Tyskland har tilsidesat habitatdirektivet ved strukturel mangel på retligt bindende beskyttelsesforanstaltninger mod forringelse af høslætenge i Natura 2000-områder

Europa-Kommissionen anlagde traktatbrudssøgsmål mod Forbundsrepublikken Tyskland for manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til habitatdirektivet (92/43/EØF). Sagen vedrørte især beskyttelsen af to specifikke naturtyper under Natura 2000-nettet: Høslætenge i lavlandet (kode 6510) og Høslætenge i bjerge (kode 6520). Kommissionens klagepunkter omhandlede Tysklands generelle og strukturelle undladelse af at træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af disse naturtyper (Art. 6, stk. 2), hvilket var illustreret ved betydelige arealtab og utilstrækkelig overvågning.

Tyskland bestred anklagerne ved at hævde, at det konstaterede arealtab var overdrevet og delvist skyldtes fejl i de oprindelige data fra 2006. Desuden argumenterede Tyskland for, at medlemsstaterne har skønsmargen til at vælge beskyttelsesforanstaltninger, og at de eksisterende kontraktuelle aftaler og forvaltningsplaner var tilstrækkelige som »passende foranstaltninger« i overensstemmelse med direktivet.

Sagen omfattede også spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland generelt og strukturelt havde undladt regelmæssigt at opdatere de standarddataformularer (Standard Data Forms) for de berørte lokaliteter, hvilket udgjorde en tilsidesættelse af habitatdirektivets artikel 4, stk. 1, andet afsnit.

Domstolen fastslog, at Forbundsrepublikken Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, men frifandt landet for overtrædelse af artikel 4, stk. 1, andet afsnit.

Tilsidesættelse af Artikel 6, stk. 2 (Forebyggelse af forringelse)

Domstolen fandt, at Kommissionen havde fremlagt tilstrækkeligt bevis for et generelt og strukturelt traktatbrud. Dette skyldtes, at arealtabet for naturtyperne 6510 og 6520 på et betydeligt og repræsentativt antal lokaliteter i Tyskland var dokumenteret, hvilket indikerer en systemisk mangel på passende beskyttelse. Domstolen fremhævede især tre punkter:

• Konstateringen af betydeligt arealtab (inklusive over 10.000 ha uforklaret tab) på mange lokaliteter i ti forskellige delstater, hvilket indikerer en strukturel og vedvarende forringelse.
• De tyske overvågningsforanstaltninger var ikke tilstrækkeligt specifikke, regelmæssige og konsekvente til at sikre et passende tilsyn med naturtyper, hvis bevaringsstatus udvikler sig i negativ retning.
• Tysklands brug af kontraktmæssige aftaler, ikke-bindende henstillinger og forvaltningsplaner mod overgødskning og for tidlig slåning var utilstrækkeligt. I lyset af den konstaterede forringelse opfylder fraværet af retligt bindende bestemmelser til at forbyde disse skadelige aktiviteter ikke de strenge krav i Art. 6, stk. 2.

Frifindelse for Artikel 4, stk. 1 (Opdatering af data)