Hovedaktionær beskattet af fri sommerbolig ejet af selskab trods udlejning via bureau

Sagen omhandlede, hvorvidt en hovedaktionær skulle beskattes af fri sommerbolig, som var ejet af hans selskab. Selskabet havde købt sommerhuset af aktionæren og efterfølgende indgået en formidlingsaftale med et udlejningsbureau. Klageren argumenterede for, at sommerhuset var et rent investeringsobjekt, og at han ikke havde haft privat rådighed over det, hvorfor han ikke skulle beskattes.

SKAT fandt, at hovedaktionæren havde rådighed over sommerhuset i de perioder, hvor det ikke var udlejet. Formidlingsaftalen afskar ham ikke fra at bruge huset, men gav ham tværtimod ret til det efter aftale med bureauet. SKAT beskattede ham derfor af værdien af fri sommerbolig i henhold til de skematiske regler i ligningsloven, med fradrag for de uger, hvor huset var dokumenteret udlejet.

En oprindelig klage over beskatning af maskeret udbytte ved salget af sommerhuset til selskabet blev tilbagekaldt af klageren.

SKATs beregning af værdi af fri sommerbolig

SKAT opgjorde den skattepligtige værdi for årene 2010-2013 baseret på den offentlige ejendomsvurdering og de gældende ugesatser, hvorefter der blev givet nedslag for de uger, sommerhuset var udlejet:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog indledningsvist, at klageren var hovedanpartshaver i henhold til Aktieavancebeskatningsloven § 4, da han ejede hele selskabet.

Retten henviste til, at en hovedaktionær, der får stillet en sommerbolig til rådighed af sit selskab, skal beskattes af værdien heraf, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 5. Værdien beregnes efter de skematiske regler i Ligningsloven § 16, stk. 5.

Landsskatteretten lagde vægt på, at det er rådigheden over sommerboligen, der udløser beskatning, ikke den faktiske private anvendelse. For direktører og hovedaktionærer gælder der en formodningsregel om, at de har boligen til rådighed hele året, hvis den er stillet til rådighed for privat brug i et eller andet omfang.

Klageren havde ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at han var retligt afskåret fra at benytte sommerhuset i de perioder, hvor det ikke var udlejet. Formidlingsaftalen med udlejningsbureauet gav ham tværtimod ret til at benytte boligen, når den var ledig. Derfor fandt retten, at han havde haft rådighed over sommerhuset i de pågældende indkomstår.

Landsskatteretten tiltrådte SKATs beregning af den skattepligtige værdi, hvor der var givet fradrag for de uger, sommerhuset beviseligt havde været udlejet. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.