Privatvejsloven § 1

Den foreslåede bestemmelse fremhæver, hvilke formål det særligt er hensigten at tilgodese med loven. Private fællesveje er arealer, som ejerne af andre ejendomme end den eller de ejendomme, som arealet ligger på, har fået ret til at benytte som færdselsareal. Retten er som udgangspunkt af privatretlig karakter, idet retten til at benytte de pågældende veje, hviler på et særligt grundlag, typisk en aftale, der kan være sikret ved tinglyst servitut. Private fællesveje kan som udgangspunkt lovligt benyttes af andre end de vejberettigede, og vejene indgår således i vidt omfang sammen med de offentlige veje i det almindelige vejnet. Vejene er derfor undergivet en offentligretlig regulering gennem reglerne i privatvejsloven. De offentlige interesser, der knytter sig til private fællesveje, varetages af kommunerne, der er forvaltningsmyndigheder for disse veje.

Med forslaget præciseres, at lovens formål er at give kommunerne mulighed for at varetage det offentliges interesser, herunder først og fremmest i at private fællesveje er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslen på vejene, at vejene teknisk er forsvarlige, og at de privates dispositioner over vejene ikke er i strid med planlægningen i det pågældende område.

De offentlige interesser, som kommunerne skal og kan varetage, er forskellige på landet og i byområder.

På landet skal og kan kommunerne i alt væsentligt alene sikre, at vejene færdselsmæssigt og vejteknisk er forsvarlige i forhold til færdslen til de vejberettigedes ejendomme.

I byområder skal og kan kommunen færdselsmæssigt og vejteknisk også tage hensyn til, at vejene her i vidt omfang indgår i det almindelige vejnet og dermed sikre, at de er forsvarlige også for den almene færdsel. Herudover kan kommunerne i byområder i videre omfang end på landet tage andre offentlige hensyn, som f.eks. miljømæssige, tryghedsmæssige og kriminalpræventive hensyn.