Landsskatteretten afviser genoptagelse af sag om swapaftales tilknytning til landbrugsvirksomhed

Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af en Landsskatterettens afgørelse fra 2013 vedrørende fradragsret for tab på en swapaftale indgået i februar 2008. Swapaftalen indebar betaling af en 3 måneders CHF Libor-rente af en teknisk hovedstol på 5.498.130,64 schweizerfranc mod at modtage en 3 måneders Cibor-rente af en teknisk hovedstol på 25.000.000 kr. Betalingerne skete ved differenceafregning.

Klagerens realkreditgæld var på aftaletidspunktet primært i euro (ca. 20 mio. kr.), og et nyt obligationslån i euro blev optaget efter swapaftalens indgåelse, hvilket bragte den samlede gæld i euro op på ca. 24,5 mio. kr. Begge eurolån var variabelt forrentet med en 3 måneders Euroribor-rente, med andre betalingsterminer end swapaftalen.

Klageren anmodede om genoptagelse med den begrundelse, at tidligere afgørelser og SKAT Juras indstilling ikke var tilstrækkeligt beskrevet i den oprindelige kendelse. Klageren kritiserede Landsskatterettens opfattelse af euroen som en fremmed valuta i relation til kursgevinstlovens regler og argumenterede for, at swapaftalen havde tilknytning til erhvervsvirksomheden på grund af det snævre udsvingsbånd mellem euroen og den danske krone.

Klageren gjorde gældende, at den dagældende Kursgevinstloven § 14 og Kursgevinstloven § 16, samt den nugældende Kursgevinstloven § 23, var i strid med Art. 63 TEUF (tidligere Art. 56 TEF) og EØS-aftalen om fri kapitalbevægelse, da de diskriminerede udenlandske långivere og stillede klageren ringere ved at have gæld i euro. Klageren anmodede Landsskatteretten om at forelægge spørgsmålet præjudicielt for EU-domstolen, hvis retten ikke kunne tilslutte sig dette synspunkt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten besluttede ikke at imødekomme anmodningen om genoptagelse af sagen, da der ikke forelå nye oplysninger, som kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, jf. Skatteforvaltningsloven § 35 g, stk. 1. Anmodningen om møde blev ligeledes afvist, da dette forudsætter genoptagelse.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at forholde sig til klagerens anbringende om, at Kursgevinstloven § 23 er i strid med Art. 63 TEUF og EØS-aftalen. Dette skyldtes, at sagen drejede sig om fradragsret for tab på en finansiel kontrakt og ikke om beskatning af gevinst eller tab på gæld i fremmed valuta.

Landsskatteretten var enig i, at sondringen mellem danske kroner og euro er uden betydning for opgørelse af gevinst og tab på finansielle kontrakter. Efter Kursgevinstloven § 32 er gevinster skattepligtige og tab kildeartsbegrænsede, men tab på kontrakter med tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed kan fradrages. Vurderingen af erhvervsmæssig tilknytning beror på en konkret vurdering af, om den finansielle kontrakt afdækker det underliggende lån, og bevisbyrden påhviler klageren. Derfor fandt Landsskatteretten ikke, at der var et EU-retligt problem.

De afgørelser og domme, som klageren havde henvist til, indgik i Landsskatterettens vurdering, selvom de ikke var gengivet i afgørelsen. Landsskatteretten godkender fradrag for tab på finansielle kontrakter, der afdækker betalinger på en underliggende gæld.

Vurdering af erhvervsmæssig tilknytning

Bevisbyrden for, at swapaftalen afdækkede betalinger på klagerens obligationsgæld i euro og/eller danske kroner, påhvilede klageren. Landsskatteretten lagde vægt på følgende faktorer:

• Swappens ene ben var i schweizerfranc, og det andet i danske kroner, mens størstedelen af gælden var i euro.
• Klageren havde ingen betalingsforpligtelser i schweizerfranc.
• Valutaerne og renteskalaerne i swappens ben var af betydning for den bevismæssige vurdering af erhvervsmæssig tilknytning.
• Det havde bevismæssig betydning, om swappens tekniske hovedstol oversteg restgælden på den gæld, den skulle afdække, om hovedstolen i swappen fulgte hovedstolen på de underliggende lån, og hvilken vej kontrakten vendte.
• Det var også relevant, om valutaerne i swappen svarede til valutaerne i de underliggende lån, og om betalingerne og betalingsterminerne fulgtes ad, selvom fuldstændig sammenhæng ikke kræves.

Landsskatteretten præciserede, at den tidligere udtalelse om, at gælden i euro ikke kunne indgå i vurderingen af den tekniske hovedstol, primært skyldtes, at det nye eurolån først blev optaget efter indgåelsen af swapaftalen. Det var ikke, fordi klageren havde lån i euro, at fradrag for tabet på swappen ikke blev godkendt. Fradraget blev afvist, fordi klageren ikke havde godtgjort, at swappen afdækkede betalingsforpligtelserne på eurolånet eller de mindre lån i danske kroner.

Klageren havde fortsat ikke godtgjort, at swapaftalen afdækkede de underliggende betalingsforpligtelser på gælden i euro. Dette blev understøttet af klagerens oprindelige anbringender om, at swapaftalen blev indgået for at tjene på forskellen mellem CHF Libor-rente og Cibor-rente.

Landsskatteretten imødekom derfor ikke anmodningen om genoptagelse og fandt ikke grundlag for at anmode EU-domstolen om en præjudiciel forelæggelse af spørgsmålet om, hvorvidt Landsskatterettens fortolkning af Kursgevinstloven § 32 er i strid med EU-retten.