Befordringsfradrag – Sædvanlig bopæl – Folkeregisteradresse

Sagen omhandlede en klagers ret til befordringsfradrag for indkomståret 2012. SKAT havde nedsat klagerens befordringsfradrag fra 94.710 kr. til 924 kr. med henvisning til, at klagerens folkeregisteradresse i hele 2012 var registreret på [adresse1], [by1], mens arbejdsstedet var [adresse3], [by4]. Afstanden mellem disse adresser var 26 km, hvilket berettigede til et fradrag på 924 kr. (2 km daglig kørsel i 220 dage) i henhold til Ligningsloven § 9 C.

Klageren gjorde gældende, at han fra oktober 2011 fraflyttede adressen på [adresse1] og fra november 2011 til 1. marts 2013 primært boede hos sine bedsteforældre på [adresse2], [by2], da han var uden bolig. Han havde meldt adresseændringen til [by3] Kommune, men kommunen ændrede ikke hans folkeregisteradresse på baggrund af en logiværterklæring fra bedsteforældrene, der angav, at klageren kun havde postadresse hos dem og boede der i perioder i november og december 2011.

Klageren fremlagde en ny erklæring fra bedsteforældrene af 3. februar 2014, hvori de bekræftede, at klageren havde boet hos dem "efter behov" i den pågældende periode, havde sine ting og nøgle til husstanden. Klagerens tidligere svigermor bekræftede også, at han fraflyttede [adresse1] i oktober 2011.

SKAT fastholdt sin afgørelse med henvisning til folkeregisteradressen og den oprindelige logiværterklæring, som de mente modsagde klagerens påstand om fast bopæl hos bedsteforældrene. SKAT havde desuden kontaktet [by3] Kommune, som bekræftede, at klageren aldrig var blevet tilmeldt adressen hos bedsteforældrene.

Klageren anførte, at misforståelsen skyldtes manglende modtagelse af et brev fra folkeregistret og følte, at hans oplysningspligt blev negligeret, hvilket resulterede i en fejlagtig registrering og et forkert befordringsfradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om befordringsfradrag. Retten lagde vægt på, at klagerens folkeregisteradresse i hele 2012 var registreret hos hans tidligere svigermor på [adresse1], [by1], og at klageren først ændrede sin folkeregisteradresse den 1. marts 2013, ca. 1½ år efter den påståede fraflytning.

Retten henviste til Ligningsloven § 9 C, som omhandler fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Efter praksis afgøres spørgsmålet om "sædvanlig bopæl" ud fra en samlet vurdering af, hvor den pågældende har centrum for sine livsinteresser. I denne vurdering indgår faktorer som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed samt tilmelding til folkeregistret. Spørgsmålet kan ikke afgøres ud fra et enkelt kriterium.

Landsskatteretten fremhævede følgende punkter i sin begrundelse:

• Klageren havde ikke på noget tidspunkt folkeregisteradresse hos bedsteforældrene på [adresse2], [by2].
• Bedsteforældrenes logiværterklæring af 3. januar 2012 oplyste, at klageren kun havde postadresse hos dem og boede der i perioder i november-december 2011, da han var uden bolig.
• En senere skriftlig erklæring af 3. februar 2014 fra bedsteforældrene oplyste, at klageren kun opholdt sig på adressen "efter behov".
• Det forhold, at klageren oplyste, at han ikke havde boet på [adresse1] siden november 2011, og at han havde en nøgle og sine ting på bedsteforældrenes adresse, kunne ikke føre til et andet resultat.

Ud fra en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at klageren i 2012 ikke kunne anses for at have haft sin sædvanlige bopæl på adressen [adresse2], [by2].