Skønsmæssig forhøjelse nedsat efter korrektioner til privatforbrugsopgørelse

Sagen omhandlede en selvstændigt erhvervsdrivende konsulent, som efter anmeldelser om sort arbejde fik foretaget en skønsmæssig forhøjelse af sin indkomst for årene 2008 og 2009. Klageren havde indrømmet at have udført sort arbejde.

Tvisten vedrørte tre hovedpunkter:

1. Fradrag for supervision: Klageren krævede fradrag for udgifter til supervision, idet hun mente, at de var afholdt for at sikre og vedligeholde indkomsten jf. Statsskatteloven § 6, litra a. SKAT og Skatteankenævnet nægtede fradraget, da de anså udgiften for at vedrøre personlig udvikling.
2. Fradrag for kiropraktor: Klageren ønskede fradrag for kiropraktorudgifter. SKAT og Skatteankenævnet afviste dette med henvisning til den dagældende Ligningsloven § 30A, da den påkrævede skriftlige erklæring fra kiropraktoren først blev indhentet fire år efter behandlingerne.
3. Skønsmæssig forhøjelse: Klageren anfægtede størrelsen af SKATs skønsmæssige forhøjelse. Hun argumenterede for, at SKATs privatforbrugsopgørelse var mangelfuld, da den ikke korrekt medregnede poster som et ændret kørselsfradrag, udgifter til webdesign og modtagne børnepenge fra barnets far. Disse korrektioner ville øge rådighedsbeløbet og dermed reducere den skønnede udeholdte omsætning.

Landsskatteretten stadfæstede afgørelserne om at nægte fradrag for både supervision og kiropraktor. Retten gav dog klageren medhold i hendes indvendinger mod privatforbrugsopgørelsen, hvilket førte til en nedsættelse af den skønsmæssige forhøjelse for begge indkomstår.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse om de tre hovedpunkter i sagen: supervision, kiropraktorudgifter og den skønsmæssige forhøjelse af indkomsten.

Supervision

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at udgifterne til supervision havde den nødvendige direkte og umiddelbare forbindelse til indkomsterhvervelsen, som krævet i Statsskatteloven § 6, litra a. Udgifterne blev anset for at have karakter af personlig udvikling og generel inspiration, og var derfor ikke fradragsberettigede. Skatteankenævnets afgørelse blev stadfæstet på dette punkt for begge indkomstår.

Kiropraktor

For så vidt angår udgifterne til kiropraktor, henviste retten til den dagældende Ligningsloven § 30A. Ifølge bestemmelsens stk. 4 var fradrag for kiropraktorbehandling betinget af en skriftlig erklæring fra en autoriseret kiropraktor om behandlingsbehovet. Da erklæringen i denne sag først blev fremskaffet fire år efter behandlingerne fandt sted, fandt Landsskatteretten, at betingelsen for fradrag ikke var opfyldt. Skatteankenævnets afgørelse blev derfor også stadfæstet på dette punkt.

Skønsmæssig ændring

Landsskatteretten anerkendte, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til Skattekontrolloven § 5, stk. 3, da klageren havde indrømmet at have udeholdt indtægter (sort arbejde). Retten gav dog klageren fuldt medhold i de fremsatte korrektioner til SKATs privatforbrugsopgørelse. Dette betød, at den skønsmæssige forhøjelse af indkomsten blev nedsat for begge år.

Nedsættelsen af den skønsmæssige forhøjelse var som følger: