Landsskatteretten - Manglende bevis for overflytning af avance ved salg af nye biler

Sagen omhandler SKATs afkrævning af yderligere registreringsafgift fra et selskab for indkomstårene 2010, 2011 og 2012, baseret på en påstand om overflytning af avance fra nye biler til afgiftsfrit udstyr og byttebiler. SKAT mente, at selskabet bevidst havde nedskrevet prisen på nye biler og byttebiler eller opskrevet prisen på ekstraudstyr for at minimere registreringsafgiften, hvilket gav fordele for både køber og sælger. SKAT havde afkrævet selskabet i alt 2.454.383 kr. i yderligere registreringsafgift og nedsat momstilsvaret med 444.801 kr.

SKATs argumentation byggede på observationer om, at nye biler ofte blev solgt med tab eller lav avance, mens byttebiler, især ved engrossalg, genererede store bruttoavancer. Ligeledes blev avance angiveligt overført til afgiftsfrit ekstraudstyr. SKAT accepterede en forhandleravance på maksimalt 5.000 kr. ved engrossalg af byttebiler og 30.000 kr. ved detailsalg, idet de mente, at højere avancer indikerede avanceoverførsel. SKAT henviste til, at priserne ikke var aftalt mellem uafhængige parter med modstridende interesser, men snarere med fælles interesse i at nedskrive værdierne for at opnå afgiftsbesparelser.

Selskabets repræsentant bestred SKATs afgørelse og påstod, at der ikke skulle foretages efterregulering. Repræsentanten anførte, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for avanceoverførsel, som krævet af Registreringsafgiftsloven § 8, stk. 1 og retspraksis, herunder SKM2005.14.VLR og SKM2014.718.LSR. Det blev fremført, at bilforhandleres indtjening i de pågældende år primært kom fra eftermarkedet og salg af ekstraudstyr/brugte biler, ikke nødvendigvis fra salg af nye biler. Selskabet argumenterede for, at faste avancer på byttebiler ikke var lovhjemlede, og at priserne på brugte biler svinger meget afhængigt af model, alder og marked. Det blev også anført, at interne værkstedspriser eller priser fra underleverandører ikke kunne sidestilles med markedspriser for ekstraudstyr, og at det var normal forretningspraksis at opnå større avance på mersalg af tilbehør.

Repræsentanten gjorde desuden gældende, at dele af kravet for 2010 var forældet i henhold til Skatteforvaltningsloven § 31, da selskabet ikke havde handlet groft uagtsomt, som krævet af Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 for ekstraordinær genoptagelse. Endvidere blev det påpeget, at SKATs afgørelse for to biler i 2012 var ugyldig på grund af manglende begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. SKAT erkendte senere manglende begrundelse for de to biler i 2012 og frafaldt kravet for disse, samt foretog visse yderligere nedsættelser af kravet for andre biler.

Selskabet fastholdt, at Landsskatteretten skulle træffe en konkret afgørelse for alle 80 handler i sagen og ikke hjemvise sagen til SKAT for en ny vurdering, da dette ville trække sagen unødigt i langdrag og potentielt føre til nye klagesager. De henviste til, at Landsskatteretten i en lignende sag, SKM2014.718.LSR, havde nedsat SKATs krav til 0 kr. på grund af manglende bevisførelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at bevisbyrden for overflytning af avance påhviler SKAT. Denne bevisbyrde kan løftes, hvis det konstateres, at et nyt køretøj er solgt med negativ eller ingen avance i forhold til forhandlerens indkøbspris, og denne prisnedsættelse er betinget af en samlet handel, der inkluderer ikke-afgiftsbelagte elementer til en pris væsentligt over markedsprisen, uden en forretningsmæssig begrundelse.

Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at der eksplicit var aftalt avanceoverførsel mellem parterne, eller at køber var bevidst om en sådan minimering af registreringsafgiften.

Udstyr

SKATs fastsættelse af markedsprisen på ekstraudstyr baseret på interne fakturerede priser, priser fra eksterne leverandører eller importørens vejledende udsalgspriser blev ikke godkendt. Retten fandt, at der ikke var foretaget en tilstrækkelig sammenligning med øvrige priser i markedet, og at markedspriserne ikke var fastsat ud fra et skøn, der tog hensyn til den nødvendige forsigtighed. Derfor blev det ikke konstateret, at den fakturerede pris for udstyr lå væsentligt over markedsprisen, og dermed ikke bevist, at avance var overført fra et afgiftsbelagt køretøj til udstyr.

Byttebiler

SKATs praksis med at fastsætte en maksimal avance på 5.000 kr. for engrossalg og 30.000 kr. for detailsalg af byttebiler blev tilsidesat. Retten anførte, at faste avancer ikke udgør en tilstrækkelig sammenligning med tilsvarende priser og avancer i markedet, og at skønnet ikke var fastsat med den fornødne forsigtighed. Det blev således ikke konstateret, at den fakturerede pris for byttebilen lå væsentligt under markedsprisen, og dermed ikke bevist, at avance var overført fra et afgiftsbelagt køretøj til en byttebil.

Konklusion

Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var sket overflytning af avance i strid med Registreringsafgiftsloven § 8, stk. 1. Som følge heraf blev SKATs afgørelse ændret, og den yderligere opkrævede registreringsafgift for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 blev nedsat til 0 kr.