Manglende fradrag for underskud af maskinstationsvirksomhed - manglende erhvervsmæssig drift

Sagen omhandlede en klagers ret til fradrag for underskud fra en maskinstationsvirksomhed for indkomstårene 2010, 2011 og 2012. Klageren havde investeret i olie- og gasrettigheder, drev udlejning af jord og bygninger, og udførte maskinstationsarbejde. Klageren var hovedanpartshaver i et selskab, som lejede bygninger af klageren, og modtog lønindtægt fra dette selskab.

SKATs afgørelse

SKAT havde opdelt klagerens samlede virksomhedsresultat i fire særskilte driftsgrene: maskinstation, udlejning og jord, vindmølle/solcelle, og olie og gas. SKAT godkendte ikke fradrag for underskud fra maskinstationsvirksomheden, da den ikke blev anset for erhvervsmæssigt drevet. SKATs vurdering byggede på virksomhedens intensitet, omfang, manglende udsigt til overskud og rentabilitet, samt for optimistiske budgetter og for lave afskrivningssatser. SKAT henviste til praksis, herunder SKM2005.327, der angiver højere afskrivningssatser for bygninger og driftsmidler end dem, klageren havde anvendt i sit budget.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant påstod, at fradrag for underskud skulle godkendes. Det blev anført, at SKAT ikke havde anvendt den særlige ligningspraksis for landbrug og ikke loyalt havde beskrevet praksis, der talte til klagerens fordel. Repræsentanten fremhævede, at ejendommen var en landbrugsejendom, og at indtægterne fra maskinstationen i 2014 var væsentligt højere end tidligere, da en del af indtægterne tidligere var selvangivet i klagerens selskab, mens udgifterne var medtaget i maskinstationsvirksomheden, hvilket gjorde tidligere resultater misvisende.

Baggrund for SKATs opdeling og afgørelse

SKAT havde tidligere i 2013 truffet afgørelse for indkomståret 2009, hvor fradrag for underskud på olie/gasrettigheder ikke blev godkendt. Disse investeringer blev anset for omfattet af Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 10, hvor overskud beskattes som kapitalindkomst, og underskud ikke kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst, men skal fremføres til modregning i fremtidigt overskud af den pågældende virksomhed, jf. Personskatteloven § 13, stk. 6. Klageren havde accepteret denne afgørelse. SKATs opdeling af virksomhedens resultat for de efterfølgende år var en konsekvens heraf, hvor maskinstationsdelen blev vurderet særskilt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at den lempelige landbrugspraksis for vurdering af erhvervsmæssighed ikke fandt anvendelse i klagerens tilfælde. Dette skyldtes, at ejendommen, selvom den var en landbrugsejendom, ikke blev drevet som en traditionel landbrugsvirksomhed med dyrebesætning eller egen jorddyrkning. Jorden var bortforpagtet, og bygningerne blev anvendt til maskinstationsdrift og udlejning.

Ved vurderingen af, om maskinstationsvirksomheden var erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende, lagde Landsskatteretten vægt på følgende kriterier:

• Udsigt til rimelig fortjeneste: Virksomheden skal være etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.
• Intensitet: Virksomhedens intensitet i driften.
• Driftsherreløn: Mulighed for udbetaling af en rimelig driftsherreløn.
• Fremtidigt resultat: Udsigt til, at virksomheden rent faktisk vil opnå et positivt resultat eller et resultat omkring 0 fremover.

Maskinstationsvirksomheden havde ifølge SKATs opgørelse givet underskud i perioden 2009 til 2012. Selvom klageren for 2013 og 2014 havde opgjort positive resultater, var disse regnskaber ikke virksomhedsopdelt på driftsgrene, og der var ikke fratrukket driftsmæssige afskrivninger. Landsskatteretten bemærkede, at det er resultatet efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter, der skal tages i betragtning, jf. SKM2007.59.HR. Derudover havde klageren ikke modtaget løn fra maskinstationsvirksomheden, og der var ikke plads i virksomhedens resultat til at afholde en rimelig driftsherreløn. Klageren var afhængig af lønindtægten fra sit selskab.

Landsskatteretten fandt, at rentabilitetskravet ikke var opfyldt. Ud fra en samlet vurdering var der ikke udsigt til, at klagerens maskinstationsvirksomhed ville opnå et rimeligt driftsresultat efter fradrag af afskrivninger og udbetaling af en rimelig løn til klageren. Maskinstationsvirksomheden blev derfor ikke anset for erhvervsmæssigt drevet, og der kunne ikke godkendes fradrag for underskud af virksomheden, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1.

Det forhold, at indtægter fra maskinstationen i tidligere år ikke var indtægtsført korrekt, kunne ikke føre til et andet resultat, da Landsskatteretten lagde vægt på de fremlagte regnskaber.

Landsskatteretten stadfæstede hermed SKATs afgørelse.