Journalist friholdt for erstatning og sagsomkostninger uden lønbeskatning

Journalist A blev frifundet for den principielle påstand om bagvaskelse (Straffeloven § 268) samt for erstatning efter Markedsføringsloven.

M's engagement og spørgsmålsstilling

Arbejdsgiveren, M, betalte samtlige beløb, som A blev dømt til at betale. Herudover betalte M omkostningerne til advokat P, som førte sagen for A og de øvrige dømte M-medarbejdere, hvilket udgjorde i alt [x] kr. M valgte bevidst at undlade at søge regres (tilbagebetaling) for nogen del af de afholdte beløb hos A.

M anførte, at sagsanlægget var en direkte følge af A's journalistiske arbejde udført inden for M's accepterede og definerede rammer (arbejdsrisiko). M har en væsentlig egeninteresse i at støtte medarbejderne, da retssagen vedrører grænserne for pressens virke som 'public watchdog'.

Spørgsmålene til Skatterådet var, om M's betaling af følgende udgifter, kombineret med undladelse af regres, medførte lønbeskatning af A i henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1 og Ligningsloven § 16, stk. 1:

1. Erstatning og godtgørelse til sagsøgerne.
2. Tilkendte sagsomkostninger til sagsøgerne.
3. Omkostningerne til advokat P.

A og M argumenterede for, at udgifterne havde en direkte og nødvendig tilknytning til arbejdets udførelse og derfor ikke udgjorde et skattepligtigt gode i form af 'sparet privatforbrug'. Desuden blev det oplyst via en tillægserklæring, at der eksisterer en branchekutyme i mediebranchen, hvorefter regres kun søges, hvis journalisten har handlet på en måde, der berettiger regres efter principperne i Erstatningsansvarsloven § 23.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse og bekræftede, at journalist A ikke skal lønbeskattes af M's betaling af de tilkendte erstatnings-, godtgørelses- og sagsomkostningsbeløb.

Begrundelse for Spørgsmål 1 og 2 (Erstatning og Sagsomkostninger)

Skatterådet lagde til grund, at hvis en medieudgiver afholder udgifter, som en journalist er dømt til at betale, og udgiveren har regresret efter almindelige formueretlige principper, vil journalisten normalt blive beskattet af værdien af friholdelsen, jf. SKM2014.506.SR.

Imidlertid konkluderes det, at skattepligt ikke indtræder, hvis medieudgiverens regresadgang er afskåret eller ikke-eksisterende efter dansk rets almindelige regler.

Skatterådet accepterer, at M ud fra en konkret vurdering må anses at have accepteret den journalistiske form og vinkel samt det konkrete program, der udløste retssagen. Da M desuden må anses at have en væsentlig egeninteresse i sagen (i form af markedspositionering og omtale), og da M oplyser, at A's ageren ikke ville give M regresadgang, selv hvis sagen blev vurderet efter Erstatningsansvarsloven § 23, har M ikke en regresadgang.

Da M ifølge det oplyste ikke havde regresadgang over for A i forhold til de afholdte erstatningskrav, godtgørelse og sagsomkostninger, er A ikke skattepligtig heraf. Spørgsmål 1 og 2 blev derfor besvaret med "Ja".

Begrundelse for Spørgsmål 3 (Advokatomkostninger)

Skatterådet bekræftede overordnet, at M's betaling af advokatomkostningerne ikke medfører beskatning af A.

Dette gælder dog ikke for den del af advokatomkostningerne, der vedrører straffesagen (bødesagen). SKAT understregede, at betaling af bøder pålagt en medarbejder altid skal beskattes som løn, og dette princip omfatter tilsvarende de sagsomkostninger, der er direkte relateret til bødesagen.

Det er SKATs opfattelse, at en medarbejder tilsvarende vil skulle beskattes af de sagsomkostninger en medarbejder måtte blive pålagt i forbindelse med en bødesag, i det omfang arbejdsgiveren afholder disse.

Idet det ikke fremgik, hvor stor en andel af advokathonoraret der vedrørte bødesagen, fastslog Skatterådet, at A skal beskattes af den del, der vedrører hendes bødesag. Den resterende del af advokatomkostningerne er skattefri. Spørgsmål 3 blev besvaret med "Ja, se sagsfremstilling og begrundelse".

SKAT godkendte ikke fradraget i den personlige indkomst, men som et ligningsmæssigt fradrag i medfør af Ligningsloven § 9, stk. 1 og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. SKAT argumenterede, at udgiften var afholdt for at sikre et lønkrav i forbindelse med afskedigelse og knyttede sig til klagerens oprindelige lønmodtagerforhold. SKAT henviste til TfS 1990.493, der fastslår, at advokatomkostninger hører under ligningsmæssige fradrag. Fradraget blev godkendt for 173.529 kr. (179.029 kr. fratrukket bundfradraget på 5.500 kr.).

Klageren påstod, at fradraget skulle godkendes i den personlige indkomst. Han argumenterede, at han ikke udførte indtægtsgivende arbejde for at opnå den udbetalte indtægt, og at han ikke var i et ansættelsesforhold på det tidspunkt, hvor rettigheden blev konstateret. Klageren mente derfor, at Ligningsloven § 9 ikke fandt anvendelse, og at fradraget var omfattet af Personskatteloven § 3, stk. 2, 1. pkt., idet udgiften var afholdt for at sikre og vedligeholde hans personlige indkomst analogt med selvstændig erhvervsvirksomhed.