Manglende fradrag for underskud af ikke-erhvervsmæssig virksomhed - rengøring, havearbejde og salg af rengøringsprodukter

Sagen omhandler klagerens ret til fradrag for underskud af virksomhed i indkomstårene 2009, 2010 og 2011. SKAT og skatteankenævnet havde ikke godkendt fradragene, da klageren ikke blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed. Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse.

Klageren har siden 2000 drevet virksomheden [virksomhed1] med skiftende aktiviteter. Fra 2001 til 2006 drev klageren en mindre landbrugsejendom, hvor SKAT i 2006 godkendte underskuddet under hensyntagen til klagerens private situation (arbejdsulykke, skilsmisse, ejendomssalg). I 2004 kom klageren ud for en alvorlig arbejdsulykke, der resulterede i varigt nedsat arbejdsevne og tildeling af førtidspension fra marts 2013.

Efter landbruget drev klageren i 2007 virksomhed med annoncesalg, som ophørte grundet konceptudbyderens konkurs. Fra 2009 til 2011 drev klageren virksomhed med rengøring og havearbejde, som ophørte i 2011. Samtidig havde klageren fra 2009 til 2011 salg af rengøringsprodukter fra firmaet [virksomhed2].

Finansielle resultater

Klagerens selvangivne virksomhedsresultater har over en længere periode været underskudsgivende, med undtagelse af 2007:

De detaljerede resultater for de påklagede år var som følger:

Klageren forklarede, at biludgifterne faldt grundet rygsmerter, der forhindrede kørsel til kunder. Klageren hævede ikke midler til privatforbrug fra virksomheden og modtog i de påklagede år pension og forsikringsydelser grundet arbejdsulykken.

Skatteankenævnets begrundelse

Skatteankenævnet begrundede afgørelsen med, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, da den ikke tilsigtede et rimeligt driftsresultat og ikke havde udsigt til at blive overskudsgivende. Nævnet lagde vægt på, at virksomheden havde været underskudsgivende i tre år (2009-2011), og at en normal opstartsperiode måtte antages at være overstået. Desuden var virksomheden afmeldt fra moms pr. 30. juni 2012, hvilket indikerede et lavere aktivitetsniveau og ingen udsigt til rimelig forrentning af investeret kapital eller honorering af arbejdsindsatsen.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at fradragene skulle godkendes. Klageren argumenterede for, at SKAT og skatteankenævnet fejlagtigt havde behandlet de forskellige aktiviteter som én virksomhed, selvom der reelt var tale om flere separate virksomheder. Klageren mente, at aktiviteterne var drevet intenst og seriøst, med de nødvendige faglige forudsætninger og regelmæssigt over en længere periode. Klageren henviste til SKATs egne vejledninger, der anfører, at der ikke er en fast tidshorisont for, hvornår en virksomhed skal give overskud. Ophøret af virksomheden pr. 30. juni 2012 var desuden fremtvunget af sociale myndigheder grundet klagerens førtidspension og ikke af driftsmæssige resultater, hvilket fratog klageren muligheden for at bevise fremtidig rentabilitet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Private udgifter kan dog ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2. I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for udgifter direkte forbundet med indkomsterhvervelsen (nettoindkomstprincippet), og underskud kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering, hvor alle relevante forhold inddrages. Det tillægges betydelig vægt, om virksomheden er etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste og er indrettet med henblik på systematisk indkomsterhvervelse, jf. Højesterets dom af 4. november 1999 (TfS 1999, 863) og Højesterets dom af 2. februar 2007 (SKM2007.107.HR).

Virksomheden skal over en længere periode give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, så der er mulighed for forrentning af fremmedkapital og investeret egenkapital samt en rimelig driftsherreløn. Der lægges vægt på de konkret opnåede driftsresultater, medmindre de er præget af ekstraordinære begivenheder eller en start-/indkøringsfase, jf. Landsskatterettens kendelse af 8. december 2005 (SKM2005.519.LSR). Vurderingen af udsigt til fortjeneste skal ske ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår, jf. Retten i [by1] dom af 18. november 2009 (SKM2009.747.BR).

Landsskatteretten vurderede klagerens virksomhedsaktiviteter med rengøring/havearbejde og salg af rengøringsprodukter fra firmaet [virksomhed2] som to separate driftsgrene uden driftsmæssig sammenhæng. Begge aktiviteter skulle derfor vurderes hver for sig.

• Rengøring/havearbejde: Indtjeningen faldt fra 34.500 kr. i 2009 til 16.138 kr. i 2011.
• Salg af produkter fra [virksomhed2]: Indtjeningen faldt fra 24.685 kr. i 2009 til 3.399 kr. i 2011.

Selvom kapacitetsomkostningerne faldt, bl.a. biludgifter grundet klagerens rygsmerter, fandt Landsskatteretten, at der for ingen af de to driftsgrene havde været udsigt til rentabel drift, hverken ved starten eller under den løbende drift. De faldende indtægter indikerede, at virksomheden ikke havde udsigt til at blive rentabel inden for en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital.

Landsskatteretten bemærkede desuden, at klagerens sygdom ikke kunne føre til en anden vurdering af resultatet, jf. SKM2017.463.BR.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009 til 2011, og stadfæstede derfor skatteankenævnets afgørelse.