Indtægter fra selskabskunder indsat på privat konto anset for personlig indkomst

Sagen omhandlede en selskabsejer, der efter at selskabets bankkonto blev fastlåst, lod kunder indbetale betalinger for selskabets ydelser direkte på sin private bankkonto. SKAT anså disse indbetalinger for at være personlig indkomst fra en uregistreret personlig virksomhed og foretog en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst for 2009 og 2010, med et skønsmæssigt fradrag for varekøb.

Klageren gjorde gældende, at indtægterne tilhørte hans anpartsselskab, og at indbetalingerne på hans private konto skulle ses som en del af en mellemregning med selskabet. Han hævdede, at han ikke havde drevet personlig virksomhed, og at alle fakturaer var udstedt af selskabet.

Skatteankenævnet og efterfølgende Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at indtægterne var blevet beskattet i selskabet, som senere gik konkurs. Der var ikke fremlagt dokumentation for en løbende ført mellemregningskonto. Indtægterne blev derfor anset for at være skattepligtig personlig indkomst for klageren.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at den skattepligtige indkomst omfatter en skattepligtiges samlede årsindtægter, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1. Retten lagde til grund, at indsætningerne på klagerens private konto i 2009 og 2010 stammede fra murerarbejde udført af klageren.

Retten fandt, at det ikke var dokumenteret, at indtægterne var blevet beskattet i selskabet. Dette kunne ikke konstateres i selskabets årsregnskab for 2009, og der var ikke udarbejdet regnskab for 2010. Klageren havde heller ikke dokumenteret, at der løbende var ført en mellemregningskonto mellem ham og selskabet. På den baggrund var det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at indsætningerne var indgået i selskabets indkomst.

Landsskatteretten konkluderede derfor, at indsætningerne korrekt var anset som skattepligtig indkomst for klageren personligt.

Vedrørende fradrag for driftsomkostninger tiltrådte retten SKATs skønsmæssige ansættelse af udgifter, jf. princippet i Statsskatteloven § 6, litra a. Retten bemærkede, at det var uden betydning for afgørelsen, at klageren efterfølgende havde overført beløb til selskabet, eller at selskabets konto var fastlåst.

Klagerens subsidiære påstand om, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af begrundelsesmangler i henhold til Forvaltningsloven § 24, blev afvist.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatteankenævnets afgørelse.