Manglende fradrag for virksomhedsunderskud grundet manglende erhvervsmæssig karakter

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for underskud fra en personligt drevet network marketing virksomhed for indkomstårene 2010, 2011 og 2012. Virksomheden, der solgte produkter, blev startet i august 2006 og ophørte i oktober 2015. Klageren modtog pension ved siden af virksomhedsdriften og hævede ikke midler til privatforbrug fra virksomheden.

Virksomhedens økonomiske resultater

Virksomheden har siden opstarten i 2005 selvangivet negative skattemæssige resultater før renter. Omsætning og dækningsbidrag har ligeledes været beskedne og ofte negative:

Der indgår ingen skattemæssige afskrivninger i de selvangivne resultater.

SKATs afgørelse

SKAT godkendte ikke fradrag for virksomhedsunderskud på 22.152 kr. (2010), 9.665 kr. (2011) og 8.698 kr. (2012). Begrundelsen var, at virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig i skattemæssig forstand. SKAT henviste til virksomhedens begrænsede omsætning og negative dækningsbidrag i alle år, hvilket indikerede manglende rentabilitet og en rimelig aflønning af den ydede arbejdsindsats. Fradrag blev nægtet i henhold til Statsskatteloven § 6a.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at virksomheden var erhvervsmæssig og drevet med henblik på at opnå overskud. Klageren forklarede, at virksomheden beskæftigede sig med network marketing, hvor hovedparten af vareforbruget og omkostningerne gik til vedligeholdelse og udbygning af netværket for at opnå bonusindtægter fra leverandøren. Direkte salg var begrænset, og der blev ikke anvendt annoncering, men derimod personligt salgsopsøgende arbejde med udgifter til kørsel og demovarer. Klageren fremhævede, at bonussystemet var dynamisk og ville blive stabilt med mindre vedligeholdelse, når forretningen var opbygget.

Klageren henviste til en tidligere skattesag ved Vestre Landsret (SKM2002.437), hvor Skatteministeriet ved forlig anerkendte en lignende network marketing virksomhed som erhvervsmæssig med fradragsret for underskud. Klageren argumenterede for, at selvom omsætningen var vigende, og virksomheden ophørte efter 2012, kunne den stadig klassificeres som erhvervsmæssig, da der var lagt meget arbejde i at opnå et positivt resultat, men finanskrisen havde påvirket dette.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Landsskatteretten fastslog, at udgifter, der anvendes til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages i den skattepligtige indkomst i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Private udgifter kan dog ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2. For virksomheder, der ikke anses for erhvervsmæssige, gælder nettoindkomstprincippet, hvilket betyder, at der kun kan fradrages udgifter direkte forbundet med indkomsterhvervelsen, og underskud kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering, hvor det især vægtes, om virksomheden er etableret og drives med udsigt til en rimelig fortjeneste og systematisk indkomsterhvervelse. Dette princip er fastslået i Højesterets domme, herunder TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR. En virksomhed skal over en længere periode give overskud eller have udsigt til det på den primære drift, så der er mulighed for forrentning af kapital og en rimelig driftsherreløn.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende i den konkrete sag:

• Klagerens virksomhed har været underskudsgivende i alle indkomstår siden opstarten i 2005.
• Virksomheden ophørte pr. 31. oktober 2015 uden på noget tidspunkt at have opnået driftsøkonomisk overskud.
• Selvom en virksomhed i en kortere opstartsperiode kan have underskud, skal der fra start kunne påvises udsigt til rentabel drift inden for en kortere årrække, jf. SKM2005.519.LSR og SKM2009.747.BR.
• I indkomstårene 2010-2012 har virksomhedens regnskabsmæssige underskud ikke levnet mulighed for en rimelig aflønning af klagerens arbejdsindsats.
• På det foreliggende grundlag var der i de påklagede indkomstår ikke udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at klageren ikke har drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2010-2012. SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for virksomhedsunderskud blev derfor stadfæstet.