Afvisning af klage over parkering: Kommunal afgørelse truffet efter byggeloven, ikke vejlovgivningen

En borger klagede over Helsingør Kommunes afgørelse vedrørende et parkeringsareal på en privat fællesvej i landzone. Vejdirektoratet afviste at behandle klagen, da kommunens afgørelse var truffet med hjemmel i byggeloven og ikke i vejlovgivningen, hvilket falder uden for Vejdirektoratets kompetence.

Vejdirektoratets Begrundelse

Vejdirektoratet fastslog, at dets rolle som klageinstans er begrænset til afgørelser truffet efter vejlovgivningen. Sagens kerne er, at den pågældende vej, Ræveskiftet, er en privat fællesvej på landet, som reguleres af Privatvejslovens afsnit II, jf. lovens § 1, stk. 2 og § 4.

De centrale punkter i afgørelsen er:

• Kompetence: Vejdirektoratet kan kun behandle klager over afgørelser truffet efter vejlovgivningen.
• Vejstatus: Vejen er en privat fællesvej på landet.
• Lovgrundlag: Reglerne for private fællesveje på landet indeholder ikke bestemmelser om vejadgang.
• Konklusion: Spørgsmål om etablering af vejadgang er et privatretligt anliggende mellem de involverede parter og henhører under domstolene, ikke kommunen som vejmyndighed.

Da der ikke forelå en afgørelse efter vejlovgivningen, kunne Vejdirektoratet ikke tage stilling til klagen eller de spørgsmål, klageren rejste om kommunens sagsbehandling i relation til byggeloven.

Vejdirektoratet afviser at behandle en klage over Helsingør Kommunes afgørelse af 23. december 2020 vedrørende et parkeringsareal på ejendommen Ræveskiftet 11.

Afvisningen er begrundet i, at kommunens oprindelige afgørelse er truffet i henhold til byggeloven og ikke vejlovgivningen. Vejdirektoratet har udelukkende kompetence til at behandle klager over afgørelser truffet efter vejlovgivningen, såsom vejloven eller privatvejsloven.

Sagens juridiske rammer

Da Ræveskiftet er en privat fællesvej i landzone, administreres den efter reglerne i Privatvejslovens afsnit II (§§ 11-24). Disse regler indeholder ingen bestemmelser om etablering af vejadgang. Spørgsmål om vejadgang til private fællesveje på landet er derfor et privatretligt anliggende, som kommunen som vejmyndighed ikke har kompetence til at afgøre. Uenigheder herom må afgøres ved domstolene.

Vejdirektoratets afgørelse kan indbringes for domstolene inden for 6 måneder, jf. Privatvejslovens § 88 a.