Fast beløb til Portugal for forsinket gennemførelse af den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation (Direktiv 2018/1972)

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Den Portugisiske Republik i henhold til artikel 258 og artikel 260, stk. 3, TEUF, da landet ikke havde vedtaget og meddelt de nødvendige nationale gennemførelsesforanstaltninger for direktiv (EU) 2018/1972 (Den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation) inden den fastsatte frist den 21. december 2020. Kommissionen argumenterede for, at den manglende implementering, der fortsatte efter fristen i den begrundede udtalelse (23. november 2021), udgjorde et alvorligt traktatbrud, der skadede det indre marked for elektronisk kommunikation og forbrugerrettighederne.

Portugal anerkendte i princippet forsinkelsen, men påberåbte sig formildende omstændigheder og interne vanskeligheder, herunder politiske ændringer som førtidig opløsning af parlamentet, kompleksiteten af selve direktivet og virkningerne af COVID-19-pandemien, som forklaring på den forsinkede lovgivningsproces. Portugal gjorde desuden gældende, at forsinkelsen reelt ikke havde haft væsentlig indvirkning på markedets funktion, da reglerne delvist var dækket af tidligere EU-retsakter.

Sagen blev delvist hævet af Kommissionen i marts 2023, da Portugal under sagsforløbet havde vedtaget og meddelt den primære gennemførelseslov (Lov nr. 16/2022), og Kommissionen frafaldt derfor kravet om tvangsbøde, men fastholdt kravet om et fast beløb for perioden med manglende meddelelse.

Domstolen fastslog, at Den Portugisiske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 124, stk. 1, i direktiv 2018/1972, idet landet ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse (23. november 2021) hverken havde vedtaget eller meddelt de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger.

Afvisning af Portosals argumenter

Domstolen afviste Portosals argumenter vedrørende interne vanskeligheder som begrundelse for traktatbruddet. Fast retspraksis tilsiger, at medlemsstaternes interne retlige eller faktiske omstændigheder, herunder politisk kompleksitet eller pandemien, ikke kan påberåbes for at retfærdiggøre manglende overholdelse af EU-retlige forpligtelser og frister.

Pålæggelse af fast beløb

Domstolen fandt, at der skulle pålægges et fast beløb i medfør af artikel 260, stk. 3, TEUF for at sikre en afskrækkende virkning og for at imødegå gentagelse af lignende overtrædelser i fremtiden. Det fastslås, at den manglende implementering af et centralt direktiv om elektronisk kommunikation er af klar grov karakter, da det påvirker både virksomheder (manglende forudsigelighed og investeringssikkerhed) og forbrugere (manglende rettigheder og fordele).

Det faste beløb blev beregnet ud fra overtrædelsens grovhed, varighed og medlemsstatens betalingsevne. Domstolen præciserede varigheden af traktatbruddet: