Arbejdsmarkedsbidrag af konsulenthonorar til tidligere virksomhedsejer

Sagen omhandlede, hvorvidt klageren skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af et månedligt honorar på 60.000 kr. fra [virksomhed1] A/S i indkomstårene 2011 og 2012. Klageren, en tidligere direktør i byggebranchen, havde solgt sin virksomhed, [virksomhed4] A/S, til [virksomhed1] A/S efter en konkurs.

I maj 2011 indgik klageren en konsulentaftale med [virksomhed1] A/S. Aftalen forpligtede klageren til at udvise loyalitet og opretholde en positiv dialog med tidligere kunder i [virksomhed4] A/S for at sikre, at de fortsat handlede med [virksomhed1] A/S. Klageren modtog et fast månedligt honorar, der gradvist faldt over en periode frem til juni 2018. Honoraret var ikke feriepengeberettiget.

I august 2012 bekræftede direktøren for [virksomhed1] A/S over for [by3] Kommune, i forbindelse med klagerens ansøgning om folkepension, at udbetalingen skete uden krav om en aktiv fysisk indsats fra klagerens side.

SKAT fastholdt, at honoraret var arbejdsmarkedsbidragspligtigt i henhold til Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1, nr. 2. SKAT argumenterede for, at begrebet "vederlag" forudsætter en modydelse i form af et arbejde eller en ydelse, og at honoraret faldt ind under denne definition. SKAT henviste til Juridisk vejledning afsnit C.A.12.3 og flere Landsskatteretskendelser, der understøtter, at vederlag uden for ansættelsesforhold er bidragspligtige, og at der ikke er fradrag for udgifter.

Klagerens repræsentant nedlagde principal påstand om, at honoraret ikke var arbejdsmarkedsbidragspligtigt, da det ikke var et "vederlag" i lovens forstand, idet det ikke krævede en konkret personlig arbejdsindsats. Det blev anført, at udbetalingerne var uafhængige af, om kunderne blev fastholdt, og at klageren ikke skulle præstere fysisk arbejde, hvilket gjorde det til passiv indtjening. Der blev henvist til SKM2002.273.TSS, der vedrørte støtte til sportsfolk, som ikke blev anset for bidragspligtig, da den ikke var betaling for en konkret personlig arbejdsindsats. Subsidiært blev det anført, at honoraret i hvert fald ikke skulle være bidragspligtigt fra den 23. august 2012, hvor [virksomhed1] A/S skriftligt bekræftede, at der ikke var krav om fysisk indsats.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren var omfattet af reglerne i Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1, nr. 2, og skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af de månedlige vederlag fra [virksomhed1] A/S.

Retten lagde vægt på følgende:

• Konsulentaftalens indhold: Aftalen, der løb fra 1. maj 2011 til 30. juni 2018, forpligtede klageren til at stille sin arbejdskraft til rådighed for [virksomhed1] A/S.
• Loyalitetsforpligtelse: Klageren skulle varetage sit job med fuld loyalitet over for [virksomhed1] A/S.
• Primær arbejdsopgave: Klagerens hovedopgave var at opretholde en positiv dialog med tidligere kunder i [virksomhed4] A/S for at sikre, at de fortsat handlede med [virksomhed1] A/S.

Det forhold, at direktøren for [virksomhed1] A/S i forbindelse med klagerens pensionssag havde oplyst, at udbetalingen skete uden krav om en aktiv fysisk indsats, kunne ikke føre til et andet resultat. Dette skyldtes, at der ikke var udarbejdet en ny aftale mellem parterne, som ændrede de oprindelige vilkår for vederlaget.