Landsskatteretten: A-indkomst og rejsefradrag – Sædvanlig bopæl og kontraktlig løn

Sagen omhandler en norsk statsborgers skatteansættelse for indkomstår 2004, hvor hun var ansat som håndboldspiller i Danmark. Klageren havde en spillerkontrakt med [virksomhed1] A/S fra 1. juli 2003 til 30. juni 2005, hvor hun fik stillet fri bolig til rådighed i [by1], men selv skulle afholde udgifter til el, vand og varme. Hun fik udbetalt en månedsløn på 19.000 kr. som ”tillæg efter skat”.

SKAT foretog en arbejdsgiverkontrol, der viste, at klageren ifølge kontrakten skulle aflønnes med 300.000 kr. pr. år, men kun 210.042 kr. var lønoplyst. SKAT ændrede klagerens årsopgørelse for 2004, ansatte indkomsten til 331.704 kr. (300.000 kr. løn + 31.704 kr. omkostningsgodtgørelse).

Efter anmodning om genoptagelse godkendte SKAT et ligningsmæssigt fradrag for rejseudgifter på 58.940 kr. efter Ligningsloven § 9 A og et skønnet fradrag for udokumenterede udgifter til el, vand og varme på 6.000 kr. for 1. halvår 2004. Sagen blev påklaget til [skatteankenævn2], og efter en kendelse fra Landsskatteretten af 12. oktober 2011, der pålagde genoptagelse grundet særlige omstændigheder jf. Skatteforvaltningsloven § 37, stk. 2, blev sagen genoptaget af [skatteankenævn1]. [skatteankenævn1] forhøjede det skønsmæssige fradrag for el, vand og varme til 12.000 kr. for hele 2004.

Klagerens sag for indkomstår 2005 vedrørende fradrag for kost og logi blev behandlet af [by3]s Byret, der den 10. juni 2014 afsagde dom. Byretten fandt, at klageren ikke havde opretholdt sin sædvanlige bopæl i Norge og dermed ikke kunne få skattefri rejsegodtgørelse for 2005. Retten lagde vægt på, at klageren boede i [by1] med sin kæreste, at kærestens lejlighed i Norge var udlånt mod betaling, og at der ikke var dokumentation for rejser mellem Danmark og Norge.

Klagepunkter og påstande

Klagerens repræsentant nedlagde primært påstand om, at A-indkomsten skulle ansættes til 210.042 kr., idet en ændring af aftalen om bolig havde medført en reduktion i lønnen. Sekundært henviste repræsentanten til, at SKAT havde godkendt indkomstår 2003 og 2005. Vedrørende rejsegodtgørelse påstod repræsentanten et fradrag på 143.460 kr., med henvisning til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, at opholdet i Danmark var midlertidigt i op til 3 år, og at merudgifter ikke skulle reduceres med sparet hjemmeforbrug. Bankkontoudtog blev fremlagt som dokumentation for udgifter. Klageren påklagede ikke fradraget for udokumenterede udgifter til el, vand og varme.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at [skatteankenævn1]s afgørelse opfyldte de forvaltningsretlige krav til begrundelse efter Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, og at SKAT havde kompetence til at ændre den skattepligtige indkomst efter Skatteforvaltningsloven § 1.

A-indkomst

Landsskatteretten stadfæstede [skatteankenævn1]s afgørelse om at ansætte klagerens A-indkomst til 300.000 kr. Retten lagde til grund, at spillerkontrakten var et juridisk bindende dokument, der fastsatte en årlig aflønning på 300.000 kr. Der var ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for en eventuel lønnedsættelse som følge af en større lejlighed. Den månedlige lønudbetaling på 19.000 kr. som ”tillæg efter skat” kunne ikke lægges til grund for den årlige A-indkomst. Indkomsten skulle beskattes efter Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c.

Rejsegodtgørelse

Landsskatteretten skærpede [skatteankenævn1]s afgørelse og nedsatte klagerens rejsefradrag til 0 kr. Retten fandt, at klageren ikke havde opretholdt sin sædvanlige bopæl i Norge for indkomstår 2004. Dette blev begrundet med følgende:

• Byretsdom for 2005: Der blev lagt vægt på Byretsdom af 10. juni 2014 for indkomstår 2005, hvor tilsvarende omstændigheder førte til, at klageren ikke blev anset for at have opretholdt sin sædvanlige bopæl i Norge.
• Bopælsforhold i Danmark: Klageren boede sammen med sin kæreste i lejligheden i [by1]. Kærestens lejlighed i Norge var udlånt mod betaling, og der var ingen dokumentation for, at klageren havde rejst mellem Danmark og Norge i 2005. Klageren havde alene et værelse til rådighed hos sine forældre i Norge.
• Varighed af ophold: Klageren og hendes kæreste flyttede først tilbage til kærestens lejlighed i Norge i 2009, efter at klageren havde indgået kontrakter med to andre klubber i henholdsvis [by6] og [by7] efter udløbet af kontrakten med [virksomhed1] A/S.
• Midlertidigt arbejde og bopæl: Selvom klagerens arbejde og bolig i [by1] var af midlertidig karakter, blev hendes sædvanlige bopæl anset for at være i [by1] i indkomstår 2004. Retten henviste til SKM2008.454.VLR, hvor midlertidigt arbejde og bolig i en anden by ikke førte til, at en tidligere bopæl blev anset for sædvanlig bopæl.

På baggrund af den samlede vurdering blev klageren ikke anset for at have været på rejse i henhold til Ligningsloven § 9 A og var derfor ikke berettiget til rejsefradrag for indkomstår 2004. Som en afledt ændring i medfør af Skatteforvaltningsloven § 45, stk. 1 blev fradraget for udokumenterede udgifter til logi i form af el, vand og varme ligeledes nedsat til 0 kr.