Offentlige kontrakter: Krav om samarbejdsaftale eller interessentskab med tredjeparter for at bevise formåen strider mod EU-retten

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra Letlands øverste domstol om fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige kontrakter. Tvisten opstod mellem selskabet Ostas celtnieks SIA og Talsu novada pašvaldība (den ordregivende myndighed) i Letland i forbindelse med en udbudsprocedure for en offentlig bygge- og anlægskontrakt.

Det centrale spørgsmål i sagen var, om den ordregivende myndighed lovligt kunne fastsætte et krav i udbudsbetingelserne om, at en tilbudsgiver, der baserede sig på andre økonomiske aktørers finansielle, økonomiske eller tekniske formåen, var forpligtet til at etablere en specifik juridisk struktur med disse aktører, før kontrakten kunne tildeles.

Den ordregivende myndighed krævede specifikt, at tilbudsgiveren enten skulle indgå en samarbejdsaftale, der indebar individuelt og solidarisk ansvar for kontraktens udførelse, eller oprette et interessentskab med de påberåbte enheder. Myndighederne argumenterede for, at dette krav var nødvendigt for at minimere risikoen for manglende opfyldelse af kontrakten.

Domstolen fastslog, at artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 3, i direktiv 2004/18/EF er til hinder for, at en ordregivende myndighed i udbudsbetingelserne pålægger en tilbudsgiver, der påberåber sig andre enheders formåen, en forpligtelse til at indgå en samarbejdsaftale eller til at oprette et interessentskab med dem inden indgåelsen af den offentlige kontrakt.

Domstolens ræsonnement

Domstolen understregede, at direktivet tillader økonomiske aktører at basere sig på andre enheders kapacitet »uanset den juridiske karakter af forbindelserne« mellem aktøren selv og disse enheder. Tilbudsgiveren skal blot godtgøre over for den ordregivende myndighed, at de råder over de nødvendige ressourcer til at gennemføre kontrakten.

• Direktivet har til formål at åbne offentlige kontrakter for størst mulig konkurrence og lette især små og mellemstore virksomheders (SMV'ers) adgang til markedet.
• At pålægge tilbudsgiveren at vælge en bestemt juridisk form (såsom et interessentskab eller en solidarisk samarbejdsaftale) begrænser tilbudsgiverens frihed til at vælge, hvordan de vil dokumentere deres ressourcer.
• Ved kun at acceptere to specifikke juridiske former som bevis, udelukkes alle andre former for bevisførelse, hvilket i praksis fratager artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 3, deres effektive virkning.
• Den ordregivende myndighed kan kræve bevis for den reelle rådighed over ressourcerne i hele kontraktens løbetid, men den må ikke på forhånd udelukke visse former for bevis.