Beskatning af fri sommerbolig for hovedaktionær i investeringsselskab

Sagen omhandler beskatning af en hovedaktionær for værdien af en fri sommerbolig, der var ejet af selskabet [virksomhed1] A/S i indkomstårene 2009 og 2010. Selskabet, der var registreret på hovedaktionærens private adresse, købte sommerhuset i august 2008 af klagerens datter for 1.350.000 kr. og solgte det i juli 2011 for 1.055.000 kr. Klagerens repræsentant oplyste, at selskabet tidligere havde succesfuldt investeret i fast ejendom, herunder lejligheder og parcelhuse, og at sommerhuset blev købt som et investeringsobjekt.

Skatteankenævnets afgørelse og begrundelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse om beskatning af fri sommerbolig. Nævnet henviste til Ligningsloven § 16, stk. 5 og Aktieavancebeskatningsloven § 4, som fastslår, at en hovedaktionær, der får stillet en sommerbolig til rådighed, skal medregne værdien heraf i den skattepligtige indkomst. Nævnet lagde vægt på, at:

• Der ikke var fremlagt dokumentation for selskabets hensigt om at istandsætte og sælge ejendommen med fortjeneste (f.eks. budget eller tidsplan).
• Sommerboligen var anset som et anlægsaktiv i selskabets årsrapport, hvilket adskilte sagen fra SKM2009.459.LSR, hvor sommerboliger blev anset som led i selskabets drift.
• Klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ikke havde rådighed over ejendommen, og der var ingen dokumentation for, at klageren havde fraskrevet sig egen brug.
• Ejendomsmæglerens adgang til fremvisninger ikke afskar klageren fra rådighed.
• Målt vand- og elforbrug indikerede faktisk brug, selvom klageren anførte uenighed med vandværket og forklarede elforbruget med frostsikring.

Klagerens påstand og anbringender

Klageren påstod, at der ikke skulle ske beskatning af fri sommerbolig. Repræsentanten anførte, at:

• Selskabet var et investerings- og ejendomsselskab med mangeårig erfaring i køb og salg af ejendomme, og problemstillingen om rådighedsret var ikke tidligere rejst.
• Sommerhuset aldrig havde været anvendt privat, og dets beliggenhed kun 8 km fra familiens helårsbolig og 1,5 km fra stranden talte imod privat anvendelse.
• Vandforbruget i en periode var 0 m3, og det målte forbrug skyldtes fejl på toilet og måler samt arbejde for at gøre huset salgsklart. Elforbruget skyldtes frostsikring.
• Familien havde en stor sommerbolig i Sydfrankrig, hvor ferierne blev tilbragt.
• Der blev henvist til SKM2009.459.LSR, hvor en hovedanpartshaver ikke blev beskattet af rådighed over sommerboliger, da de var et led i selskabets drift og lå tæt på egen bolig.
• Subsidiært blev det påstået, at beskatningen for 2009 skulle nedsættes til niveauet for 2010, da ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2008 var åbenlyst forkert i lyset af finanskrisen og en nedsat vurdering i 2009.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om beskatning af fri sommerbolig. Retten henviste til Ligningsloven § 16a, stk. 5 og Ligningsloven § 16, stk. 5, som fastslår, at en hovedaktionær skal medregne værdien af rådighed over en sommerbolig i den skattepligtige indkomst.

Retten lagde vægt på følgende:

• Selskabets ejerskab er ikke i sig selv tilstrækkeligt til beskatning; det er rådigheden, der begrunder skattepligten, ikke den faktiske anvendelse, jf. SKM2009.558.H.
• Selskabet købte ejendommen af klagerens datter og solgte den tre år senere. Sommerhuset havde kun i en begrænset periode været udlejet og var ikke benyttet i selskabets drift.
• Adgangen til at benytte sommerhuset måtte tilfalde klageren som hovedaktionær.
• Det minimale vand- og elforbrug samt afstanden mellem sommerhuset og bopælen godtgjorde ikke i sig selv, at sommerhuset ikke havde været til rådighed for privat benyttelse.
• Klageren havde ikke afkræftet, at han havde haft rådighed over sommerhuset.

Retten differentierede sagen fra tidligere afgørelser som SKM2013.417 og SKM2009.459.LSR, hvor sommerhusene blev anset for at være et led i selskabernes drift. I modsætning hertil blev der i SKM2011.262 statueret beskatning, da sommerhuset ikke blev benyttet af selskabet.

Vedrørende den subsidiære påstand om ejendomsvurderingen for 2009 fandt retten, at der ikke var klaget over den offentlige vurdering pr. 1. oktober 2008, og der var ingen hjemmel til at fravige denne. Der skulle derfor tages udgangspunkt i vurderingen pr. 1. oktober 2008 for beregning af den skattepligtige værdi for 2009.

Retten stadfæstede således Skatteankenævnets afgørelse i sin helhed.