4, stk. 6, Offentlighedsloven § 37, stk. 1 og Forvaltningsloven § 16, stk. 4. Manglende tilvejebringelse af grundlag for behandling Det juridiske grundlag for at afvise sagen findes i Lov om Planklagenævnet § 4 b, stk. 1. Bestemmelsen giver nævnet hjemmel til at fastsætte en frist for klageren til at fremskaffe det nødvendige grundlag for sagens behandling. Hvis fristen ikke overholdes, skal klagen afvises, medmindre der foreligger særlige forhold. "Nævnet afviser klagen, hvis klageren ikke inden udløbet af den fastsatte frist har tilvejebragt et tilstrækkeligt grundlag for, at nævnet kan behandle klagen." Nævnet vurderede, at der ikke var tale om særlige forhold eller undskyldelige omstændigheder, der kunne retfærdiggøre den manglende konkretisering af klagen. Da klageren trods de mange frister aldrig anførte specifikke klagepunkter til kommunens afgørelse, var der intet grundlag for en realitetsbehandling.

Høring over EU-forslag om godkendelse af 25 mekaniske genanvendelsesprocesser til fremstilling af fødevarekontaktmaterialer af PET-plast

Command Palette

Høring over EU-forslag om godkendelse af 25 mekaniske genanvendelsesprocesser til fremstilling af fødevarekontaktmaterialer af PET-plast

Humanitære organisationer afvist: Ingen retlig interesse i at prøve F-35 våbeneksporttilladelser

Palæstinensisk statsborger havde ikke retlig interesse i prøvelse af danske F-35 våbeneksporttilladelser – Højesteret stadfæster afvisning

Tømrerlærling fik 40.000 kr. i godtgørelse efter uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale

Godtgørelse på 53.000 kr. til VVS-lærling efter uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale ved frivillig likvidation

Murerlærling fik 40.000 kr. i godtgørelse efter virksomhed mistede godkendelse som oplæringssted

Ikke-andelshaver på ekstern venteliste kunne påberåbe sig andelsboligforeningens vedtægter om fortrinsret

DK Company A/S mod Zuccarello AS – Midlertidigt forbud nægtet: Varemærket Wardrobe Essentials og manglende forbudsretlig aktualitet

Skattefri fusion afvist: Fusionsdato for modtagende selskab opfyldte ikke krav om sammenfald med regnskabsårets skæringsdato

Høring over EU-forslag om administrativ forlængelse af godkendelsesperioden for specifikke biocidaktivstoffer

Planklagenævnet ophæver Fredensborg Kommunes påbud om sandblæsning eller udskiftning af matterede vinduer og altanafskærmning i landzone

Forslag til bekendtgørelse om ansøgningspuljen til særlige sociale formål med fokus på borgernær brobygning

Planklagenævnet: Påbud om nedtagning af LED-skærm i strid med lokalplan – ligebehandlingsprincippet ikke krænket

Planklagenævnet afslår genoptagelse: Vandforbrugsdata bekræfter ulovlig anvendelse af helårsbolig i Allinge som feriebolig

Planklagenævnet ophæver afslag på facadeudskiftning: Ivarplank på sommerhus kræver ikke dispensation fra lokalplan

Planklagenævnet afviser klage over Hørsholm Kommunes brev om boligbyggeri i landzone

Planklagenævnet afviser klage over påbud om lovliggørelse af kolonihavebebyggelse i Vejle – klagefrist overskredet med næsten syv måneder

Frifindelse for bistand til ulovlig indrejse: Højesterets vurdering af forsætskravet ved BlaBlaCar-transport

Planklagenævnet afviser klage over Lejre Kommunes afslag på at ændre lokalplan

Stadfæstelse af afslag på dispensation til overskridelse af bygningshøjde i Hvidovre

Skattefrihed for renter betalt til britisk holdingselskab

Planklagenævnet stadfæster forbud mod lager og showroom til brændeovne i Randers

Kommunalt afslag på udvidelse af overkørsel ophævet – kommunen skal vurdere almene offentligretlige hensyn, ikke ansøgers behov

Planklagenævnet ophæver afslag på arealoverførsel ved Holmens Camping i Ry

Gladsaxe Kommunes forbud mod ombygning og tilbygning til enfamiliehus stadfæstet

Planklagenævnet ophæver Fanø Kommunes ulovlige forbud mod udstykning af sommerhusgrund

Ny bekendtgørelse harmoniserer og digitaliserer reglerne for udbetaling af tilskud til elevers oplæring i udlandet via Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag

Forslag til ændring af vejledning om generisk substitution med henblik på at undtage epilepsimedicinen Stiripentol

Planklagenævnet afviser genoptagelse efter misforståelse af klageportalens godkendelsesprocedure

Opretholdelse af psykiatrisk behandlingsdom for drab – tilsyn af Danmarks Fængsler stadfæstet

Afvisning af for sent indgivet klage over afslag på fristforlængelse i påbud om passende beboelse

Afslag på lovliggørende dispensation til dobbeltcarport i Bagsværd stadfæstet

Journalistik baseret på donationer og crowdfunding som selvstændig erhvervsvirksomhed

Høring over ændring af EU-regler for brug af veterinærlægemidler og vacciner til forebyggelse og bekæmpelse af listeopførte dyresygdomme

Afslag på berosættelse af SU-tilbagebetaling under farmakonomuddannelse da uddannelsen ikke anses som erhvervsuddannelse

Ophævelse af nedrivningsforbud på grund af kommunal passivitet

Fast driftssted for tysk selskab ved anlægsarbejde

Planklagenævnet opretholder afslag på dispensation til udhus i Skibby

Planklagenævnet stadfæster påbud om lovliggørelse af bebyggelse i kolonihave

Udenlandske investorers skattepligt ved investering i infrastrukturfond

Planklagenævnet ophæver afslag på 4 lejligheder i Hasseris grundet eksisterende lovligt forhold

Planklagenævnet afviser klage over påbud om lovliggørelse af bygning i landzone

Tømrerelev tilkendt 40.000 kr. efter uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale

Planklagenævnet fastholder afslag på dispensation til solceller på tag i Føns

Skattefrihed for kursgevinst ved indfrielse af nulkuponlån via transparente enheder

Odder Kommune fejlfortolkede afstandskrav til carport: Planklagenævnet ophæver afslag

Planklagenævnet ophæver afgørelse om lovligheden af en 130 m² træterrasse til iskiosk i Saksild Strand

Vejdirektoratet afviser klage over kommunal vejledning om vedligeholdelsespligt på privat fællesvej – udtalelse er ikke en forvaltningsretlig afgørelse

Gaveafgift og beskatningstidspunkt for gaver fra person under værgemål

Planklagenævnet afviser klage over aktindsigt pga. manglende begrundelse